Ellemann gør det rigtige, men gør vi?
Det er åbenlyst, at vi som samfund har et problem med præstationspres og stress. Ellemanns personlige erkendelse er rigtig og modig, men som samfund er det også et wakeupcall.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Jakob Ellemann-Jensen gør det rigtige, når han nu har sygemeldt sig selv på ubestemt tid, efter han for nylig fik et ildebefindende i Statsministeriet.
Det betyder ikke, at beslutningen har været let. Det har den uden tvivl ikke. At tage en så personlig beslutning i al offentlighed og med al den risiko, det indebærer, vidner om en mand med format. Så det er ikke bare rigtigt, at han har truffet beslutningen, det er også modigt.
Tænk, hvilket pres han har været under de seneste tre et halvt år som formand for Venstre.
Stress har spredt sig som en syge på det meste af vores arbejdsmarked, hvor folk presser sig selv i så lang tid, at det til sidst ikke går længere. Men det er ikke begrænset til arbejdsmarkedet.
Hans opstigen til formandsposten blev født ud af et historisk kaotisk forløb, som endte med, at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trak sig. Her blev Ellemann valgt som formand med Inger Støjberg som næstformand. Siden har både Løkke og Støjberg skabt succesfulde nye partier, profilerne er flygtet fra Venstre, Ellemann har skullet forholde sig til både intern og ekstern kritik, Pape voksede sig en overgang så stærk, at han troede, han skulle være statsminister, og det ville være synd at sige, at Ellemann har haft mange bekymringsfri perioder.
Det seneste halve år har for Ellemann dertil budt på først en opslidende valgkamp, så langstrakte regeringsforhandlinger og siden en start for den nye, umage regering, der godt kunne lade en del tilbage at ønske.
Jeg forstår godt, at Ellemanns hoved og krop har fået nok – i hvert fald for en stund.
Han er jo langtfra den første toppolitiker, der har oplevet at måtte sygemelde sig med stress. I de seneste par år har vi blandt andet set Jacob Mark, Alex Vanopslagh og Ida Auken gøre det samme, ligesom Simon Kollerup og Eva Flyvholm også har måttet sande, at de midlertidigt var slidt ned.
I sportens verden så vi forleden, at Danmarks og måske verdens bedste mandlige håndboldspiller, Mikkel Hansen, gennem tiderne måtte gøre det samme. Sygemelde sig med stress.
Det samme gør hundredtusindvis af danskere hvert eneste år. Stress har spredt sig som en syge på det meste af vores arbejdsmarked, hvor folk presser sig selv i så lang tid, at det til sidst ikke går længere. Men det er ikke begrænset til arbejdsmarkedet. Børn i folkeskolealderen får stress, folk, der ikke har et arbejde, får stress, ja, alle kan blive ramt – og alt for mange bliver det.
Spørgsmålet er, hvad det siger om os som samfund? At vi ved det og – for de flestes vedkommende – at vi bliver ved?
Der kommer ganske vist med jævne mellemrum et par forkølede forsøg på at fikse det, men grundlæggende set gør vi ikke noget ved det som samfund. Må Ellemanns sygemelding blive det, der ændrer det. Et wakeupcall, der faktisk for alvor vækker os.
Kriserne hober sig op: krigen i Ukraine, coronakrisens efterdønninger, klimakrisen, inflationen, manglen på arbejdskraft og en økonomisk krise, der lurer. Forleden rystede et jordskælv Tyrkiet og Syrien, og tusindvis mistede livet. De dårlige nyheder står i kø. Vi skal løse det hele, men vi kan ikke løse noget af det, hvis ikke vi også bliver bedre til at passe på os selv. Hvis ikke vi grundlæggende tør tage fat på – og evaluere – det samfund, vi har skabt.
Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort, men at adressere trivslen og i særlig grad den mistrivsel, som alt for mange af os mærker, og som får flere og flere til helt at sige stop, bør være en hovedprioritet. Ikke bare for politikerne, ikke bare for arbejdsmarkedets parter, men for os alle sammen.
Hvorfor er vi her ellers? Ikke for at leve et liv, der for alt for mange ikke er til at overskue. Ikke for at leve et liv, der gør alt for mange syge.