Jeg siger nej til naturnationalparker med tamdyr og dispensation fra dyrevelfærdsloven

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den nye regering – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – er nået frem til, at de omstridte 15 naturnationalparker – altså de parker, hvor man indhegner naturen og indsætter tamdyr, f.eks. heste og kvæg, og hvor det vil være muligt at dispensere for dyrevelfærdsloven – ikke ”bare” skal bestå, men ovenikøbet skal der formentlig udpeges fem yderligere. Dvs. så der på landsplan vil være 20 naturnationalparker, hvor man udsætter store tamdyr, som så skal græsse områderne så tilpas meget ned, at der kommer mere biodiversitet – for de store tamdyr skal hverken tilskudsfodres eller dyrlægebehandles, i så fald de har behov herfor. Det såkaldte rewilding.

For at områderne kan give den ønskede biodiversitet, er det bydende nødvendigt, at tamdyrene spiser revl og kravl. Og det gør de kun, hvis de er sultne nok. Så de store tamdyr er sådan set bare nødvendige ofringer fra regeringens side for, at en anden slags liv kan spire frem. En bille og en rosetplante f.eks.

Når de store tamdyr ikke kan klare den længere, enten fordi de er ved at dø af sult, eller fordi de har skader, som kræver dyrlægebehandling, så bliver de taget ud – som det så fint hedder – hvilket blot er et andet ord for, at de oftest bliver aflivet.

Det er det, der i al fald med den tidligere socialdemokratiske miljøminister Lea Wermelin blev omtalt som ”vild natur”. Hvad der er vild natur ved at sætte tamdyr bag et hegn uden at fodre dem, ved jeg ikke. Det er bare vildt, at man kan finde på det.

Det er ikke overraskende, at Socialdemokratiet går helhjertet ind for det. Det er sådan set dem, der har lanceret begrebet til en start. Men at Venstre har vendt sig på en tallerken og går med i sådan en aftale, tror jeg overrasker de fleste. Jeg forstår i al fald ikke meget af det.

For jeg har personligt siddet side om side med flere Venstre-folk her i Folketinget, som alle tordnede imod disse naturnationalparker, bl.a. fordi der bliver gået på kompromis med dyrevelfærden, og sammen har vi stemt nej til den lov, som gjorde det muligt at oprette disse naturnationalparker.

Kort inden valget d. 1. november var Venstre ude at kritisere den manglende borgerinddragelse. De var kritiske ift. de hegn, man omkranser disse naturnationalparker med og dermed enten udelukker eller besværliggør adgangen for alle andre. Og ikke mindst var Venstre yderst kritisk ift. den indførte mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdsloven. Dispensationsmuligheden skulle afskaffes, måtte man forstå på Venstre.

Sidenhen kom Venstre i regering, og kritikken er forstummet en del. Eller rettere: Den er fuldkommen fraværende. At komme i regering har tydeligvis en pris.

I regeringsgrundlaget har man fået indført nogle passager om, at der skal være lidt mere lokalinddragelse. Og så skal dispensationsmuligheden fra dyrevelfærdsloven evalueres.

Endnu har der ikke været givet den mulige dispensationsmulighed ift. dyrevelfærdsloven. Så dermed vil man ikke kunne evaluere noget som helst, som endnu ikke er trådt i kraft. Men det lyder godt.

Når man på et tidspunkt har fået etableret alle disse naturnationalparker, og der har været givet nogle dispensationsmuligheder fra dyrevelfærdsloven, ja, så kan man evaluere dispensationsmuligheden. Ikke før. Og inden da kan man blot gisne om, hvor mange dyr der skal lade livet, før evalueringen bliver en realitet.

Men en evaluering er ikke ensbetydende med, at man ændrer så meget som et komma i dispensationsmuligheden fra dyrevelfærdsloven. Men man kan holde ord fra regeringsgrundlaget – og evaluere – som kan resultere i en nøjagtig status quo. Altså absolut ingenting.

For lur mig, om der ikke kommer til at ske noget som helst. For hele ideen og forudsætningen med naturnationalparkerne er netop, at de her dyr skal kunne klare sig for egne præmisser mest muligt. Og dermed kommer man ikke til at tilse eller tilskudsfodre de her dyr på samme vis, som alle andre, der holder dyr, skal.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, men jeg kommer aldrig nogensinde til at købe den præmis og dermed gå på kompromis med den dyrevelfærdslov, som alle de mennesker, der har ansvar for dyr, selvfølgelig skal overholde – uden dispensationsmulighed af nogen art.