Hvad skal der til, for at vi lærer af historien?
Det er hykleri, når regeringen på den ene side støtter kampen mod Putins aggressive Rusland og på den anden laver aftaler med mellemøstlige despoter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Krigen i Ukraine er i gang på andet år. For nylig besluttede et flertal i Folketinget at oprette en fond på 7 mia. kr., som skal støtte Ukraine i sin kamp mod Putin.
Læg dertil alle de andre politiske beslutninger, som på den ene eller anden måde støtter ukrainerne i deres frihedskamp mod et antidemokratisk Rusland: materiel, særlove til ukrainske flygtninge m.m.
Samtidig med vores direkte hjælp til Ukraine kæmper vi med næb og kløer for at blive permanent fri af russisk gas – for alle danske politikere er enige om, at vi som stærk demokratisk nation ikke må være afhængig af samhandel med et land, som angriber et andet frit land.
Det er alt sammen godt. Men smagen i munden bliver bitter, når man samtidig skeler til, hvad der foregår på den øvrige udenrigspolitiske agenda i Danmark.
Der foregår blandt andet det, at vores statsminister lige har været på charmeoffensiv hos Egyptens autoritære leder, Abdel Fattah el-Sisi.
Han kom til magten ved et kup for et årti siden og har styret sit land diktatorisk lige siden. Og han anklages af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch for at nægte at udstede pas til systemkritikere, der er rejst til udlandet, medmindre de tager til Egypten for at få deres pas fornyet – og hvem ved, hvilken skæbne der venter dem, når de sætter deres fødder på egyptisk jord!
Alligevel er vores statsminister på besøg i Egypten for at skabe fundament for et stærkt handelssamarbejde med Egypten.
Læg dertil, at vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, for nylig bekendtgjorde, at det forbud mod våbeneksport til De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, som har eksisteret, siden Saudi-Arabien slog systemkritikeren Jamal Khashoggi ihjel i 2018, ikke skal forlænges.
Med andre ord skal danske våbenproducenter nu lovligt kunne sælge våben til to lande, der systematisk undertrykker menneskerettighederne.
Det er åbenbart ligegyldigt for vores nye regering, der sætter økonomiske samhandelsinteresser over principper som menneskerettigheder og demokrati.
Når vores stats- og udenrigsminister på den ene side fordømmer Putin og forsværger, at vi skal samhandle med Rusland, førend landet (måske) bliver et demokrati, og på den anden side trykker hænder med Egyptens leder og åbner for samhandel med Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, så er det politisk hykleri af værste skuffe.
Hvordan skal vi lære vores børn og kommende samfundsborgere at træffe valg baseret på etiske principper frem for på økonomiske interesser, når vores politikeres moralske kompas danser rundt efter guld?
Hvordan skal vi som nation kunne være sikker på, at vi ikke om føje år er indblandet i en ny krig eller økonomisk krise, fordi vi har vægtet samhandel med en antidemokratisk nation højere end grundlæggende demokratiske principper?
Hvad I alverden skal der til, for at vi lærer af historien? Støtten til Ukraine er bittersød, al den stund den foregår, samtidig med at vi med åbne øjne trykker hånd med despoter. Det er en ommer, kære regering.