Den nye politiske stabilitet i Øst- og Centraleuropa gavner EU og Nato

Da de tidligere kommunistiske stater i Øst- og Centraleuropa fra 1990 og frem begyndte at afholde frie parlamentsvalg, skete der i de første mange år kæmpestore udskiftninger ved hvert valg. Partier, der ved det foregående valg havde været meget store, blev reduceret til næsten ingenting, og helt nye partier – eller partier, der ved det foregående valg havde været meget små – fik til gengæld valgt en masse medlemmer ind.

Sådan forløb det fra ca. 1990 og frem til ca. 2007. Derefter indfandt der sig generelt en større politisk stabilitet i mange af de øst- og centraleuropæiske lande. Og denne har de fleste steder holdt sig frem til i dag.

Normalt bliver det ikke bemærket så meget i Danmark, når der bliver afholdt parlamentsvalg i lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien osv. Men ikke desto mindre har det – især i den nuværende situation med krig i Ukraine – enorm betydning for os alle, også her i Danmark, hvordan befolkningen stemmer i Øst- og Centraleuropas forskellige stater.

Ikke mindst har den nye stabilitet, som generelt har indfundet sig siden ca. 2007, kæmpemæssig betydning for EU- og Nato-samarbejdet. Dette især af to grunde. For det første, fordi det i højere grad end i perioden fra ca. 1990 til ca. 2007 er nogle af de samme politikere fra de pågældende lande, der nu fra gang til gang møder op til topmøderne (og de forskellige andre møder) i EU- og Nato-regi. Dette betyder, at politikerne fra både Øst-, Central- og Vesteuropa lærer hinanden bedre at kende på kryds og tværs, end de gjorde i 1990’erne og de første år af det 21. århundrede. Og de personlige relationer mellem politikerne betyder virkeligt meget – både generelt og i særdeleshed i krise- og krigstider som disse.

For det andet er der mere kontinuitet i den politik, der bliver ført fra de forskellige øst- og centraleuropæiske landes side, når der ikke længere hele tiden sker så store udskiftninger, med hensyn til hvilke partier og personer der sidder i parlamenterne og på ministerposterne. Dette betyder, at det generelt er lettere for EU- og Nato-landene at tage nogle langsigtede beslutninger og lægge en langsigtet strategi end i den periode, hvor magten hele tiden skiftede i Øst- og Centraleuropa.

Selvfølgelig er der stadig variationer mellem de forskellige øst- og centraleuropæiske landes grad af politisk stabilitet. For eksempel er mandatforskydningerne mellem partierne fra valg til valg stadig større i lande som Letland og Litauen, end de er i f.eks. Estland. Og stabiliteten er også generelt større i et land som Tjekkiet, end den er i eksempelvis Rumænien og Bulgarien.

Men samlet set er Øst- og Centraleuropa gennem de seneste ca. 15-16 år kommet til at ligne Vesteuropa mere, med hensyn til hvor store mandatforskydninger der finder sted fra valg til valg. Alle de demokratiske lande i Europa har i dag en vis stabilitet med hensyn til, hvilke partier der er store og små fra gang til gang, som de ikke havde for blot få år siden. Og dette er – overordnet set – en kæmpemæssig fordel for det samarbejde mellem både EU- og Nato-landene, som har så stor betydning i Europa og i verden i dag.