Hvornår begynder de at rette i H.C. Andersens eventyr?

Min søn og jeg læser ”H.C. Andersens Eventyr & Historier. Komplet samling med forord af Johannes Møllehave” fra 2000. Hver dag læser vi sammen, taler om historierne og om danske ord, han ikke kender, som møllehjul, geburtsdag, drosche, galocher og vadsæk. Det er fremragende for hans danskkundskaber og for hans kulturforståelse. Og så er det vildt hyggeligt. Vi har lige læst ”Den lille havfrue”, som min søn ganske rigtigt sagde er »meget forskellig fra Disneys version«.

Mine unger elskede at læse Roald Dahls bøger, da de var yngre. Den britiske forfatter er bedst kendt for at have skrevet ”Charlie og chokoladefabrikken”, men udgav i alt 49 bøger for både børn og voksne. Især var min datter vild med ”The BFG”. Roald Dahl var antisemit, racist og misogyn – karaktertræk, jeg aktivt lærer mine børn er uacceptable.

Der har for nylig været en modreaktion efter forlaget bag Roald Dahls bøger meddelte, at det ville ændre i forfatterens sprogbrug for at gøre bøgerne mere inkluderende. Forlaget havde hyret et konsulentbureau under navnet inclusive minds, og nu skulle ord som ”fed” og ”grim” forsvinde, og indhold, der havde at gøre med køn, race, etnicitet, mentalt helbred, udseende og vægt, ændres. »Ord betyder noget,« skrev forlaget. »Roald Dahls fantastiske verden kan transportere dig til forskellige verdner og introducere dig for de mest vidunderlige karakterer. Bøgerne er skrevet for mange år siden, og vi redigerer jævnligt sproget for at sikre, at det kan blive nydt af så mange som muligt.« 

Og så lød der et ramaskrig – fra litterære personer som Salman Rushdie, fra det britiske kongehus og fra ytringsfrihedsbevægelser, bl.a. Pen America. Så højt var skriget, at forlaget trak følehornene til sig og meddelte, at bøgerne ville kunne købes både i de redigerede udgaver og med det oprindelige sprogbrug. Censurkontroversen rammer direkte ind i en famlende tidsånd, hvor frygten for at træde nogen over tæerne risikerer at betyde, at vi risikerer at indføre selvcensur og gå på kompromis med ytringsfriheden.

Hvor går grænsen, hvis vi begynder at annullere bøger og gøre dem utilgængelige? Det er en farlig retning at censurere eller få ting til at forsvinde, fordi tiderne har ændret sig. Skal store dele af Biblen så heller ikke læses? Det er en spændende diskussion. Hvordan accepterer man fortidens kunst, når den bygger på synspunkter, vi har bevæget os væk fra? Hvordan giver vi plads til litteratur skrevet i en anden tid, hvis indhold vi nu ikke finder passende? Samtidig er vi i en forandringsfase, hvor de fleste af os kan huske en verden, der så noget anderledes ud end det globale samfund, vi færdes i i dag. 

Den virkelighed betyder, at vi må finde en måde, hvor forskellighed favnes, men hvor det er o.k., at litteratur ikke tilfredsstiller alle synspunkter, hudfarver, religioner eller kropsstørrelser. For hvis vi begynder at indføre censur, hvis vi begynder at sortere i, hvad vores børn og unge har adgang til – så bevæger vi os skræmmende tæt på de totalitære samfund, vi tror, vi er så langt fra. 

Skal Salman Rushdies ”De sataniske vers” forsvinde, skal bøger præget af et britisk imperialistisk verdenssyn? Balancen er svær – for hvilken litteratur er o.k. i dag, hvis vi på én og samme tid går ind for ytringsfrihed og det vigtige af at lære af fortiden, når vi bevæger os fremad?

Jeg bryder mig ikke om at se kvinder stå i kassen, hvis de kunne være forskere og virksomhedsejere, sådan som de nu er blevet hos Roald Dahl, eller at se nogen bliver kaldt ”enormt fede”. At Roald Dahl beskrev køn og overvægt, som han gjorde, siger noget om ham og hans tid, som vi kan bruge i dag, når vi taler med vores børn om, hvordan man behandler hinanden, og hvordan man for kort tid siden så på og hånede kvinder, minoriteter og overvægtige. Men reaktionerne på at ændre ”mor” og ”far” til ”familie” og elimineringen af ”piger og drenge” til ”børn”, og at der ikke længere er tale om ”smuk lys hud”, men ”smuk glat hud”, viser, at woke-bevægelsen ikke har den generelle befolkning med sig.

Da H.C. Andersen skrev ”Den lille havfrue”, så Danmark anderledes ud. Danmark var et homogent land, et land, hvor muslimske tørklæder, mørk hud og vidt forskellige kulturelle baggrunde ikke var en naturlig del af bybilledet. Skulle man opleve den store verden, måtte man gøre som Andersen og begive sig uden for landets grænser med hestevogn. Skønhedsidealet var lys hud, blå øjne og blondt hår.

Og det er dén virkelighed, Andersen skriver ud fra. Ikke den globale verden, der omgiver os i dag. Derfor er den lille havfrue »den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø«.

Er det problematisk? Er det noget, der bør slettes, næste gang H.C. Andersens samlede værker genudgives? Nej, for hvis vi sletter fortiden, sletter vi muligheden for samtaler med vores børn om, hvor vi kommer fra, hvad skønhed er, hvordan man så på mennesket før os. Og vi sletter muligheden for at tage stilling og træffe bevidste valg baseret på en refleksion over, hvilken verden vi befinder os i.