Europa må ikke falde i Putin og Xis fælde og trække følehornene til sig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Medierne i USA, Danmark og på BBC er fyldt med rapportager om, at det i dag er 20 år siden, USA uden FN-mandat og på falsk grundlag gik ind i Irak.

Nej, der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Ja, krigen var forfærdelig og havde uoverskuelige konsekvenser – for Iraks befolkning og i høj grad for Europas.

USA angreb Irak uden Sikkerhedsrådets godkendelse – det samme gjorde Putin, da han først gik ind på Krim-halvøen og senere invaderede Ukraine. Og dét argument bruger Rusland: at Vesten ikke selv overholder de regler, som vi påstår skal styre verdensordenen.

Alligevel skal Europa ikke falde i Putin og Xis fælde og trække følehornene til sig, når de to diktatorer mødes.

I USA er der opbrud på den republikanske fløj. Visse politikere, deriblandt Floridas guvernør, Ron DeSantis, der også har præsidentambitioner, agiterer for, at USA ikke skal være involveret i konflikter uden for landets grænser, den berømte isolationspolitik lever i bedste velgående.

Imens sidder Ruslands Putin og godter sig, for agendaen passer som fod i hose med hans diskurs. Hvis Vesten selv farer vild i sine argumenter om, hvorfor de skal eller ikke skal involvere sig og desuden bruger kræfter på intern splid, så er meget af hans arbejde gjort.

Sergey Lavrov, Ruslands udenrigsminister, sagde i begyndelsen af marts på sin tur til Indien, at hvis USA har ret til at invadere et land, hvorfor har Rusland så ikke? I én sætning fik han sagt, at Vesten ikke har ret til at have en holdning til krigen i Ukraine og tilmed til dels er skyld i den. Hverken krigen i Irak eller i Ukraine var ifølge FN’s charter lovlige– men det betyder ikke, at Rusland kan retfærdiggøre krigen i Ukraine med USA’s invasion af Irak for 20 år siden.

Totalitære lande, der ideologisk ligger langt fra Vestens standarder, når det drejer sig om demokrati og menneskerettigheder, har fundet en retorisk akrobatargumentation, vi skal passe på med at acceptere. Argumenter og undskyldninger for, at handlinger kan retfærdiggøres, fordi der tidligere er blevet gjort noget tilsvarende.

Det er som at tale til et barn, der er kommet op at slås i skolegården. ”Han slog først,” siger barnet og mener dermed, at den blodtud, han stak sin modstander, er retfærdiggjort. Men det er det stik modsatte, de fleste af os lærer vores børn – så hvorfor accepterer vi dén retoriske manipulation, når den kommer fra voksne politikere?

Jeg er hunderæd for, hvad der kommer ud af mødet mellem Ruslands Putin og Kinas Xi. Kina kunne have valgt at aflyse mødet, efter Den Internationale Domstol i Haag nu har meddelt, at Putin skal stilles for en domstol som en reaktion på de tusindvis af børn, der er blevet bortført over grænsen fra Ukraine til Rusland. Putin er nu eftersøgt for brud på menneskerettigheder i 123 lande.

Hvis ikke Xi rører det forkerte dørhåndtag, falder ud ad et vindue eller spiser noget, der giver ham forgiftning, ser vi Putin og Xi på et pressemøde fortælle verden, at de har indgået nye aftaler om samhandel. Samhandel, der – som nu – indebærer, at de ”varer”, de handler, kan skilles ad og bruges i Ruslands krigsførelse. Hvordan Vesten reagerer på det, vil tiden vise – og fremtiden vil senere dømme og se, hvem der traf de rigtige beslutninger.