Hvorfor mon mænd ikke vil læse bøger af kvindelige forfattere?
Hverken mænd eller kvinder gider krigen mellem kønnene.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En symptomatisk undersøgelse viste for nylig, at mænd i højere grad læser mandlige forfattere, end kvinder gør. Symptomatisk for vores underlige tid, at den slags undersøgelser bliver lavet. Mon ikke en lignende undersøgelse ville vise, at der også er en geografisk og religiøs sammenhæng. Danskere læser (sandsynligvis!) meget få bøger af kasakhiske forfattere. Det handler nok ikke mindst om genkendelse. På samme måde, som kvinder i højere grad end mænd foretrækker film med kvinder i hovedrollen.
Sådan har jeg det også selv. Jeg bliver i højere grad grebet af fortællinger om personer, jeg kan spejle mig selv i. Eksempelvis Karl Ove Knausgaards kilometerlange autobiografi om livet fra dreng til voksen familiefar. Eller Pontoppidans både om den stræbsomme, men overmodige og frygteligt irriterende Lykke-Per.
Alligevel er to af de forfattere, jeg elsker højst, kvinder. Jane Austen og Emily Brontë. Det er nok først og fremmest deres menneskeklogskab, jeg er fascineret af. Den dybsindige måde, de fortæller om dårskab og om rigtigt og forkert på.
Sådan er nutidens kvindelige forfattere ikke.
Maren Uthaug har skrevet én af årets mest sælgende bøger, nemlig fremtidsdystopien ”11%”. Eller den var vist ikke tænkt som en dystopi, men som et sjovt eksperiment, hvor kvinder styrer verden, og mænd (der udgør 11%) er reduceret til avlsdyr. Her er romantik-renset sex, ahistoriske forestillinger om patriarkatet og slet skjult mandehad. Til gengæld blev bogen belønnet med De Gyldne Laurbær.
I den storsælgende ”Den, der lever stille” af feministen Leonora Christina Skov er mænd ikke reduceret til avlsdyr, men dog generelt usympatiske. Den store helt er bogens forfatter, der har skrevet om sig selv, sine angiveligt frygtelige forældre og sin frigørelse. Den store mig-forherligelse.
Jeg er nok ikke den eneste mand, der finder utrolig lille værdi i den slags litteratur. Og hvis nogen mener, at mænd bør læse flere bøger af kvinder, så er det nok mere oplagt at ændre litteraturen, end det er at ændre mænd. Hvis nogen ikke vil læse din bog, så er det måske ikke læserne, den er gal med?
Og måske er selve spørgsmålet om mænds læsevaner ikke det mest befordrende for at få flere mænd til at interessere sig for litteratur forfattet af kvinder. Hvad er egentlig den gode hensigt? At skabe mere forståelse mellem mennesker på tværs af køn? Hvis det sidste er tilfældet, så burde det være selvindlysende, at konflikt hverken gavner forståelsen eller sympatien.
Konflikten er desværre kernen i tidens kønsdebat. Det er kvinder mod mænd og mænd mod kvinder. En magtkamp, hvor den ene vinder, og den anden taber. Det er i virkeligheden identitetspolitikkens grundsyn på livet. En verden, hvor vi alle kæmper mod hinanden i et evigt ræs for at bestemme og dominere.
Måske er det netop derfor, at kun et lille mindretal af kvinder er feminister og endnu færre blandt mændene. Aversionen mod den evige kønskrig. I andre sammenhænge hylder vi diversitet, men ikke når det gælder kønsroller. De skal nivelleres, forfladiges og helst udslettes.
Man kunne jo sagtens forestille sig en verden, hvor mænd og kvinder elskede at undersøge hinandens livsverdener for at blive klogere på forskellene. Men hvis rammen er nutidens primitive kønskrig, kan vi nok roligt regne med, at interessen forbliver stendød.