Pas på, at kineserne ikke får fingrene for dybt i Grønlands rigdomme
Den grønne omstilling kræver en række sjældne jordartsmetaller, som Kina desværre har fået lov at sætte sig alt for tungt på. Derfor bør der også være opmærksomhed på Grønlands ressourcer heraf.
Jeg var formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi i rigtigt mange år: fra 1996-2009. I den forbindelse mødte jeg en række medlemmer fra det grønlandske styre. Mange samtaler gjorde et stort indtryk. Her vil jeg kort gengive en om sjældne jordartsmetaller.
Grønland har mange sjældne jordartsmetaller, bl.a. forekomsten i Kringlerne ved Narsaq i Sydgrønland – og helt sikkert langt flere endnu ikke opdagede forekomster. Landsstyremedlemmet, som jeg talte med om disse forekomster, fortalte om, hvad han havde oplevet på en rejse til Bruxelles, hvor der netop da blev afholdt en konference om sjældne jordartsmetaller. Han blev anmodet om at holde åbningstalen, men ville hellere holde afslutningstalen, som så også blev resultatet.
Han indledte med, at man i Grønland delte de værdier, som EU stod for. Derfor håbede styret i Grønland, at det blev EU-landene med Danmark, der påtog sig hovedrollen for at sikre udvindingen af sjældne jordartsmetaller. Hidtil havde det været et firma fra et andet land, der havde været aktiv – og det kunne ikke udelukkes, at dette firma blev købt af Kina.
Men hans positive opfordring blev desværre mødt med en uforstandig reaktion fra den ansvarlige EU-kommissær for mødet. Kommissæren var især optaget af prisen for udnyttelse – Grønland skulle nærmest forære disse ressourcer til EU!
Den rigtige reaktion – efter min mening – havde været, at EU havde besluttet under dansk ledelse at sende en højtstående delegation til Grønland for at undersøge mulighederne for et fælles projekt til gavn for begge parter. Personligt opfordrede jeg Dansk Industri til at argumentere herfor i EU-organisationen for industri, idet der jo ikke er erfaringer med minedrift i Danmark. Men om det skete, ved jeg ikke.
Kina har i dag en afgørende hovedrolle i udvindingen og udnyttelsen af sjældne jordartsmetaller, som er centrale for at sikre en grøn omstilling. Dette er en sårbar position for EU og en række andre lande. Derfor er der nu et globalt kapløb om adgang til sjældne jordartsmetaller ifølge Politiken den 17. marts.
Men de grønlandske muligheder nævnes ikke. Men disse muligheder vil jeg gerne bringe på bane. Og ikke blot på bane, men også med en opfordring til, at det respekteres, at Grønland får hovedrollen i et evt. initiativ herom. Det er afgørende for et godt forhold mellem Danmark og Grønland, at dette respekteres. Desværre hørte jeg om flere tilfælde af det modsatte, da jeg var formand for Det rådgivende Udvalg.