Tiden er løbet fra Noma

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det tætteste, jeg har været på at spise på Noma, var, da jeg var gæst på The Willows Inn på Lummi Island i Seattleområdet, hvor kokken tidligere har arbejdet på den verdensberømte københavnerrestaurant Noma.

Vi sad på en udendørs terrasse med udsigt til Puget Sound og et glas bobler, da en infernalsk larm brød ud. En blanding af skingre råb, slagsange, megafoner og musikinstrumenter håndteret så effektivt, at ikke én tone var ren.

»Jeg går ned og taler med dem,« meddelte jeg min mand. Han ville vist bare gerne nyde en aften uden unger, flette fingre og tale om fremtiden. Men han kender mig godt nok til ikke at sige noget.

»Hvad protesterer I imod?« spurgte jeg.

Den ansvarlige fortalte om ubetalte lønninger, umenneskelige arbejdsforhold. Ikke-eksisterende overarbejdstimebetaling og seksuelle overgreb.

Vi har ofte siden talt om, at den aften var noget helt specielt. Ikke på grund af den kedelige og forudsigelige mad – men fordi vi den aften fik talt om, hvad gentrificering gør ved et lokalområde, og om, ja, det lyder måske højtravende, at vi som forbrugere kan træffe valg, der harmonerer med vores værdier, når vi beslutter, hvor vi lægger vores penge.

Havde jeg vidst, at restauranten på en ø med omkring 900 indbyggere var midtpunkt i en kontroversiel sag om løn, kønsdiskriminering og fysiske og psykiske overgreb, havde jeg ikke sat mine ben på stedet – heller ikke, hvis maden havde været i verdensklasse.

Jeg så i denne weekend filmen ”The Menu” og kunne ikke lade være med at tænke på Noma og andre højtrangerende michelinstjerneanglende spisesteder, der er kendt for uacceptable arbejdsforhold.

Samfundsstemningen er vendt. Det er ikke længere sejt at prale med at have spist på Noma – tværtimod bliver det vel nærmest anset som en usmagelig strøen om sig med penge, der kunne bruges på så mange andre måder – som en latterlig metafiktion, hvor klovnen er den, der efterlader tusindvis af kroner på det bord, hvor han er blevet holdt for nar i en orddans fra tjenere med fokus på nonsensavantgardebeskrivelser af mad, der skal repræsentere kunst, og som efter at være blevet konsumeret ender i toilettet.

Det er ikke småting, køkkenarbejderne på Noma skal stå model til. Skæve arbejdstider, en behandling, som var de ikketænkende amøber, fysisk og psykisk overgreb, dårlig betaling mv.

I filmen ”The Menu” står det klart, at kejseren jo ikke har noget tøj på, forstået på den måde, at en af gæsterne, en kvinde, der ikke tilhører den ene procent af befolkningen, der har råd til at spise på en fancy michelinrestaurant, fortæller mesterkokken, at hans mad er kedelig, og at hun hellere vil have en cheeseburger.

Måske er det tid til at bryde restauranter ned i stedet for de mennesker, der arbejder på dem? Og måske er det tid til, at vi gæster træffer valg, der ikke viser, hvor sofistikeret avantgardespisende vi er, men står op for folk, der har arbejdsforhold, vi aldrig selv ville acceptere at arbejde under?