Aftalen om boligbeskatning forsøger at stikke befolkningen blår i øjnene

Faktorernes orden er ligegyldig, når man multiplicerer. Det lærte vi allerede i grundskolen. Men politikerne ser åbenbart undertiden bort herfra, når det kan tjene til at stikke befolkningen blår i øjnene.

Det var således tilfældet, da boligbeskatningsaftalen blev indgået i 2017 – den aftale, som efter lange udsættelser først forventes at træde i kraft fra 2024.

I boligbeskatningsaftalen – og også i oplæg forinden denne aftale blev indgået – blev det ud fra et forsigtighedsprincip lagt til grund, at nedslaget på 20 pct. i ejendomsvurderingen, når ejendomsværdiskatten beregnes, skulle opveje den usikkerhed, som er knyttet til ejendomsvurderinger, uanset om de foregår på den ene eller anden måde, og som ville betyde en for høj ejendomsværdiskat for overvurderede ejendomme. Denne sammenhæng anføres stadig på Vurderingsportalen.

Men det er ganske enkelt ikke rigtigt, da nedslaget på 20 pct. også foretages, uanset om ejendomsvurderingen fører til over- eller undervurdering, idet nedslaget jo foretages for alle ejerboliger.

Men nu til faktorernes orden.

Med boligbeskatningsaftalen blev progressionsgrænsen løftet til 6 mio. kr., samtidig med at ejendomsværdiskatteprocenten under progressionsgrænsen blev anslået til 0,55 pct. 

Først når den igangværende ejendomsværdi er afsluttet, fastsættes progressionsgrænsen og denne procent eksakt, idet provenuet af ejendomsværdiskatten efter visse justeringer skal være uændret. Men disse evt. justeringer ses der her bort fra, da de ingen betydning har for de følgende konklusioner om faktorernes orden.

Hvis ejendomsværdien ved den igangværende vurdering benævnes: ejdv, beregnes ejendomsværdiafgiften som 80 pct. heraf med en sats på 0,55 pct., dvs. som 0,55/100*(0,80*ejdv), når 0,80*ejdv ikke overstiger 6 mio. kr., som vi her først antager.

Men da faktorernes orden ved multiplikation er ligegyldig, er: 0,55/100* (0,80*ejdv) også lig: (0,55*0,80)/100*ejdv. Kort sagt: Realiteten er, at ejendomsværdiprocenten under progressionsgrænsen er nedsat til 0,44 pct. svarende til (0,80*0,55) pct.

Tilbage står kun at vise, at det helt tilsvarende også gælder, når grundlaget for ejendomsværdiskatten, altså (0,80*ejdv) overstiger progressionsgrænsen på 6 mio. kr. Da skattesatsen over progressionsgrænsen er 1,4 pct. (og denne procent ændres ikke), bliver ejendomsværdiskatten for en bolig med en ejendomsskatteværdi over grænsen på 6 mio. kr.:

0,55/100*6.000.000 + 1,4/100*(0,80*ejdv -6.000.000)

Dette bliver imidlertid også resultatet, hvis ikke blot skattesatsen på 0,55 pct., men også skatteprocenten på 1,4 pct. nedsættes til 80 pct. heraf, dog med den tilføjelse at progressionsgrænsen skal være 7.500.000 kr. i stedet for 6.000.000 kr., som det ses af dette:

0,80*0,55/100*(6.000.000/0,80) + (0,80*1,4)/100*(ejdv-6.000.000/0,80) = 0,44/100*7.500.000 + 1,12/100*(ejdv-7.500.000)

Heraf følger, at det er at stikke befolkningen blår i øjnene, når det fremføres, at 20 pct. nedslaget i ejendomsværdien, når ejendomsværdiskatten beregnes, opvejer effekten af ikke præcise vurderinger, hvorfor nedslaget da heller ikke har noget med et forsigtighedsprincip at gøre. Realiteten er derimod, at skattesatserne ikke er 0,55 og 1,5 pct., men 0,44 og 1,12 pct., ligesom progressionsgrænsen ikke er 6 mio. kr., men 7,5 mio. kr. 

Essen på dette område i boligbeskatningsaftalen er altså, at skatteværdiprocenterne er reduceret med 20, ligesom progressionsgrænsen er forhøjet. Og dette gælder vel at mærke for alle ejerboliger, uanset om de er overvurderede eller undervurderede. 

Denne blår-tilgang har efterfølgende også fået betydning i forbindelse med evt. klager over den igangværende ejendomsvurdering, idet alle klageinstanser inkl. Landsskatteretten kun kan ændre en vurdering, hvis det kan føre til en ændring på over 20 pct., se Skatteforvaltningslovens § 35h, stk. 2, §38, stk. 3 og §45, stk. 2.

Det er uværdigt, at det ikke åbent erkendes, at ejendomsværdiansættelser er usikre. Det må vi leve med i et demokratisk samfund. Og det er jo på ingen måde et problem, der kun er knyttet til ejendomsvurderinger og skat på ejendomme. Det gælder også for den skattepligtige indkomst, der jo heller ikke altid giver et korrekt billede af den økonomiske evne.

Men i hvert fald er det beskæmmende, at blår-tilgangen forsøges, når dette usikkerhedsproblem ikke åbent erkendes, og yderligere beskæmmende, når denne tilgang bider sig fast. 

Det var måske nogle politikere, der skulle have deres skolepenge tilbage, hvis de ikke indså, at anvendelse af det påståede forsigtighedsprincip også var anvendelse af en blår-tilgang, der ikke hører hjemme i et demokratisk samfund.