Hvornår får danskerne en undskyldning for den ødelæggende indvandring?

Godhavnsdrengene, Vestindien, pigerne fra anstalten på Sprogø, beboerne i Thule og børnene, der blev tvangsflyttet til Danmark fra Grønland, er nogle af de mange eksempler på ønsket om eller reelle officielle undskyldninger, som den danske stat bør give eller har givet. Ikke på vegne af nuværende handlinger, men for noget, der er foregået for mange år siden.

Jeg forstår sådan set sagtens behovet for at give en undskyldning for fortidens synder, særligt når vi lever i nutiden og ser og oplever verden anderledes. Men det helt store problem er jo ikke forståelsen af undskyldningen, men mere det, at man ikke kan undskylde for, hvad fortiden og andre mennesker har gjort. I min verden forfladiger det den egentlige undskyldning at undskylde på andres vegne, da man jo ikke selv er ansvarlig for andres handlinger.

Undskyldningerne og behovet for at tage afstand fra andres handlinger kan nemt handle mere om selvgodhed og behovet for at fremstå som en af de gode. En af dem, som har følelserne på det helt rette sted – til forskel fra alle os, som ikke følger den logik og derfor ikke vil undskylde for andres handlinger – og dét, uanset hvor grusomme de handlinger nu engang har været. 

Jeg forstår ligeledes godt behovet for, at der er mennesker, som rundtom i Danmark føler, at de skal have en undskyldning for de overgreb, der har været begået mod dem. Det er en helt legitim følelse. Problemet er bare, at dem, der bør sige undskyld, ikke længere er her. Det er de regeringer og de folk, som har behandlet dem ualmindeligt elendigt, men som formentlig alle den dag i dag enten er døde eller ikke længere bestrider de erhverv, der havde ansvaret for tingene dengang. 

Møder jeg en tysker, forventer jeg ikke, at vedkommende slår blikket ned i tavs flovhed over, at vedkommendes farfar var med under den tyske besættelse af Danmark i besættelsestiden, og dermed at vedkommende skulle komme hen og trykke min hånd og undskylde på vegne af farfaren, for dengang Danmark var besat at tyskerne. 

Jeg har selv været på Sankt Thomas på De Vestindiske Øer, og der så jeg ingen grund til, at jeg personligt skulle undskylde for noget som helst eller gå rundt med dårlig samvittighed, uagtet at jeg udmærket kender til historien om dengang, hvor De Vestindiske Øer var en del af Danmark.

Helt grundlæggende kan og vil jeg ikke undskylde for mine forfædres handlinger. Og det samme kan og skal vi selvfølgelig heller ikke fra det officielle Danmark. 

Men når nogle nu er så vilde med at undskylde på andres vegne, hvornår opper regeringen sig så til at give danskerne en undskyldning, ikke bare for fortidens vanvittige indvandring siden slut-1960’erne, men ligeledes for den indvandring, som stadig pågår, selvom et flertal i Folketinget alle sammen taler om, at de vil den stramme udlændingepolitik, men desværre blot taler om den uden at gøre den til reel politik? Og ikke mindst en undskyldning for den fremtid, som den danske befolkning kommer til at lide under grundet indvandringen.

Regeringen kunne starte med at undskylde for at bestå af partier, som alle har og er medansvarlige for, hvordan Danmark ser ud, og hvordan Danmark kommer til at se ud for fremtiden.

De bør give en fuldkommen uforbeholden undskyldning til den danske befolkning for at repræsentere partier, der har ignoreret alle de advarsler, som de bevidst nægtede at forholde sig til, da problemerne med indvandringen begyndte. Og fortsat stadig gør det.

De bør give en undskyldning til alle danskere for datidens, nutidens og fremtidens lidelser og voldsomme forandringer af Danmark, som indvandringen har og vil afstedkomme.

Mens de er i gang, kan de give en undskyldning til de fremtidige generationer, som kommer til at lide under indvandringens konsekvenser, fordi de selvsamme partier ikke hverken gjorde eller nu gør det, der skal til for at løse problemerne med indvandringen, men i stedet gemmer sig bag humanistiske floskler om forskellighed, multikultur og mangfoldighed på den ene side og perfide anklager om racisme og islamofobi på den anden side og ikke mindst bag internationale konventioner fremfor at løse problemerne. 

Ja, se, det vil være en undskyldning, der vil give mening, for det er en undskyldning, som relaterer sig direkte til dem selv og deres holdninger og handlinger.

Men av, det er jo så en undskyldning, som handler om dem selv. Det kommer garanteret aldrig til at ske. For når man vil være ”en af de gode”, ja, så er det selvfølgelig nemmere at give tomme undskyldninger for noget, man ikke selv er ansvarlig for, fremfor at erkende, hvordan man har forandret og stadig er med til at forandre Danmark for altid – til det absolut værre. For så er man ikke længere en af ”de gode”.

Det runger desværre bare exceptionelt tomt, når man ikke i stedet giver folk den oprindelige undskyldning, som de fortjener.