Og så spørger I, hvorfor så mange bliver syge og trætte af politik?
Jeg er næppe den eneste, der har haft ondt af Jakob Ellemann, lige siden han gik i farmands fodspor i stedet for at finde en vej i sit eget liv.
Så er landets forsvarsminister gået ned med stress. Jakob Ellemann-Jensen slutter sig dermed til rækken af politikere, der får nok af en hverdag præget af synlighed, sociale medier og skuespil for masserne. Mange kender det i en anden målestok eller andre afskygninger fra deres eget arbejdsliv med uduelige chefer, latterlige HR-afdelinger eller almindelig politisk korrekthed. Til sidst siger kroppen fra.
Det er dog værd at bemærke, at et liv som politiker ikke blot er et almindeligt liv, det er ekstraordinært og noget, man derfor ikke skal opsøge i en alt for ung alder. Politik burde i bedste fald være noget, man satte erfarne mennesker til, efter at de havde prøvet kræfter med andre af tilværelsens opgaver, sådan at de rundet af praksis, skuffelser og refleksion kunne udøve dømmekraft på befolkningens vegne, dvs. helst ikke en dag, før det fyldte 60. år.
Igen og igen har han lignet en vikar i 9. x. Ubekvemt står han og kigger ud over klassen og spørger, hvor deres bøger er henne, skønt de jo for længst er afskaffet i den danske folkeskole, hvor alt kan ordnes på nettet. Stakkels fyr. Hvad laver den mand dog i politik?
I valget mellem elevråd og gerontokrati foretrækker jeg således helt klart sidstnævnte. Som allerede den franske adelsmand og demokratiforkæmper Alexis de Tocqueville observerede under en rejse til Amerika for snart 200 år siden, skal man være påpasselig med parlamentarismen. Den risikerer at gøre os alle lige dumme og bøjelige.
Desuden er det langtfra enhver beskåret at blive politiker, slet ikke minister. Man skal elske at blive eksponeret, have en mening om alting på nul komma fem – og en ny kort efter. Det er et generelt træk ved politik, som kun er blevet accelereret af de digitale medier og globaliseringen af snart sagt alting.
Disse grundlæggende forhold stiller store krav til de enkelte politikere. Vedkommende skal både kunne spille skuespil og finde rod og næring i noget andet end den konstant skiftende dagsorden og aktiekurs. Man skal kunne stige på og af, dvs. finde en balance, sådan som Pernille Vermund heller ikke kunne i længden.
Med hensyn til Ellemann ved jeg ikke rigtig, hvad han er god til. Jeg er næppe den eneste, der har haft ondt af ham, siden han gik i farmands fodspor i stedet for at finde en vej i sit eget liv. Igen og igen har han lignet en vikar i 9. x. Ubekvemt står han og kigger ud over klassen og spørger, hvor deres bøger er henne, skønt de jo for længst er afskaffet i den danske folkeskole, hvor alt kan ordnes på nettet. Stakkels fyr. Hvad laver den mand dog i politik?
Når så hans kolleger ønsker Jakob Ellemann god bedring på sygelejet, sker det naturligvis ikke i en privat besked. Det gøres på Twitter, Facebook og Instagram. Alt lægges frem til offentlig beskuelse og beundring. Se, hvor god jeg er!
Og så spørger I, hvorfor så mange bliver syge og trætte af politik?