En på alle måder middelmådig regering

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad er fidusen med den nye regering? Den store nyskabelse, hvor de store magtpartier går sammen og skaber noget ganske særligt. Løkke mente ikke at kunne lede landet sammen med højrefløjen og ville som en anden autoritær leder sætte dem uden for demokratisk indflydelse. Det er til gengæld ikke Mette Frederiksens bevæggrund. Hun peger i stedet på de store problemer, og at det nye regeringsgrundlag skulle være exceptionelt ambitiøst.

Det sidste viste sig ikke at passe. Jovist, rummer regeringsgrundlaget store ord om frisættelse af den offentlige sektor og en hel masse ambitioner for CO₂-nedsættelser. Men ethvert parti kan jo være med på uforpligtende og ukonkrete målsætninger. Fra Enhedslisten til Nye Borgerlige. Ingen kan for alvor komme op at skændes om varm luft.

Naturligvis rummer regeringsgrundlaget også konkrete forslag. Dem er der til gengæld intet storslået over. De er små justeringer og lyder alt sammen som noget, vi har hørt om før. Og det er netop, hvad vi har. Den mest enkle måde, man kan forstå den nye regering på, er nemlig som en samling af tre partiers mærkesager. