Man lærer hurtigt, hvilke to-tre åbningslinjer der fungerer bedst: »Hej, ta’ lidt snolder, selv om der følger en smule politik med ...«

Jeg flyttede til Esbjerg i 2018 og meldte mig kort efter ind i et politisk parti. Helt ærligt, så handlede det for mig først og fremmest om at få mulighed for at møde nye venner og bekendte på egen hånd i stedet for gennem min hustru. 

Allerede i velkomstsamtalen gik det dog galt, for da jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lyst til at bidrage med som medlem af vælgerforeningen, kom jeg til at sige, at jeg jo kunne blive Esbjergs næste konservative folketingsmedlem. 

Sådan en dumsmart bemærkning forpligter jo, og eftersom min profil (medievant historiker, forfatter og tidligere iværksætter) tiltalte vælgerforeningens bestyrelse, blev jeg i 2020 opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Det var grænseoverskridende for mig pludselig at være politisk kandidat, eftersom jeg kommer fra en familie, hvor der aldrig er blevet diskuteret politik ud over almindeligt brok over skat, ældrepleje og indvandring. Jeg var heller ikke som ung selv særligt optaget af politik og forstod aldrig rigtig de få klassekammerater, som var medlemmer af ungdomspartier eller på anden vis engageret i samfundsforhold. Nej, jeg læste bøger og spillede musik og forfulgte i stedet mine kreative interesser, mens de andre fandt deres ideologiske ståsteder. 

Især husker jeg Morten, som var VU’er, og som ihærdigt kæmpede for at få »afskaffet førstegangsvælgere«, da han frygtede venstredrejning som konsekvens af manglende politisk erfaring.

Hvorfor sagde jeg så ja til at blive folketingskandidat? Fordi jeg følte, at jeg havde noget at give tilbage til det samfund, som jeg selv har haft så stor glæde af at være en del af. Her midt i 40’erne kunne jeg tilbyde to årtiers erhvervs- og livserfaring, som på godt og ondt havde lært mig noget om at elske, at miste, at kæmpe, at sejre, at fejle og at rejse sig igen efter de store tæt på-hændelser, vi alle kommer ud for før eller siden. Ud over de helt personlige erfaringer tænkte jeg, at et rimeligt omfattende forfatterskab ville være en god intellektuel ballast, ligesom det heller ikke kunne skade at have prøvet at stå foran et kamera eller sidde i et studie med en mikrofon foran før. Samtidig mener jeg det, når jeg siger, at Danmark for mig er blandt de bedste samfund i verden (jeg har boet og arbejdet uden for landets grænser), og det vil jeg gerne være med til at kæmpe for at bevare.

Alt det gav god mening, både for mig og mit politiske bagland og partiorganisationen. Bestyrelse, vælgerforening og frivillige kræfter bakkede op om mit kandidatur, og jeg fik sammen med en yngre, men mere erfaren lokal medkandidat al den støtte, jeg kunne ønske mig. 

Læringskurven var godt nok stejl for en politisk novice, men ligesom i bestræbelserne på at lære et nyt sprog eller mestre et instrument blev koldsved og hjertebanken efterhånden afløst af mavefornemmelser, rygmarvsreaktioner og en tiltagende følelse af kontrol. Jeg lærte også , at politik er en holdsport for individualister, hvor udfordringen langt hen ad vejen består i at arbejde tæt sammen med dem, man i sidste ende konkurrerer allermest med.

Da valget langt om længe blev udskrevet, følte jeg mig så klar, som jeg kunne håbe på at blive. Kampagnebudgettet var opstillet, slagplanen lagt, plakaterne bestilt, budskaberne afprøvet og pudset af – og nu skulle det hele så ud at arbejde i tæt koordination med den landspolitiske valgkamp og mine lokale og regionale partifæller. 

De indledende 24 timer oplevede jeg som i en form for rus, for ét var at have tænkt tankerne, noget andet rent faktisk at tage jakken med logoet på og stille sig op foran et supermarked og dele slik og flyers ud. De første konfrontationer med potentielle vælgere oplevede jeg som stærkt grænseoverskridende, men snart gik det lettere, for man lærer hurtigt, hvilke to-tre åbningslinjer der fungerer bedst: »Hej, ta’ lidt snolder, selv om der følger en smule politik med ...«

Valgkampen blev lang, intens, udmattende, energifyldt, frustrerende og givende på samme tid – og meget lærerig. Som kandidat indgår man i et system karakteriseret ved meget forskellige niveauer af indflydelse: Ens egen kampagne kan man nogenlunde selv styre, så længe budskaberne ikke bliver så skæve, at en bjørn fra partiets hovedkontor ringer og skælder ud.

