Når tidens kvinder opfører sig som rådne æg

En dame uden en sag, det går selvfølgelig ikke i dag. Og hvis ikke tidens frigjorte, selvstændige og selvbevidste kvinde har en ligestillingssag, så er hun ikke sen til at opfinde en – og intet er efterhånden for småt.

Forleden faldt jeg over en artikel i Berlingske, hvor radiovært og forfatter Majbritt Maria Lundsgaard forklarede et for mig ukendt begreb, the mental load, som dækker over den (tilsyneladende) mentale byrde, der er i en husholdning, og som kan oversættes til hjemmets ”projektleder” eller ”house manager”.

Oftest er det, ifølge Lundsgaard og ligesindede, kvinden, der har overblikket og planlægger, husker og holder i snor med alt, hvad der vedrører familien og dens medlemmers opretholdelse, som for eksempel indkøb af D-dråber og tøj til de voksende unger, indsamling af penge og indkøb af fødselsdagsgave til svigerfar, tilmelding til forældrearrangementer i børnehaven og har et øje på kageordningen og børnevaccinationsprogrammet.

Altså et usynligt, men mentalt stort arbejde, som mange kvinder bliver pålagt, og som udmatter og udbrænder – og som det fremgik af artiklen, kan »give anledning til parforholdsproblemer, fordi mange af os ikke har et sprog for skævvridningen«, og kvinder savner anerkendelse for at være den usynlige hånd, tanke og sjæl.

Nu har Lundsgaard så påtaget sig at være såkaldt poster girl og oplyse andre kvinder om the mental load gennem sin Instagram-profil, i podcasts og tv-udsendelser. 

Nuvel. Majbritt Maria Lundsgaards ærinde er i sig selv ikke interessant, men det interessante er den tidstypiske tendens, som hendes, med al respekt, temmelig ligegyldige fortælling indskriver sig i. 

Når man læser den og lignende artikler og meget af tidens damebladsagtig kvindelitteratur og sammenligner nutidens kvindeliv med mange af de gamle kvinder, jeg i mit præsteliv har begravet og holdt tale over deres liv – ja, så er jeg slet ikke i tvivl om, at der førhen, i gamle eller halvgamle dage, måske blev talt for lidt om kvinders personlige livserfaringer og livsbesværligheder – i offentligheden.

Følelser og sansninger, erfaringer, sansninger og stemninger i et almindeligt hverdagsliv med alt det, livet er, blev i hvert fald ikke behandlet som seriøst læsestof i spalterne i landets store dagblade. 

Og vel har meget været uset, vel har mange kvinder savnet anerkendelse – men i dag har vi i kraft af tidens overopmærksomhed på os selv en fuldstændig misforstået idé om, alle personlige erfaringer, enhver lille skævhed eller skuffelse fortjener offentlighedens lys og liv og opmærksomhed og omtale.

Hvis der er noget, der kan føre til the mental load, mental overbelastning, ja, så er det fokuseringen på os selv – og fortabelsen i os selv og vores egen selvforståelse. 

Tidens selvstændige og frigjorte, selvbevidste og jamrende kvinde trænger til at løfte blikket fra sig selv og prøve at leve lidt under evighedens synsvinkel og her blive mindet om, at opgaverne og ansvaret, vi påtager os, for at hverdagslivet med vores nærmeste hænger sammen – ikke bare er sure pligter, men det daglige brød, vi lever af. 

Og vi skal lære både at sige pyt og lære ydmygt at tage imod det daglige brød, som vi bliver skænket – nemlig hinanden og livet med hinanden.

Også alt det (irriterende), der hører til småtingsafdelingen, både opfyldning af skiftetøj i børnehaven, indkøb af D-dråber og fødselsdagsgaven til svigerfar.