Derfor lykkedes Nye Borgerlige ikke
Partiet blev sat i verden for at løse udlændingeproblemet, men det fremlagde aldrig løsninger.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nye Borgerlige kan sagtens overleve, men det er nu definitivt udelukket, at det får reel politisk indflydelse. I den forstand er projektet slået fejl.
Udgangspunktet var Dansk Folkepartis svigt. De fleste har utvivlsomt glemt baggrunden, så lad mig genopfriske. I et anfald af storhedsvanvid og ligegyldighed over for Danmark førte Kristian Thulesen Dahl DF markant til venstre i udlændingepolitikken. Han satsede på kampagner som ”Du ved, hvad vi står vi for”, mens ordet ”islam” var bandlyst fra den politiske retorik – bortset lige fra når det indgik i overvejelser om euroislam eller en dansk form for islam. Vi taler om en udlændingepolitik, der lå moderat til venstre for SF i dag.
Med Lars Boje Mathiesen som formand vil partiet gå endnu mere i retning af indholdstom systemkritik.
Ud af ”Du ved, hvad vi står for” opstod Nye Borgerlige. Før partiet opstod, viste målinger, at hver fjerde dansker mente, at der var plads til et parti til højre for Dansk Folkeparti. Af samme grund var Nye Borgerlige blot ét blandt adskillige partier i støbeskeen i samme periode.
Den store succes udeblev af flere grunde. For det første ændrede DF kurs og gav pludselig Martin Henriksen og Marie Krarup frihed til at sige, hvad de mente om islam. Stram Kurs gav højrefløjen et outreret skær og vigtigst af alt: Nye Borgerlige havde aldrig nogen rigtig udlændingepolitik.
For de tre mærkesager var netop ikke politik, men kommunikation. Partiet gjorde intet forsøg på at fremlægge reel gennemførlig politik, og den ene mærkesag om udlændinges selvforsørgelse var tilmed useriøs. Med kravet om selvforsørgelse foreslog de reelt at smide måske 100.000 indvandrere ud af landet eller få et stort antal flaskesamlere o.l. De tre mærkesager blev gentaget til bevidstløshed uden at rykke noget som helst.
Nye Borgerlige kunne have fået stor indflydelse, hvis det havde brugt kræfterne på at påvirke vores fælles forståelse af problemet med islam. Forklaret stille og roligt, at hvis vi ikke ændrer kurs, kan Danmark ikke bevares som Danmark på længere sigt. Dræbt myten om, at Danmark har en stram udlændingepolitik. Forklaret perspektivet i en fortsat islamificering. Beskrevet, hvor radikalt Danmark har forandret sig på blot 40 år. Manet billedet af 40 år med mere af det samme frem på danskernes nethinder. Kulturkamp.
Partiet kunne også have fået stor indflydelse med praktisk politik. Eksempelvis konkrete policy-forslag til, hvordan vi aflægger os konventionernes magt over danske udlændingepolitik. Typer som Lars Løkke har bildt danskerne ind, at prisen for at smide kriminelle udlændinge ud og bestemme over vores grænse er, at Danmark skal melde sig ud af det internationale samfund. Den bedste måde at imødegå sådanne skræmmebilleder er at fremlægge, hvordan vi i praksis frigør os fra de problematiske konventioner. Det kan gøres helt ukontroversielt.
I stedet satsede Nye Borgerlige på forhandling. At lade det være op til Venstre og De Konservative at fremlægge løsningerne. Som om reel politisk nytænkning kommer fra magtpartierne. Det var en fejlagtig og naiv strategi.
Med Lars Boje Mathiesen som formand vil partiet gå endnu mere i retning af indholdstom systemkritik. Det bliver sådan noget med ”borgeren før systemet”, ”mere frihed til den enkelte” og andre floskuløse kampråb. Der findes analytikere, der tror, at den overfladiske kommunikation er et strategisk valg for at kapre stemmer. De tror naivt, at der gemmer sig reelle bud på politiske forandringer nedenunder. I virkeligheden er der gabende tomt.