Vi skal til at planlægge afglobaliseringen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis Danmark havde en regering, der var lige så visionær, som den selv mener, den er, ville den sætte afglobalisering på dagsordenen med eftertryk.

Det burde være en af tidens vigtigste debatter. Derfor vil jeg ikke hænge mig i udtrykket ”afglobalisering”. Man må for min skyld lige så gerne kalde det ”omglobalisering” eller ”reglobalisering”. Bare vi er enige om, at der foreligger et problem, vi er nødt til at diskutere.

Behovet for at diskutere afglobalisering er opstået, fordi de doktriner om globalisering, der er udgangspunktet for de vestlige landes strategier de seneste 30 år, har vist sig at hvile på et fejlagtigt grundlag.

Præmissen for globaliseringen siden omkring 1990 har været, at den vestlige verden ikke har nogen dødsfjender. Udtrykket er dramatisk. Men det er også dramatisk, hvis man er nogens dødsfjende.

Det indebærer, at den, der har gjort dig til sin dødsfjende, bestandigt stræber dig efter livet. Grundlæggende mener, at verden ville være et bedre sted, hvis du ikke eksisterede, end den er nu, hvor du eksisterer.

Dødsfjendskab er et fuldstændig overset træk ved internationale relationer, som vi er nødt til at tage alvorligt.

Den vestlige verden har en dødsfjende i Iran. Men også i stærke terrororganisationer som al-Qaeda og Islamisk Stat.

Ukraine har en dødsfjende i Rusland. Men den vestlige sikkerhedsorden er også af Rusland udnævnt til dødsfjende.

Og så har Rusland en række supportere, det formentlig ville være forkert at forstå som dødsfjender. Men som vi ikke bør opfatte som venner. Først og fremmest Kina og Indien.

At diskutere afglobalisering er blevet nødvendiggjort af, at de lande, der er Vestens dødsfjender, plus deres supportere eksisterer. Og for Kinas og Indiens vedkommende er vigtige samhandelspartnere.

Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at det er en pestilens for den vestlige verden, at Rusland og Iran er allierede og villige til at anvende massiv vold for at ødelægge den vestlige sikkerhedsorden og økonomiske orden. Ligesom det er en pestilens, at Kina og Indien bakker Rusland op. Og dermed reelt også arbejder på at ødelægge den vestlige sikkerhedsorden og økonomiske orden.

Helt banalt består afglobalisering i, at staten og de store aktører i civilsamfundet begynder at overveje den eksisterende orden i et sikkerhedsperspektiv: Er det en god idé, at noget så banalt som blokering af infrastrukturen til Rusland og Kina kan skabe samfundsødelæggende mangelsituationer overalt i Vesten? Er det en god idé at overlade udbygningen af kritisk infrastruktur i Vesten til for eksempel Kina? Er det en god idé at sælge produkter, der kan bruges til at udvikle våben, til fjender af Vesten? Er det en god idé at delagtiggøre fjender af Vesten i kritiske forskningsprojekter, kritiske patenter og så videre? Er det en god idé, at produkter, der er kritisk vigtige i Vesten, produceres i lande, der er fjender af Vesten? Svaret på alle de ovennævnte spørgsmål er nej. Men svaret er også: Vi opfører os lige nu – ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden – som om svaret var ja.

Når vi begynder at arbejde med afglobalisering, bliver selvransagelse nødvendig.

Det var ikke Francis Fukuyama, der aflæste Murens fald korrekt. Det var Samuel Huntington. Det var ikke korrekt, at man kunne forandre de lande, der hader Vesten, til det bedre ved at handle med dem. Der er ikke kommet noget som helst substantielt ud af at projicere vestlig ”soft power” ud mod lande, der hader Vesten.

I forhold til Rusland gør selvransagelsen formentlig næsten ondt mange steder. Putins tale ved sikkerhedskonferencen i München i 2007 var faktisk en krigserklæring imod de vestlige lande. Den indvarslede den hybridkrig, der er ført lige siden: Hackere. Indblanding i valg. Udsendelse af dødspatruljer. Den indvarslede også de varme krige, Rusland siden har startet eller blandet sig i: Georgien. Syrien. Ukraine.

Kinas påstande om, at Det Sydkinesiske Hav i sin helhed er territorialfarvand, og at Taiwan skal blive en del af folkerepublikken, er ikke dyb og tåget konfuciansk visdom, der skal tolkes metaforisk. Det er brutale hensigtserklæringer, som Vesten gør klogt i at tage til efterretning og indrette sig på.

Derfor skal vi til at indrette os på en fremtid, der selvfølgelig ikke negerer, at Rusland, Iran, Kina og Indien eksisterer. Men som er baseret på, at disse lande ikke er vores venner og ikke vil os det godt.

Vi skal i princippet kunne klare os uden Rusland, Iran, Kina og Indien plus deres supportere. Og vi må se i øjnene, at en række internationale organisationer efterhånden er meningsløse. Angrebet på Ukraine er den grovest tænkelige overtrædelse af FN’s charter. Alligevel sidder Rusland i FN’s Sikkerhedsråd. Og skal på den måde forestille at være den ypperste garant for charteret. Det holder – for nu at sige det lige ud – ikke en meter.

Jeg tror for så vidt, at statsministeren personligt er med på, at vi skal til at tænke i baner af afglobalisering. Sådan kan de bemærkninger om de misforståelser, globaliseringen er baseret på, som hun lod falde i sin seneste nytårstale, uden problemer tolkes.

Men hvad med Venstre og Moderaterne? Her er jeg mere tvivlende. Venstre er gennemsyret af en gammel-globalistisk begejstring for ”Wandel durch Handel”, der næppe lader sig afficere af kendsgerninger. Og Lars Løkke Rasmussen – som lavt sat bestemmer 99 pct. af, hvad Moderaterne synes og mener – forekommer at være lige så forbenet gammel-globalistisk som det parti, han engang stod i spidsen for.

Der er ikke hver dag, jeg håber på, at Socialdemokratiet tromler sine samarbejdspartnere ned. Men lige præcis, når det gælder om at komme i gang med at tænke over afglobaliseringen, sætter jeg min lid til dem.