Der findes altid en tredje udvej

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ved en stor politiaktion i årets begyndelse, der involverede 600 politifolk, blev der anholdt i hvert fald 135 – men åbenbart kun såkaldte muldyr. Muldyr er politiets betegnelse for personer, der har stillet deres konto til rådighed for hvidvask af de penge, som de egentlige forbrydere har franarret især ældre personer.

Flere er blevet varetægtsfængslet, bl.a. en 23-årig, der er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for hvidvask af særlig grov karakter, da han tre gange har stillet sin bankkonto til rådighed for beløb, der er blev franarret ældre personer. Denne 23-årige skulle således være en af de lidt større fisk, men det er dog vanskeligt for udenforstående at forstå, at denne person er mere end en lille fisk. For det er jo ikke muldyrene, der er bagmændene bag disse skammelige forbrydelser.

Medvirken til hvidvask skal selvfølgelig straffes, men der skal vel også være proportionalitet mellem forbrydelse og straf. Og så halter det helt afgørende i vores land, hvis der blot sammenlignes med Danske Bank-hvidvasksagen.

I Danske Banks hvidvasksager var der tale om pengegennemstrømninger på svimlende 1.500 mia. kr. fra især personer mv. fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. Pengestrømme, der også var forbundet med hvidvask og anden meget alvorlig kriminalitet, bl.a. våbensalg til kriminelle organisationer. Dette skal sammenholdes med, at det ud fra de anførte oplysninger må vurderes, at muldyrhvidvasksagen højest har beløbet sig til i alt 45 mio. kr., og hvor der endvidere næppe har været rigtig alvorlig kriminalitet involveret, idet der formentlig har været tale om simpel berigelseskriminalitet.

Alligevel opgav Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet i april 2021 at sigte daværende direktionsmedlemmer for medvirken til hvidvask, selv om de stillede en hel bank til rådighed, nemlig deres filial i Estland. Det bemærkelsesværdige i dette har jeg beskrevet i min blok fra den 3. januar. Når de to hvidvasksager sammenlignes, muldyrsagen som her beskrevet og Dansk Bank-hvidvasksagen, er det meget vanskeligt at forstå, at der er lighed for loven.

Men her vil jeg ikke gå nærmere ind herpå, men i stedet forsøge at komme med et simpelt forslag til, hvordan der stort set kan sættes en stopper for at franarre alm. mennesker store pengebeløb fra deres indestående i banker og øvrige pengeinstitutter med en simpel procedure.

Pengeinstitutter skal kende deres kunder. I den forbindelse burde de med hver alm. kunde indgå en aftale om, hvor stort et beløb der maksimalt kan trækkes på deres konto, medmindre de eksplicit – ved f.eks. at møde op i banken med nødvendig identifikation – godkender dette. Dette beløb er naturligvis forskelligt fra kunde til kunde, men det afgørende er, at beløbsstørrelsen skriftligt skal godkendes af kunden selv.

En sådan procedure kan også stoppe store politiaktioner af den ovenfor omtalte karakter, som i hvert fald for mig er at ligne med at slå myg ihjel med kanoner. Så der findes den her skitserede tredje udvej, som jeg i ”tidernes morgen” lærte fra en novelle fra min tid i gymnasiet i Ribe, at det var vigtigt at have for øje.