Undskyld, hvis jeg forstyrrer

Jeg bor i Esbjerg og arbejder i København og kører derfor rigtig meget i tog. Tidligere har jeg brokket mig en del over DSB, men det gør jeg faktisk ikke længere. Dels har jeg som erfaren pendler efterhånden lært alle de små tricks, såsom snedigt at skifte mellem intercity- og lyntog alt afhængig af størrelsen på den aktuelle forsinkelse. Dels ved jeg godt, at politikerne gennem årtier har gjort det svært for statsbanerne at levere god service med visionsløs trafikpolitik og manglende langsigtede investeringer. Og ja, det er Banedanmark, der sætter signalerne, ikke DSB, så også her er den stakkels lokofører undskyldt. Købet af IC4, der ryster og larmer ad H til, hvis det overhovedet kører, tilgiver jeg dog af princip aldrig, hvem der så end var ansvarlig for den fadæse.

Jeg har imidlertid fundet noget andet at brokke mig over: mine medpassagerer. Alt var ikke nødvendigvis bedre i gamle dage, men jeg har bemærket to kedelige tendenser, som både irriterer mig og gør mig lidt trist til mode, når jeg rejser med toget. Den første handler om støj fra smartphones og tablets i de åbne kupévogne. Jeg sætter mig aldrig i stillekupéen, for jeg vil gerne kunne føre en telefonsamtale eller konversere sidepassageren lidt undervejs, så jeg forventer ikke ”absolut tystnad” på min rejse. Faktisk finder jeg det hyggeligt og livsbekræftende, når vognens indre fyldes af snak og latter omkring mig, mens vi ruller gennem landskabet.

Men den evindelige digitale lyd fra Tiktok-videoer, snaps, Facetime-samtaler og notifikationer fra diverse apps ødelægger en del af rejseglæden for mig. Mens jeg skriver disse ord – et sted mellem Nyborg og Odense – sidder en ung pige ved vinduet på den anden side af midtergangen. Det meste af vejen fra København har hun set serier på Netflix med lyd i højttaleren på sin iPhone (vurderet ud fra løsrevne fragmenter var der tale om et par afsnit af ”Venner”). På andre ture får jeg fornøjelsen af diverse standupshow, nyheder på arabisk, greatest hits fra ”X Factor” eller måske en gang ”gør det selv” på Youtube inden for kosmetik, håndværk, hobby eller en anden spændende disciplin. Hvorfor dette behov for at dele din lyd med mig og alle andre i vognen? Hvis du ikke har råd til et par trådløse earpods, fås et sæt helt almindelige lyttebøffer til næsten ingen penge. 

Den anden tendens, jeg har bemærket, handler om skrald. Hvor det tidligere kun var de mest provokerende typer, som helt forudsigeligt og meget bevidst efterlod deres tomme McDonald’s-emballage på bordet i toget, når de stod af, er det efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen for mine medrejsende. Pæne ældre damer i flok på vej til hovedstaden for at gå en tur i Tivoli og måske nyde en forestilling på Det Kgl. Teater lader en bunke af tomme papkrus, papirsposer og træbestik med tandsmør ligge efter at have indtaget en større morgenbuffet i den tidlige afgang fra provinsen. Nogle gange, når jeg blive tilpas ond i sulet, pakker jeg det hele sammen og går ud i mellemgangen, hvor jeg demonstrativt rækker deres efterladenskaber frem og siger: »I glemte vist det her!« Min teenagerdatter ville formentlig betegne sådan en reaktion ”cringe”.

Selvfølgelig kan man være distræt, stresset eller bare glemsom og komme til at efterlade sin tomme flaske eller lidt snotpapir, når man pludselig opdager, at ens endestation er dukket op på den anden side af vinduet. Børn er også – til en vis grad – undskyldt, for hvis de er vant til, at mor og far står for oprydningen derhjemme, er det måske ikke ”top of mind” at bortskaffe sit eget skrald på rejsen. Men jeg forstår simpelthen ikke, at voksne mennesker med menneskeligt og økonomisk overskud nok til at handle i 7Eleven og nyde livets goder på rejsen ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Hvem regner de med skal gøre det?!! Svaret er vel den DSB-medarbejder i orange tøj, som er begyndt at gå gennem toget med en plasticsæk et par gange undervejs. Mon vedkommende er blevet ansat, fordi folk holdt op med selv at smide skraldet væk, eller har mine medpassagerer ændret adfærd, fordi DSB indførte organiseret oprydning?

Ligesom at skraldeproblemet tilsyneladende vokser, er det – set fra mit perspektiv – blevet gradvist værre med støjforureningen gennem de seneste 10 år. Jeg håndterer i dag togturene med et par dyrt indkøbte hovedtelefoner med digital støjreduktion, hvilket faktisk fungerer overraskende godt, selv om jeg ville foretrække et almindeligt lydniveau af samtaler og lidt latter ind imellem som baggrundsunderholdning. Måske kapitulerer jeg snart og rykker ind i stillekupéen. At bruge hovedtelefoner er dog ikke noget nyt for mig. Det tankevækkende er, at hvor jeg tidligere tog dem på for at undlade at forstyrre andre med min musik, lydbog eller tale fra et tv-program, bruger jeg dem i dag for at skærme mig selv mod mine medrejsendes soundtracks.

En relevant indvending mod mit hvide, midaldrende mandebrokkeri er, at jeg da bare kan sige noget til folk i situationen. Men først og fremmest erkender jeg, at mine medpassagerer er i deres gode ret til at se tv, høre musik og føre højlydte samtaler her i standardkupévognen, så længe de ikke slæber en storkalibret soundbox med og omdanner lyntoget til en festivallejr. Jeg forstår nok bare ikke, at de selv kan holde ud at befinde sig i denne kakofoni af konkurrerende lydkilder. Desuden siger jeg faktisk noget en gang imellem – og så prøver jeg mig typisk frem med lidt humor. »Undskyld, hvis jeg forstyrrer ved at sidde her og køre i tog, mens du ser serier,« plejer at virke ret godt. Som regel tænder jeg dog bare for støjreduktionen i mine hovedtelefoner og lader de andre forstyrre hinanden i fred.