Vi er blevet for blufærdige til at vise religiøse behov

Man kan egentlig undre sig, men forskningsresultatet trak overskrifter: 80 pct. af danskerne har et stort åndeligt behov. 

Mere end 100.000 danskere blev i 2021 inviteret til at deltage i den største spørgeskemaundersøgelse, der til dato er lavet i verden på området. 

Resultatet af studiet, der skulle afdække danskernes åndelige behov, er tilsyneladende kommet bag på både medieverdenen og forskerne bag undersøgelsen. Blandt andet har professor Niels Christian Hvidt udtalt, at danskerne ikke taler meget »om deres overbevisninger og personlige værdier og har også en lav grad af religiøs praksis. Men som undersøgelsen viser, har vi i Danmark præcis de samme behov for indre fred, mening, tro og håb, som man ser i mere religiøse lande«.

Jeg mener, at det er værd at opholde sig ved og foruroliges over, at vi i vores samfund takket være årtiers tab af kristendom og dannelse er kommet på så lang afstand af forståelsen af at være en underfuld skabning både af støv og ånd, at det kan komme som en overraskelse, at størstedelen af danskerne faktisk erkender deres åndelige behov. 

Og som det fremgår af undersøgelsen, har de åndelige behov mange forskellige udtryk. Blandt andet at hvile et sted, der giver dig fred og ro. At blive forsikret om, at ens liv har været meningsfuldt og værdifuldt. At bede for sig selv. At nogen beder for én. At vende sig mod en højere magt. At deltage i en åndelig/religiøs ceremoni.

Det kan jo alt sammen næppe forundre en præst, der i det daglige arbejde mærker folkets stilfærdige loyalitet mod deres kirke. For danskerne er et religiøst blufærdigt folk. Det ligger ikke til os at krænge vores inderste følelser ud – vi tier i stedet. Det er ikke, fordi de religiøse behov, følelser og længsler ikke er der. Det er bare blufærdighed. Og blufærdighed betyder kun, at følelsen er så meget dybere – fordi den ikke er noget, man har på læberne. 

For nok dominerer videnskaben vor tids stemme og vor tids menneskesyn, men undersøgelsen taler lige ind i det skisma, der eksisterer mellem det i et eller andet omfang accepterede sekulære-ateistiske syn på vores kultur og så den virkelighed, hvori mennesker lever og oplever deres liv.

I bestselleren ”Europas undergang” reflekterer den engelske journalist og forfatter Douglas Murray netop over det forhold. Murray citerer Richard Dawkins for, at han i indledningen til romanen ”Den blinde urmager” erklærer menneskets eksistentielle mysterium eller (med et grundtvigsk udtryk) skabelsesgåde for opklaret takket være Darwin, hvorpå Murray indvender: »Selvom Dawkins kan mene, at vort mysterium er blevet opklaret – og skønt videnskaben så afgjort har opklaret en del af det – føler de fleste af os os stadig ikke opklarede. Vi lever ikke vore liv og oplever ikke vor eksistens som opklarede væsener. Tværtimod oplever vi stadig os selv, som vore forfædre gjorde det, som splittede og modstridende væsener, sårbare overfor sider af os selv og overfor den verden, vi ikke kan forstå.« 

Og det er lige præcis den sandhed om menneskets vilkår som falden skabning, som vores tid har glemt, fortrængt eller ganske enkelt aldrig har fået forkyndt, fordi »europæisk kristendom«, som Murray bemærker, »har mistet viljen til at missionere eller endog tro på deres eget budskab«. Netop derfor kan den mageløse opdagelse af menneskets åndelige behov og længsel vække så stor opsigt. Men det er i dét spændingsfelt, at vi lever vores liv: i en bevidsthed om faldet og i en åndelig længsel efter forløsning. Og en fortrængning af kristendommens evige uforanderlige sandhed om os fører rigtigt nok til Europas undergang – og menneskets.