Ruslands invasion af Ukraine må lære os at stille langt større betingelser til international samhandel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig holdt Putin sin tale til nationen i forbindelse med Ruslands fædrelandsdag. Af talen fremgår det tydeligt, at Putins kamp er kulturimperialistisk. Han talte om nødvendigheden af at skabe en stærk og sammenhængende kultur i Rusland. Han talte om Vestens ondskab og ønske om at ødelægge russisk kultur, og han brugte igen konsekvent betegnelsen ”nynazister” om ukrainerne.

Det peger i høj grad i retning af en øget patriotisme i Rusland. Selv om vi i Vesten måske kan have svært ved at forstå, hvordan det russiske folk kan falde for den slags propaganda, så er det farligt, hvis vi ignorerer det. For den form for kulturradikalisering har alt for mange lighedstegn med Hitlers ageren i Tyskland op til Anden Verdenskrig.

Dengang faldt mange tyske borgere for propagandaen. Det er i gang med at ske igen i Rusland.

Derfor må Vesten ikke helme i sin støtte til Ukraine. De fleste eksperter mener, at krigen kommer til at vare i lang tid endnu. Den kommer til at tære endnu mere på de vestlige landes nationale budgetter. Vi har i Danmark allerede haft kontante udgifter i forbindelse med vores støtte til Ukraine: et øget forsvarsbudget, milliarder af støttekroner og store mængder af forsvarsmateriel.

Dertil kommer højere energipriser og inflation som følge af krigen. Det er helt konkret blevet dyrere at være dansker, både fordi krigen i Ukraine påvirker priserne, og fordi vores statsbudget prioriterer at støtte Ukraine. De støttekroner går jo fra noget andet.

Man kan forestille sig, at danskerne på et tidspunkt når et mæthedspunkt i forhold til gavmildheden. For hvad med os selv, vil nogle måske begynde at spørge, skal vi gå så meget ned i levevilkår på grund af en krig i en fjern del af Europa?

Ja, det skal vi. For det, der er på spil, er alt for vigtigt til, at vi helmer. Putin må for min skyld udføre sin dominans over det russiske folk, som han lyster.

Men når Rusland invaderer Ukraine, fordi Putin ikke kan lide, at Ukraine har udviklet sig i retning af et livligt demokrati, der vender sig mod Vesten, så skal vi sætte foden ned – og beholde den der, helt indtil den sidste handske er faldet.

At kampen foregår på slagmarken, er trist, men nødvendigt. Gode idéer om forhandling og sanktioner er sympatiske, men urealistiske.

Vores opgave i Vesten lige nu er at stå sammen og være vedholdende. Helt indtil Ukraine igen er et frit land. Bagefter kan vi begynde at diskutere, hvad vi skulle lære af krigen.

En lærestreg må være, at vi skal revidere vores handelspolitikker. For Vesten har jo ivrigt og livligt handlet med både Rusland og Kina, vel vidende at begge lande – samt en masse andre, vi handler med – ikke er demokratiske stater og ikke overholder grundlæggende menneskerettigheder.

Vi må simpelthen lære af denne krig, at demokrati og menneskerettigheder trumfer økonomi, når vi opstiller betingelser for samhandel med andre lande. For det land, som vi i Vesten lige nu forbander langt væk, er samtidig et land, vi har haft massiv samhandel med over de sidste årtier.

Før vi erkender nødvendigheden af, at vores samhandel må betinges af demokrati og rettigheder, kan vi ikke med god samvittighed forsvare en fri verden.