Manglen på bøger er problemet i folkeskolen

Det har vakt opsigt, at statsministeren i sin nytårstale gav udtryk for, at folkeskolen er blevet for boglig, idet hun efterlyste, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Det sidste kan Mette Frederiksen have ret i, og det er godt, hvis regeringen vil opprioritere mesterlæren. Men boglig, det er de kommunale skoler ikke, slet ikke efter at digitalisering og smartphone har sejret over grundbøger, tavle, kridt, noter og lektier. Hvis der er noget, der kendetegner folkeskolen anno 2023, er det distraktion, vilkårlighed og ”samfundsrelevans” – alt andet end koncentration, dannelse og faglighed.

Statsministeren må vide det; hun har selv flyttet sine børn i privatskole, fordi, som hun forklarede dengang, netop hendes børn havde helt særlige behov, læs: som andre børn ikke har. Som om. Statsministerens børn havde (ligesom alle børn) behov for at gå i en skole, hvor der er fred og ro til at lære noget, som man ikke kan lære på nettet eller uden for skolen. Alligevel fortsætter statsministeren med at spille uvidende: »For nogle børn – måske især nogle drenge – bliver skolen et nederlag,« sagde hun med al sin tillærte patos. »Timerne i klasseværelset er lange. Bøgerne tykke. Og det er svært at sidde stille.«

Det sidste skyldes ikke, at folkeskolens bøger er for tykke, men at der knap nok er bøger tilbage. Jovist, et hæfte hist og pist, nogle fotokopier, copy-paste fra Wikipedia og en ultrakort grammatik. Resten er noget, eleverne må finde virtuelt før deres evindelige gruppeoplæg og ”fremlæggelser”. At tage noter, det lærer de ikke. Performance er konge, og pensum er alt – og dermed – intet.

Imens lokkes alt for mange unge mennesker i gymnasiet. Ingen tør indrømme det, slet ikke politikerne, der snakker om mere og mere uddannelse, og rektorerne, der lever af at producere pølser og derfor omdanner deres gymnasier til pølsefabrikker, hvilket har udløst en kronisk inflation, først med hensyn til faglighed, så med hensyn til karaktergivning i løbet af den seneste generation.

Jeg har selv siddet på min flade og iagttaget udviklingen, både som far og censor på universitetet og handelshøjskolen. Det er balstyrisk, hvad unge mennesker, der kommer lige fra folkeskole og gymnasium, ikke ved om distinkte fag, emner, metoder, kildehåndtering og klassiske problemstillinger. Det akademiske håndværk er mere eller mindre spulet væk. Til gengæld vil de meget gerne gøre karriere og redde klimaet, mest det første.

De dygtigste skal nok klare sig, det er ikke dem, jeg bekymrer mig om, det er alle de andre, rosset, mængden, massen, gennemsnittet. Det rasler nedad, og den recession, alle taler om, er ikke kun økonomisk. Den er mest af alt åndelig.

De konkrete konsekvenser er allerede begyndt at melde sig, selv på højere og betroede poster i samfundet. Mange chefer, selv i private virksomheder, kan ikke forstå komplicerede sammenhænge og hyrer eksterne konsulenter for at dække over egne begrænsninger. Mellemledere kan ikke skelne mellem referat og resumé for slet ikke at snakke om ord og virkelighed. Imens er endda modne forretningsfolk begyndt at tale en slags avatar-engelsk, mens statslige styrelser henvender sig mere og mere barnagtigt til borgerne, og politiaspiranter i stor stil dumper til den skriftlige optagelsesprøve, fordi de intet har lært i skolen og gymnasiet, end ikke at bruge nutids-r, stort I og lille i korrekt, ligesom en dame ved navn Barbara Bertelsen kan sætte centraladministrationen helt ud af drift ved simpelthen at opføre sig som en slyngel.

Et halvt århundredes negligering af skolemæssige og kognitive færdigheder har lagt ikke alene folkeskolen i graven, men også tyndet gevaldigt ud i den almene dannelse, som ville have været en udmærket modvægt til digitalisering, globalisering og anden strukturel dumhed, wokesygen ikke at forglemme. I stedet synes vor samtid at være besat af at forskønne virkeligheden og lade som om, at vi bliver klogere og klogere, bedre og bedre, mere og mere ligestillede, frie, mangfoldige, åbne og bare ... rigtige.

Det skyldes dybest set, at mennesket, dette viljestærke og forfængelige væsen, slet ikke kan lade være med at ville være bedre end andre, jf. en tyk bog fra 1818 af en død, hvid tysk filosof – og derfra er der ikke langt til at tro eller bilde hinanden ind, at vi slet ikke behøver læse, øve os, træne, knokle og arbejde for at holde civilisationen bare nogenlunde ved lige og kunne se tilværelsens tragiske natur i øjnene med oprejst pande. Vi kan nøjes med at ”ville verden”.

Livets skole er alt det, der kommer efter skolen. Tænk, hvis skolen kunne forberede os på den, så vi havde lidt mere at stå imod med. Dét ville gøre skolen til skole.