Hvis så mange tusind nye ansatte ikke hjælper, så er der noget helt galt

Jeg skulle købe noget børnechokolade forleden. En Mini-Muh. 

Jeg har ikke købt dem, siden jeg var barn, og hold nu op, hvor er de blevet dyre! 

Prisen er steget, og samtidig har jeg en klar fornemmelse af, at der er blevet mindre chokolade. Ikke kun, fordi jeg husker pladen større i en barnehånd, men fordi dette produkt som så mange andre bliver mindre og mindre. 

Samme skuffelse – men i langt mere alvorlig skala – får jeg, når jeg kigger på vores offentlige sektor for tiden. Jeg tror, de fleste er enige med mig i oplevelsen af, at det står værre og værre til. 

Ventetiderne på sygehusene stiger. Der er færre pædagoger til vores børn i hverdagen, lærerne har dårligere vilkår, jordemødrene er for få, og overalt er sagsbehandlingstiderne for lange.

Det giver en fornemmelse af, at der spares. Gæt igen.

36.500 flere offentligt ansatte siden 2019! Det er på bare fire år, én regeringsperiode. Det svarer til samtlige indbyggere i Brønderslev Kommune. Med så mange ansatte burde man da som borger kunne mærke kvaliteten stige – right?

Det tyder på, at der er noget helt og aldeles galt med måden, vi driver landet på. Hvis så mange tusinde flere ansatte ikke hjælper på servicen, så bruges tiden simpelthen forkert.

Det kan ikke være rigtigt, at vi alle står med en fornemmelse af en velfærdsstat, der slår revner, og så samtidig skal betale for yderligere 36.500 mennesker til at stå at kigge på, at det hele falder sammen.

Jeg har naturligvis ikke ét ondt ord at sige om hver enkelt ansat, som har søgt et job siden 2019 og bare passer sit arbejde. 

Men når både pædagoger, lærere, sygeplejersker og jordemødre mangler kolleger, så kan jeg sådan set godt forstå, hvis også de undrer sig over, hvor de mange tusinde ekstra medarbejdere sidder?

De er i hvert fald ikke der, hvor vi som borgere kan mærke dem.