Fællesskabet med de andre kandidater i storkredsen bevæger sig i løbet af valgkampen fra stærk enighed om velgennemtænkte regionale hovedbudskaber mod stadig mere divergerende holdninger, som nødig skal ende i decideret uenighed og intern splid, men alligevel markerer en vis forskellighed over for vælgerne. Endelig er der det landspolitiske, hvor man som kandidat forsøger at finde sin (bi)rolle i en film, hvis manuskript man har yderst begrænset indflydelse på.

Mens jeg var tilfreds med både min egen kampagne og det fælles fodslag på det lokale kandidathold, oplevede jeg forholdet til partiet på det nationale plan som stadig mere distanceret, efterhånden som valgdatoen nærmede sig. Politiske udspil blev meldt ud så sent, at man som kandidat havde svært ved at følge op og bidrage med noget klogt og personligt ud over at dele færdiglavede grafikker på sine sociale medier. 

Samtidig var det en stor opgave i sig selv at fastholde gejsten og kampiveren, når den ene møgsag afløste den anden, hvilket manifesterede sig i stadig dårligere meningsmålinger. Erkendelsen af, at ens egne forhåbninger om at opnå valg gradvist smuldrer, og at man i stedet i bedste fald bruger al sin tid og mange af sine penge på at få genvalgt en spidskandidat, som man jo dybest set helst havde vippet af pinden, er hård.

Det er ingen hemmelighed, at mit parti ikke opnåede det ønskede og forventede resultat ved folketingsvalget i 2022. Årsagerne dertil er mange, og mit formål her er ikke at forsøge at forklare eller forstå, hvorfor det gik så skidt, som det gik. I stedet må jeg blot konstatere, at det ikke lykkedes mig at blive valgt – ligesom de øvrige 1.014 minus 175 kandidater, som var opstillet i landets storkredse. 

Jeg lærte, at erhvervs- og livserfaring er fint, men at det sælger færre billetter end at have fagbevægelsen eller stærke brancheorganisationer i ryggen, og at meget få vælgere er oprigtigt imponeret over, at man har skrevet tykke bøger. Ja, ja, jeg havde en lille fordel ved at være vant til at holde foredrag og give interview, men udfordringen er, at ekstremt få stemmer flyttes ved valgdebatter, hvor man primært prædiker for menigheden eller taler for døve ører. 

Egentlig er jeg udmærket tilfreds med mit personlige valgresultat. Da den konservative katastrofe stod klart cirka halvvejs gennem valgkampen, blev mit mål bare ikke at ende i den nederste tredjedel af kandidatholdet, hvor stemmetallet med al respekt nok mest afspejler kandidatens samlede skare af familiemedlemmer, venner, bekendte og kolleger, som kan tænkes at sætte krydset ud fra andre kriterier end politisk enighed. 

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke kender 585 stemmeberettigede i Sydjyllands Storkreds, så i hvert fald nogle af mine krydser må være blevet sat af ”rigtige vælgere”, som fandt mig gennem en kandidattest, mødte mig på gaden eller så mit glade ansigt på en plakat eller bag på en bybus i Esbjerg. Det betød faktisk meget for mig midt i nedturen.

Siden Thomas Jefferson har man sagt, at vi får de politikere og den regering, vi fortjener, og på baggrund heraf må jeg jo tørt konstatere, at vælgerne ikke fortjente mig – eller også fortjente jeg ikke dem. 

Jeg er ked af, at jeg ikke fik mulighed for at give noget tilbage til samfundet ved at bidrage til fremtiden gennem politiske beslutninger og visioner, men det må jeg så forsøge at gøre på anden vis. Samtidig er jeg glad for, at jeg stillede op, for selv om valgkampen i oktober 2022 blev den dyreste og mest udmattende fireugers ferie, jeg nogensinde har holdt, gav det at være kandidat til Folketinget mig nogle erfaringer, jeg ikke ville have været foruden: oplevelsen af at blive mødt med dybfølt had fra en forsamling af fagforeningsfolk, en mail fra en fremmed, som havde besluttet sig for at stemme på mig, glæden ved at udløse et bifald ved et vælgermøde for noget, man virkelig brænder for. 

Det værste var dog at blive mødt med medlidenhed på gaden: »Nå, er du kommet til at stille op for De Konservative. Det er jeg godt nok ked af at høre ...«

Jeg har gennem mange år sagt, at jeg nægter at høre på brok fra familie, venner og bekendte, som ikke deltager aktivt i den demokratiske proces som enten kandidater eller i det mindste som vælgere. 

Det betyder jo så, at jeg kan tillade mig at mene ekstra meget om alt muligt i de kommende år, nu hvor jeg har stillet mig til rådighed for fællesskabet, selv om vælgerne og jeg aldrig rigtig fandt hinanden. 

Så håber jeg, at dem, der rent faktisk blev valgt, passer godt på Danmark, mens jeg skriver nogle flere bøger og fortsat holder foredrag og taler i mikrofon, når lejligheden byder sig. Der er jo heldigvis mange måder at bidrage til at gøre et godt samfund endnu bedre.