Hjælpeorganisationer hjælper Taliban, hvis de bliver i Afghanistan

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Taliban har endnu engang fundet en metode, hvor de kan skære i kvinders muligheder. Først var det pigers skolegang ud over sjette klasse. Dernæst blev kvinder afskåret fra de videregående uddannelser. Nu er turen kommet til kvindelige medarbejdere i hjælpeorganisationer – også de udenlandske. Fik jeg nævnt, at piger og kvinder over sjette klassetrin ikke må synge i det offentlige rum? Den totalt mandsdominerede Talibanregering vil have unge piger og kvinder væk fra det offentlige rum.

Én ting er, at Talibans mænd forsøger at holde kvinder på det samme infantile stadie, de selv befinder sig på, ved at indføre den ene kvindehadende lovgivning efter den anden. De pakker deres kvinder ind, gemmer dem væk, fratager dem enhver mulighed for at tænke, se og tale, fra at synge og danse – en klar strategi, der gør muligheden for at organisere nogen form for oprør minimal.

Noget andet er, hvis vestlige hjælpeorganisationer bøjer sig for disse rædselsfulde magtliderlige, kvindenedværdigende typer og lader sig kyse og kue – så accepterer de rollen som de feje hunde, dorske vesterlændinge og ja, som de kvinder, Taliban hader så meget.

Millioner får frataget muligheden for hjælp på grund af Talibans grusomhed. Imens har Afghanistans økonomiminister, Qari Din Mohammed Hanif, i en pressemeddelelse meddelt, at de organisationer, der ikke følger påbuddet, får frataget deres ret til at operere i landet.

Røde Kors har meddelt, at Afghanistan står over for en af de værste vintre med en sultende befolkning, hvor millioner må vælge mellem at opvarme deres hus eller brødføde familien. Vi står sandsynligvis over for en humanitær katastrofe. Men det er slet ikke så svært at tage stilling, som man skulle tro. For hvor naivt er det at tro, at Taliban stopper med deres krav, hvis Vesten bøjer sig for denne prøveballon? Og hvor stor en sællert er det ikke, hvis de sortklædte mørkemænd kan få Vestens godhjertede industri til at hoppe efter deres vandpiber?

Save the Childrens norske talsmand, Neil Turner, har annonceret, at de ikke længere kan operere i Afghanistan. »Vi kan ikke hjælpe kvinder og børn uden vores kvindelige medarbejdere,« sagde han i det BBC-interview, jeg hørte forleden. »Vi har fulgt alle de kulturelle normer; det er umuligt at nå de afghanske kvinder i desperat nød uden vores 468 kvindelige medarbejdere.«

Hvis de vælger at blive efter det nye påbud, hjælper hjælpeorganisationerne Taliban – og mændene i Afghanistan. Kvinderne kan så ligge og dø med fødselskomplikationer og i andre situationer, hvor mænd ikke må være til stede. Imens kan de vestlige hjælpeorganisationer sætte plaster på lille Ibrahims, Muhammeds og Alis finger og lappe Mustafas skudsår.

Hvordan mon piger og kvinder i Afghanistan opfatter dét signal – at nogle organisationer vælger at bøje sig og blive i landet – uden at kunne og måtte hjælpe de kvinder, der trænger mest? De kan trække teltdugen til side og hjælpe og arbejde med mændene – men ikke med kvinderne, nøjagtigt som det var tiltænkt fra de gråskæggedes råd.

Piger og kvinder er fremtiden i lande, der ligger langt fra de rettigheder, muligheder og økonomiske forhold, det kvindelige køn har i Vesten. At risikere at blive pisket, fordi man hungrende efter viden logger sig på en onlineklasse i Vesten – og nu oplever, at den del af verden, man ser op til som repræsentation for lige rettigheder og frihed, er villige til at lade de kjortelklædte landsbyterrorister diktere vestlige repræsentanter til at agere i overensstemmelse med Talibans kvindesyn – dét må være så helt utroligt demotiverende.