Mette Frederiksen har gjort Ellemann til en simpel skakbonde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Politik er som et skakspil. Der er folk, der har de lange lygter tændt, og som konstant tænker flere træk frem, og dem, som ikke magter det. Der er vigtige brikker som dronningen, og så er der bønderne, der bliver ofret. Jakob Ellemann er en bonde i et kongespil, og han har slet ikke fattet det. Og det gør han næppe, før han bliver ofret af sin dronning.

For han ser ikke det faktum, at han reelt allerede er blevet ofret af løberne og tårnene i Venstre. De næstkommanderende, der tidligt før valget bag de tykke mure på Christiansborg dømte ham ude som potentiel statsminister. Det ved de godt, han nok ikke bliver, og hvad er så deres muligheder?

Jo, en del af dem er nu blevet ministre, hvilket jo er loftet for de fleste, der vil have en karriere i politik. Ikke helt skidt på den korte bane, når en anden tager skraldet. Den lange bane kommer vi til senere.

For vi skal lige runde Moderaterne. Moderaterne har altid kun handlet om Lars Løkke. Det ved alle, der har sin hverdag på Christiansborg. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, at han selvfølgelig ønskede at blive udenrigsminister, langt væk fra det daglige arbejde i dansk politik. Jeg griner stadig lidt tragikomisk over, at så mange vælgere, journalister og kommentatorer købte hans fortælling endnu en gang.

Floskler som at stemme på noget og ikke nogen, og at der skal folk ind fra den virkelige verden. Ja, måske er vælgerne bare ikke klogere. Men han byttede som forventeligt en advokatundersøgelse og FE-sagen væk for egen interesse. Så meget for noget. Det har altid handler om nogen, og den nogen er Lars Løkke.

Helt bogstaveligt blev dette udstillet på det klareste, da han valgte at tage den garvede tidligere politiker fra LA og Fremad Christina Egelund ind som minister i stedet for at finde én blandt sine valgte, som jo netop skulle være dem udefra.

Nej, det blev til en omgang rutinerede politiske Christiansborg-folk og så en noget så ligegyldig ældreministerpost, som alle ved er ren studehandel med borgernes skattekroner.

Nu kan de nyvalgte moderater så gå ned i salen og læse de udleverede taler op og så ellers bare trykke på den knap, de får besked på.

Nej, den virkelig sjove historie ligger hos Venstre. Og hos Ellemann. Her kan han kun håbe, at Mette Frederiksen venter lidt med at smide ham under bussen. Men det er allerede startet med nytårstalen.

For hun kommer til at smide ham under bussen. Spørgsmålet er nok nærmere, om det sker før eller efter kommunalvalget. Det kan meget let blive før. Når hun først har brugt ham til at lave de reformer, som skal skabe pengene, hun efterfølgende kan bruge sammen med venstrefløjen på det offentlige, så har han udtjent sin nytteværdi.

Hvorfor bøvle med et mudret kommunalvalg, hvor venstrefolk og socialdemokrater pludselig skal finde ud af, hvem af dem skal have borgmesterposterne? Hvorfor bøvle længere med den larmende konstante kritik fra venstrefløjen end nødvendigt?

Når socialisterne først har siddet uden for magten i to år, så er de klar til at acceptere nærmest hvad som helst fra Mette Frederiksen for at komme tilbage ind i varmen. De siger godt nok det modsatte, men hvis der er noget, vi ved om socialisterne, så er det, at de elsker at bruge andre folks penge. Det vil veje højere end politiske ord, som i disse dage alligevel er ligegyldige.

Forestillingen om, at det er Mette Frederiksen, som må komme krybende tilbage, er ærligt talt naiv. Hun vil have gjort det klart for dem én gang for alle, at hvis de bøvler og brokker sig ligeså meget som 2019-2022, så smider hun dem under bussen.

Men bare rolig, de vil finde sammen i en sød forsoning, hvor alle er enige om at se fremad, og nu skal den grønne dagsorden og det offentlige stå forrest. Mette Frederiksen vil takke Ellemann og Løkke for at have taget ansvar, men at virkeligheden og de kriser, Danmark står over for, gør det nødvendigt at lave et andet flertal.

Og vupti, så går hun til valg næste gang på en rød regering. De svære overenskomstforhandlinger er slut. Arbejdsmarkedsreformerne er lavet. Danskerne skal arbejde mere. Ringere tilbagetrækning er gennemført, og måske er vi ude af inflationsproblemerne og de økonomiske efterdønninger. De vil nemlig være meget afgørende for, hvornår hun ikke længere kan bruge Ellemann.

Løkke vil være ligeglad – og Ellemann? Ja, han vil stå tilbage som en ligegyldig parentes i dansk politik, som lod sig narre af sine egne og den socialdemokratiske dronning.

Venstre vil have ingen anden udvej end at forsøge at komme tilbage til det borgerlige Danmark, som faktisk nu kan blive dannet stærkere, end de politiske kommentatorer og medierne anerkender. Det borgerlige Danmark vil selvfølgelig tage Venstre tilbage, men ikke Ellemann. Dertil har han brændt for mange broer med de andre ledere. Ingen vil tillade, at han bliver statsministerkandidat for dem.

Venstre vil derfor skulle have en ny formand, og heri ligger det andet ben af den ofring, jeg nævnte tidligere, og som hans næstkommanderende har gjort mod ham.

De er blevet ministre, samtidig med at deres formand reelt set nu er dead man walking i den blå lejr, og derved er vejen banet for yngre folk med ambitioner.

Men måske tager jeg fejl. Det er jo det gode ved fremtiden. Den kan altid overraske. Måske er det her starten på mange år med en socialdemokratisk regering med Ellemanns støtte.

Ellemann har i hvert fald ikke andre muligheder end at gå lige derhen, hvor hans nye dronning befaler, og så håbe ikke at blive ofret alt for tidligt.

Men han vil altid stå tilbage som den Venstre-formand, der løj direkte op i hovedet på befolkningen og solgte de grundlæggende retsprincipper i Danmark for sin ministerpost.