Bosat i USA: Masseskyderier er en del af hverdagen – her hjælper hverken ”thoughts” eller ”prayers”

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har aldrig holdt et våben, ikke engang lerduer har jeg skudt. Og det til trods for, at jeg bor i USA, der er notorisk kendt for sin besættelse af retten til at bære våben.

Alligevel er de altid til stede i baghovedet, våbnene. Når jeg er i biografen, orienterer jeg mig i rummet, tjekker den nærmeste exit, minder børnene om at spille døde og kaste sig på gulvet, hvis der skulle ske noget. Da jeg i sidste uge var på besøg på min søns kommende skole, var ét af mine spørgsmål, hvordan de sikrede, at udefrakommende ikke havde adgang til bygningen.

Da vi flyttede til USA, var ungerne henholdsvis seks måneder og to år gamle. Vi kørte jævnligt forbi skoler, der var hegnet ind på en måde, der ledte tankerne hen på pigtråd ved grænser og om fængselsinstitutioner. Sådan en skole skulle vores børn aldrig gå på. Men der sker noget, når man bliver en del af et samfund, hvor det at forholde sig til våben i det offentlige rum er en del af normen. Jordskælvsøvelser, øvelser om, hvad eleverne skal gøre, hvis der er en bjørn i området, og øvelser om en ”active shooter” på skolen bliver en del af børnenes hverdag. Mine børn og amerikanske børn fra 0. klasse ved præcist, hvor de skal placere sig i klasseværelset for ikke at blive ramt, hvis der er en bevæbnet gerningsmand eller -kvinde på deres skole.

»Jeg er ni år!« står der på et skilt, et barn holder op. En gruppe protesterer efter det seneste skoleskyderi i Nashville i delstaten Tennessee, hvor tre børn på ni og tre voksne var ofre. Siden jeg flyttede til USA, har der været mere end 400 skoleskyderier. »Vi påfører os selv et traume som nation,« sagde den person, der blev interviewet på NPR Radio forleden. Igen hjælper nok så velmenende ”thoughts and prayers” ikke. Der er gået politik i sund fornuft, til trods for at et overvældende flertal i befolkningen går ind for restriktioner for adgangen til fuldautomatiske skydevåben.

Alligevel sker der ingenting, og det er der mange årsager til – penge og politik har aldrig været en god cocktail. At de skøreste tønder buldrer mest, har heller ikke vist sig at være godt for landet.

I går mødte jeg i vores lokale park en ældre dame. Hun passede sin søsters børnebørn. Selv regnede hun ikke med at få nogle, hendes egne børn havde ikke til hensigt at sætte børn i verden. Talen faldt på skoleskyderiet på den katolske privatskole. Hun havde selv gået på katolsk privatskole, det samme havde hendes børn. Hun var vred – og hun var opgivende. Den opgivende indstilling har sat sig, folk forstår ikke, at det er her, vi er – og de ved ikke, hvad de skal gøre, for at det bliver anderledes.

Ét af fire våben, der fremstilles, er et semiautomatisk våben – altså dem, vi ser i skoleskyderierne, der kan affyre 30 skud og række 400 m. Med sådan et våben skal man ikke ”spilde” tid på at lade sit våben, men kan meje den ene indskolingsklasse ned efter den anden.

Så længe der er så godt som fri adgang til våben, vil vi se skoleskyderier – og opleve børn og voksne med varige traumer. Traumet har bredt sig til hele samfundet, uanset om man er direkte påvirket eller ”blot” hører om skoleskyderierne i nyhederne. Det hjerteskærende er, at sådan behøver det ikke at være. I USA er hovedårsagen til dødsfald blandt børn og unge nu våben. Hver eneste dag finder der et masseskyderi sted. Skyderier er en del af helt små børns hverdag. En femårig skyder sin etårige bror, en treårig skyder sig selv, da han finder et våben på sine forældres sengebord, en person går amok i det ene skoleskyderi efter det andet, teenagere med sårede følelser og forelskelser skyder hinanden, listen fortsætter i et land, der har flere våben end indbyggere. Det kræver ikke den store hjernekapacitet at se ligheden mellem adgang til våben og de katastrofale konsekvenser på sjæl og legeme.

Er det virkelig dén identitet, der skal gå i arv og normaliseres til vores børn?

Det eneste, amerikanerne kan gøre, er at stemme og håbe på politiske forandringer. Men så længe adgangen til våben er, som den er, sker forandringerne hverken efter dette skoleskyderi eller det næste eller det næste igen. Imens synker befolkningen længere ned i magtesløshed, frygt og had.