Frygt kun de frygtløse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det kan måske ikke overraske, at en professor i informationsvidenskab forsvarer skærmkulturen og opfordrer forældre og lærere til at »sætte alarmismen over børns skærmforbrug på pause« i JP 17/4. De fleste akademiske magthavere og liberale mediemennesker løber som bekendt helst med tiden, ligesom de tror på fremskridtet og forsager alt, hvad der hedder kritisk tænkning. Og så alligevel.

En mand som Peter Lauritsen fra Aarhus Universitet burde vide bedre, end at teknologien har sine positive sider, at skærme er mangfoldige, og at man ikke må generalisere og den slags, som tjener til at skjule de dunklere aspekter ved teknologiens invasion af alt fra skole og intellektuelt virke til forbrug, drømme, selvudvikling og familie- og kærlighedsliv. Teknologiens revolutionære påvirkning af såvel det menneskelige sind som det omgivende samfund er allerede beskrevet vidt og bredt – fra de individuelle konsekvenser over de sociale relationer til den systemiske forandring, som skærmkulturen er svanger med i et tempo, vi ikke har set før. Professoren må kende til disse felter og problemer – og alligevel lader han til at være lige så ubekymret som en flaske barolo.

”Overvågningskapitalisme” kalder den amerikanske forsker Shoshana Zuboff den nye økonomiske verdensorden tilvejebragt af internet, digitalisering og techgiganter som Google, Facebook, Amazon og Microsoft.

Deres metode er ikke udvinding af energi eller metaller, men af data og profitabel handel hermed. Camoufleret som ”forbundethed” og ”globalt fællesskab” er den digitale udplyndring af privatsfæren et kendetegn og netop ikke en fejl ved den nye kapitalisme.

Endemålet er monopolernes absolutte vished om borgernes adfærd og forbrug og kan sammenlignes med et kup oppefra, som vil tilintetgøre det liv, vi hidtil har kendt, og reducere os til superviserede sværme. Manglen på privatliv og oaser er prisen for sociale relationer og adgang til alverdens apps.

De sociale konsekvenser af den ny teknologi er mindst lige så skræmmende. Speciallæge Imram Rashid har i flere bøger undersøgt, hvordan unge menneskers hjerner med tiden bliver mere forankret i den digitale verden end i den fysiske, og hvad der sker, når man stopfodrer unge mennesker med progressive paroler om vigtigheden af at indfri deres potentialer i stedet for at give dem nogle faglige færdigheder og forudsætninger.

Vi – særligt min egen generation – har med et fint ord hypertilpasset os digitaliseringen og tilladt den at vinde indpas overalt i vore liv, mest af alt i børnenes, uden at de faktisk har bedt om det.

Vi har lagt os ned for mobiler, tjenester og platforme. Vi har brugt formuer på at digitalisere undervisningen i folkeskolen og så godt som afskaffet tavle, kridt, kladdehæfter og kunsten at tage noter i hånden, til trods for at disse simple hjælpemidler har fungeret i århundreder og været med til at give den skriftlige, videnskabelige og åndelige europæiske civilisation en vis vitalitet og dominans i verden.

Det er alt sammen ved at være fortid. En fortid, vi for øvrigt skal skamme os over.

På det personlige plan er digitaliseringen også løbet løbsk. Som lyriker, oversætter og dr.phil. Søren R. Fauth beskriver situationen i en kontant kronik i Weekendavisen om »vores naragtige Facebook-selv« og den »amokløbende mangel på fordybelse« på Youtube, Tiktok, Snapchat og andre nulmedier.

»Danmark samles nu kun foran skærmene (...) i stedet for – som i tidligere tiders voldsregimer – at hugge hovederne af folk, der tænkte anderledes, har de moderne vesterlandske samfund valgt at følge en anden strategi: frem for at guillotinere gør de hovederne overflødige, bedøver dem i en sådan grad foran skærmene, at de til sidst går i en permanent tilstand af urolig dvale.«

Prisen for vores kollektive hypertilpasning er præmatur glemsomhed, galopperende distraktion, ”læring” og halvdannelse. Ingen virkelighed, ingen nødvendighed synes længere at drive vores liv bortset fra begær og komfort. Alt er blot et klik og en visning væk.

Vi er ramt af uendelighedens forbandelse og spræller ubehjælpsomt »som en sprællemand i ren mulighed«, som den ene Søren (Fauth) siger med et lån fra en anden Søren (Kierkegaard).

Hvad gør de dovne og magelige professorer og administratorer, når de opdager, at deres forskningsfelt skrider under fødderne på dem? De ignorerer kritiske vidnesbyrd og skriver skolemesterstile om ”alarmisme”, så de kan fortsætte deres mesalliance med tidens tern og narrespil.

På deres undvigelsesmanøvrer og kulturrelativisme skal du kende dem. De taler ikke engang imod bedre vidende. De ved nemlig kun, hvad det kræver at få adgang til de fine saloner.