Klip dem, vask dem og indkald dem
Diskussionen for og imod værnepligt fylder både ved middagsbordene og i medierne. Skal nogen tvinges i trøjen for fædrelandet? Og hvis ja – skal værnepligten gælde både mænd og kvinder?
Jeg blev indkaldt til session i foråret 1995. Den Kolde Krig var slut, Francis Fukuyama havde et par år tidligere udgivet sin bog om historiens endeligt, og politikerne var allerede godt i gang med at indkassere fredsdividenden, nu hvor vi aldrig skulle i krig igen. Alligevel fik jeg og de andre unge mænd i min generation den store pakke med helbredstjek og intelligenstest, inden vi blev bedt om at trække et nummer i en tombolatromle magen til dem, man kunne forlyste sig med i omrejsende tivolier og til havnefest i Faaborg. Jeg trak så tæt på en nitte, som det var muligt. Mit nummer var faktisk så lavt, at sessionslederen med et skælmsk smil gryntede: »Lad os se, om du skal ind … og ja, det skal jeg søreme lige love for, at du skal!«, mens jeg havde rullet mit lille tal ud.
Min ældste søn aftjener netop nu værnepligt i Den Kgl. Livgarde, og jeg er vildt imponeret over den udvikling, han har gennemgået.
Loddet i tombolaen kunne for mit vedkommende indløses til en gevinst i form af otte måneders værnepligt ved Telegraftropperne i Fredericia. I dag har jeg som (civilt) ansat i Forsvaret svært ved at genkende datidens version af mig selv, men dengang skulle jeg overhovedet ikke bede om at blive soldat. Som enebarn vokset op med en enlig mor havde min verden ikke ligefrem været befolket af stærke faderskikkelser, og min fars militære meritter havde begrænset sig til et par dages værnepligt i Civilforsvaret, som var endt med en klaustrofobisk oplevelse i et gasfyldt kloakrør, hvorefter han bogstaveligt talt var løbet hjem til sin mor. Jeg kan huske, at jeg sad og bladrede i folderne fra det, der dengang hed Beredskabskorpset, og at jeg var en smule tiltrukket af idéen om at melde mig til humanitær værnepligt. Men jeg endte med at blive militærnægter.
Siden den moderne værnepligts indførelse med Junigrundloven i 1849 har alle våbenføre danske mænd været forpligtet til at tjene fædrelandets forsvar. Skiftet fra at lade bondestanden fylde hærens rækker op som en pligt over for de herskende stande til at hverve bredt fra alle samfundslag var en milepil for udviklingen af det moderne samfund. Med almindelig værnepligt fulgte nemlig også forventningen om almindelig stemmeret, hvilket var med til at drive den demokratiske proces frem. Henset til de skiftende sikkerhedspolitiske situationer har værnepligten undergået mange forandringer, både hvad længde og indhold angår. I begyndelsen af 1930’erne, hvor forsvarsviljen var yderst begrænset herhjemme, nåede værnepligten ned på blot et par måneder, mens den i de første årtier af Den Kolde Krig kom op på hele 18 måneder. Siden 2005 har værnepligten været på minimum fire måneders basisuddannelse.
Som nævnt herover var det alle våbenføre mænd, som med grundloven blev underkastet værnepligt, og sådan er det stadig i Danmark. Godt nok fik vi i 1978 en lov om ligebehandling, men det var først to årtier senere, at kvinder fik værneret – altså mulighed for at aftjene militærtjeneste på lige vilkår med mænd. Både Norge og Sverige har i dag universel værnepligt, hvor både mænd og kvinder indkaldes, og selv om det ikke er det samme som fifty-fifty-fordeling af kønnene i uniformerne (flere mænd end kvinder melder sig typisk frivilligt), forekommer det at være en fair fremgangsmåde. Der tegner sig da også et flertal herhjemme for kvindelig værnepligt, hvilket med garanti bliver et diskussionspunkt i de kommende forligsforhandlinger på forsvarsområdet.
Jeg endte med at aftjene min civile værnepligt på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Dermed gjorde jeg samfundet en stor tjeneste – for ellers ville DSB’s Trafiksektions vandskadede arkiv for perioden 1880 til 1960 (Fyn og Sjælland) nok aldrig være blevet katalogiseret, tørret og sat på hylder. De otte måneder med gulnede papirer, kaffe på kanden og P4 i transistorradioen kunne imidlertid også have været otte måneder, hvor jeg havde lært at stå tidligt op, at rede min seng og få styr på mine stumper. De tabte erfaringer kostede mig nogle år med dyrekøbt læring, da jeg endelig flyttede hjemmefra for at læse på universitetet.
Jeg bilder mig ind, at jeg endte med at blive et nogenlunde helt og ordentligt menneske, men tit tænker jeg på, hvad jeg kunne have fået ud af at aftjene ”rigtig” værnepligt. Det havde været godt for mig at blive klippet, vasket og indkaldt – at komme væk fra min velmenende, men overbeskyttende mor, som nok helst havde set, at jeg var blevet boende hjemme for evigt. Min ældste søn aftjener netop nu værnepligt i Den Kgl. Livgarde, og jeg er vildt imponeret over den udvikling, han har gennemgået. Når vi mødes på hans vagtfri dage, er det ikke længere en lad teenager, men et voksent og dannet menneske med selvrespekt og tro på sig selv og fremtiden, jeg sidder over for.
Der er mange argumenter for og imod værnepligt, og idéen om at udvide den til at gælde både mænd og kvinder kan især få sindene i kog. Jeg anerkender mangfoldigheden af synspunkter, og jeg er på mange punkter også selv i syv sind, for hvordan hører tvang og pligt hjemme i et samfund, hvor alt andet handler om frit valg og selvrealisering? Men når alt kommer til alt, har værnepligt fra begyndelsen været en central del af vores demokratiske projekt, og den historiske arv bør vi have med i overvejelserne, når fremtidens værnepligt skal besluttes.