Tror politikerne, danskerne er idioter, når de siger, store bededag skal finansiere mere forsvar?

”Indvandring til Danmark må ikke udfordre sammenhængskraften”, lyder en af overskrifterne i Udlændinge- og Integrationsministeriets rapport ”Status på integration” fra maj sidste år.

Den danske befolkning har ændret sig markant de seneste 40 år. I 1980 var jeg fem år gammel – dengang var der ca. 51.000 indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund. I dag er antallet mere end 500.000. Det ville efter min mening ikke være noget problem, hvis integration og assimilation var fulgt med, men det er den desværre ikke. Hvis skyld dét er, kan man diskutere, til vi alle er blå i hovedet. På samme måde kan man diskutere, om den ekstra arbejdsdag, danskerne kan se frem til, finansierer skattelettelser eller velfærd, alt efter om ens brilleglas er blå- eller rødtonede. Faktum er, at alt for få med ikkevestlig baggrund er i arbejde – og at hårdtarbejdende danskere, der hver dag står op og yder deres tørn, betaler prisen for, at de uden samme samfundssind kan nyde at leve et godt liv i Danmark med alt betalt.

Velfærdsdanmark er fantastisk. Det er de fleste enige om. Min mormor forspildte aldrig en chance for at fortælle mig, hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen har gjort for det liv, hendes børn og børnebørn havde muligheden for at leve i Danmark. Jeg er og vil altid være taknemmelig for de muligheder, jeg og andre danskere har nydt godt af. Danskere inden for og uden for landets grænser er stolte af vores samfundsmodel. Det er jeg også. Jeg har som lektor på University of Washington i Seattle undervist i, hvor fantastisk et land Danmark er, og hvor godt vi tager os af vores borgere.

Men jeg har også i min undervisning måttet fortælle de studerende, at modellen kræver en befolkning med et nogenlunde fælles værdigrundlag; at man skal kunne se sig selv i sin nabo, for at systemet kan fungere; at man tror på, at man skal yde, når man kan, og nyde, når man har behov. Og jeg har talt om, at det er nemmere at betale sin, i amerikanernes øjne enormt høje, skat, når man kan se, at dem, man betaler til, ligner én selv – i udseende og kultur.

Og sådan er Danmark ikke længere. Modellen fungerer kun, hvis alle vender snuden den samme vej, og hvis borgernes livscyklus er forudsigelig. Men jo mere divers en befolkning er, des sværere er den at forudse, des flere afvigelser fra en homogen masse vil der være. Derfor må der samfundsændringer til, hvis den danske model skal overleve. Problemet er, at politikerne ikke kan sige det, som det er – for så skaber det splittelse i samfundet – eller de risikerer at blive kaldt racister eller det, der er værre.

Derfor har de opfundet en sætning, de gentager igen og igen, om at der er brug for at kunne finansiere forsvaret.

Men argumentet holder ikke, for Danmark har for længst forpligtet sig til at bruge 2 pct. af bnp – de har bare aldrig gjort det. Desuden er denne regering langtfra den første, der siger, at danskerne skal give afkald på en fridag for at kunne finansiere velfærden. Problemet er nu som dengang det samme: mangel på skattekroner til velfærd – dengang var der bare ikke en krig i Europa, politikerne kunne bruge som undskyldning over for befolkningen.

Så når socialdemokrater, venstrefolk og moderaterne i den ene debat efter den anden siger, at vi skal passe på Danmark og helhjertet betale vores del ved at leve op til vores forpligtelser, så er der i bedste fald tale om hykleri, hvis ikke ligefrem usandheder. For hvor dedikeret er Danmark egentlig, når det først er i 2030, man når op på de 2 pct., landet har forpligtet sig på for årtier siden?

Det er et ”talking point”, når politikerne igen og igen fremhæver øgede forsvarsudgifter som grunden til den ekstra arbejdsdag. Og det er at holde danskerne for nar ikke at kalde en spade for en spade.

Danmark ser anderledes ud, end da tidligere generationer sammensatte vores fantastiske velfærdssamfund. Desværre er der nogle i befolkningen, der hellere vil nyde end at yde – og så længe ingen siger det højt, slaver skraldemanden, sosu-assistenten og andre arbejdsgrupper hver dag fra morgen til aften, mens en anden befolkningsgruppe sidder og nyder deres myntete og ikke er en del af det samfund, der tager sig så godt af dem.