Skal antidemokratiske foreninger, organisationer og trossamfund modtage statsstøtte?

En brændt Koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. BBC viser Paludan på min skærm i Seattle, han kunne ikke have timet sin happening bedre. Vi har set det før, nu følger en international krise. Den tyrkiske leder Erdogan har allerede meddelt, at han siger nej til svensk Nato-medlemskab.

”Så er vi kvit, Ritt!” var navnet på en baraften i Ungdomshuset på Dortheavej i det nordvestlige hjørne af København. Det var nylig afdøde Ritt Bjerregaard, der var overborgmester, da Ungdomshuset på Jagtvej ved Nørrebros Runddel blev ryddet. Arrangementet har medført en storm af stemmer, der vil have stoppet det offentlige tilskud til Ungdomshuset, som hvert år modtager 2 mio. skattekroner.

Usmageligt og forkasteligt – det kan man sige om både Paludans og Ungdomshusets populistiske happenings. Men de er begge lovlige. Og de modtager begge skattekroner i økonomisk støtte.

Man kan godt have mere end én tanke i hovedet og rumme nuancer i den her debat. Pengene kommer fra samme hat, uanset om der er tale om et budget i København eller statsfinansieret støtte til partier, foreninger, organisationer og religiøse bevægelser.

Vi må aldrig udhule de rettigheder, vi har i et frit demokrati med ytringsfrihed. Punktum. Det betyder dog ikke, at vi ligefrem bør give støtte til foreninger, der har som mål at nedbryde det fantastiske demokrati, Danmark er.

Det giver ingen mening at støtte trossamfund, organisationer og foreninger, der direkte arbejder for at omstyrte demokratiet. Som eksempel kan nævnes ekstreme højre- og venstreorienterede foreninger, der arbejder aktivt for revolution og kamp i gaderne, og Jehovas Vidner, der ikke tror på demokrati, men et teokrati. Samme indstilling til demokrati hersker i visse muslimske kredse. Listen er lang. Desværre.

Men hvad så med de politiske partier, der ikke mener, demokratiet er den rigtige styreform? På både den yderste venstre- og højrefløj findes der elementer, der ønsker et system, der ikke er demokratisk. Hvis de er opstillingsberettigede, har de opfyldt de demokratiske spilleregler og foranstaltninger for opstilling, der gør dem i stand til at arbejde inden for den ramme, vi har sat for den demokratiske proces. Og det bør støttes med økonomiske midler, sådan som det er tilfældet i dagens Danmark – fordi fundamentet for samfundet bygger på den enkelte borgers oplevelse af at deltage aktivt som en del af demokratiet. 

Fratager man den økonomiske støtte til politiske partier, risikerer man amerikanske tilstande. Tro mig, ingen i Danmark har lyst til at se den politiske arena blive som i USA, hvor politik er gennemsyret af økonomiske interesser. Spørgsmålet er så, hvorvidt der bør indskrives ændringer til kravene for at opstille som parti. Jo mere divers befolkningssammensætningen i Danmark bliver, des større risiko er der for at se partier stille op, som ikke vil videreføre den samfundsmodel, generationer før os har bygget op. Dét er en diskussion for en anden dag.

Vi må stå vagt om de værdier og rettigheder, vi priser os af, især når de bliver testet – og det kan vi bl.a. gøre ved at lade folk have grundlæggende rettigheder til at tro, tale og tænke, som de vil – men uden nødvendigvis via støtteordninger at gøre det nemmere for dem at praktisere deres antidemokratiske synspunkter.

Hykleri er temmelig uskønt at være vidne til. Det gør åbenbart mere ondt, når det er en kendt socialdemokrat, der står for skud, end når en relativt nytilkommen religion hånes. Men et demokrati adskiller sig altså fra totalitære regimer ved bl.a. at acceptere holdninger, der ikke repræsenteres af de siddende magthavere og ved, at helt ude i hampen-mennesker kan give udtryk for deres holdninger.

Diskussionen handler egentlig ikke om ytringsfrihed. I Danmark og andre demokratiske lande har borgere ret til at gå imod politiske og religiøse idéer. Man kan demonstrere og være provokerende, man kan brænde Koranen af, man kan tegne Kristus med et enormt erigeret lem, og man kan håne et nylig afdødt politisk danefæ som Ritt Bjerregaard.

Man kunne jo overveje at omdirigere støtten til tiltag, der arbejder for at opbygge samfundet og understøtter demokratiske værdier i stedet for at nedbryde dem.