Vi hylder frisindet. Men er så snerpede som aldrig før

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi lever i en utrolig dogmatisk tidsalder. Men hvem havde alligevel i sin vildeste fantasi forestillet sig, at den tragikomiske samtykkelovgivning, der for Danmarks vedkommende er groet i Enhedslistens baghave, ville gælde i Disneys klassiker ”Den lille havfrue”? Ja, nok de færreste, men i vores ideologiske tider overstiger virkeligheden fantasien.

Derfor må eventyrets magi vige for tidens identitetspolitiske dogmer, der foreskriver, at man ikke må kysse nogen uden at have fået lov på forhånd.

Det ved man også godt hos Disney, hvor man for længst har overgivet sin sjæl til woketankegangens fanatiske fokusering på køn, hudfarve, seksualitet og identitet – og de redigerer derfor uden at blinke sangene fra tegnefilmsudgaven af ”Den lille havfrue” fra 1989 forud for den kommende spillefilmsudgave.

Filmatiseringen skal nemlig indeholde samme sange som den 34 år gamle tegnefilm, der hører min barndom og en helt anden tid til – ja, hører en anden meget mere uideologisk, meget mere forunderlig, fri og frimodig verden til, der ikke findes mere.

Ikke ét barn eller ikke én voksen overvejede dengang noget upassende ved sangen ”Gi’ det kys” – der med nutidens sensible ører kan opfattes som en opfordring til at kysse uden samtykke: »Klø nu på, hun ka’ da godt forstå, at du vil ha’ det kys,« lyder teksten, der nu er ændret, så det ikke danner præcedens for, at man kan kysse havfruer – og damer i det hele taget – uden at man først har fået lov.

Tænk, om alle filmhistoriens legendariske kys skulle igennem det finmaskede woke-sikkerhedsnet, der opsamler enhver lille tilnærmelse, der kunne bidrage til den såkaldte ”strukturelle sexisme”.

Mange intense og sitrende scener af følelser og lidenskab, kærlighed, ømhed og gammeldags galanteri ville aldrig have haft en chance på filmlærredet i dag.

Kan vi forestille os en kyssescene som den, skuespilleren Clark Gable med sin virile charme i rollen som Rhett Butler i filmklassikeren ”Borte med blæsten” leverede: En hånd på lænden, den anden rundt om livet og så ned i hoftehøjde med kvinden, før han kysser hende – uden et samtykke? Næppe.

Men udover at samtykkelovgivningen, som blandt andet Weekendavisen har afdækket, lader retssikkerheden for den anklagede meget tilbage at ønske – ja, så er loven om samtykkesex et vidnesbyrd om, at wokeismen for fuld tryk er lukket ind i vores politiske bevidsthed – og siver ligeså stille ind i alle afkroge af vores samfund, vores kultur og vores menneskelige liv med hinanden.

Og når samtykkelovgivningen bliver lagt ned over en tegnefilm for børn, er det på mange måder et sørgeligt udtryk for, at vi lever i en gennemseksualiseret tid – og samtidig sender vores tid så blandede signaler: Aldrig har vi været så frigjorte, aldrig har vi været så bornerte.

For samtidig med at vi gerne vil være så frigjorte, og fjerdebølgefeministerne insisterer på retten til offentligt at blotte sig som en demonstration af seksuel frihed, og halvnøgne mænd kun iført et regnbuestribet lændeklæde danser på blokvogn til årets Pride – ja, så er det, som om verden slet ikke kan finde ud af, hvad der foregår, og vi pendulerer mellem libertinisme og snerperi.

Ville gamle Disney dog bare ikke have giftet sig med den flygtige tidsånd, men med den evighed, der netop bærer Andersens eventyr om den lille havfrue og den sørgmodige, uforløste, uovervindelige og ubegrænsede kærlighed. Havfruen får ikke prinsen og livet som menneske, men møder sig selv, når hun lader sin længselsfulde sjæl blive omfavnet af Gud – i verdens ømmeste favntag.

Hun løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for første gang følte hun tårer. Det er dén omfavnelse, tidens menneske trænger allermest til at høre om.