Hvorfor provokerer det så mange, at jeg ikke føler mit kejsersnit som en fødsel?

»Jeg er ked af mit kejsersnit. Jeg føler ikke, jeg har født.« Ja, jeg sagde det.

Problemet med den sætning er, at folk ikke hører, hvad jeg siger. Jeg udtaler mig alene om min oplevelse. Alligevel opleves det, som om jeg gør mig til dommer over alles kejsersnit, eller at alle andre med kejsersnit heller ikke har født.

Hvad folk i stedet hører er: “Du synes ikke, mit kejsersnit er en fødsel.” Derefter sættes gang i en kaskade af tvivlfølelser eller forargelse hos vedkommende, jeg startede samtalen med. Jeg ender derefter med at måtte sige, at du jo godt kan være stolt af dit kejsersnit, selvom jeg er ked af mit. Jeg føler ikke, jeg har født med et kejsersnit. Andre kvinder oplever kejsersnittet som en fødsel. Spørgsmålet er, om der er plads i debatten til, at vi kan have forskellige oplevelser af kejsersnit – uden dermed at sige, at den ene er mere rigtig en den anden?

Når det kommer til fødsler og følelser, virker der ikke til at kunne være en agree to disagree.

Som nybagt mor træder man ind i en ny verden, hvor alle har en mening om alting. Måske fordi barnefødsler statistisk set er en meget almindelig ting. Foruden at alle selv er født og har hørt om vores egen fødsel, så kender vi også flere mennesker, som har født, og ca. 60.000 gange om året er der kvinder i Danmark, som føder et barn og smider en fødselsfortælling i puljen.

Samtidig lever vi i en hyper-tolerant tid, hvor alt skal være lige godt, og intet om fødsler og moderskab må omtales i negative vendinger, uden at det med det samme får paraderne op og opfattes som kritik af andre kvinder. Alt skal være “o.k.”, fordi vi er utroligt bange for at virke fordømmende over noget så personligt som fødsler. Bagsiden af den medalje er dog, at vi ikke er i stand til at rumme forskelle længere. Men alle fødselsoplevelser er ikke gode.

Så når jeg siger, jeg er ked af mit kejsersnit, og ikke føler, jeg har født, så accepter det som min oplevelse frem for at høre det som kritik af alle andre kvinders kejsersnit og oplevelse af at have født. Med ca. 60.000 nye fødselsfortællinger om året i Danmark bliver vi nødt til at gøre plads til, at nogle kan være gode og andre dårlige – uden dermed at gøre sig til dommer over, om andre oplever en lignende situation på samme måde.

Og bare for lige at tage den med det samme: Nej, jeg er ikke mindre mor eller elsker mit barn mindre af at have oplevelsen af ikke at have født hende. Kærlighed til min datter og sorg over tabet af den naturlige fødsel kan godt sameksistere.

Moderskabet bliver nemmere, når vi bliver i stand til at rumme, at der også findes svære oplevelser, som ikke skal tales op eller gøres ens, men bare får lov til at være svære for nogle og gode for andre.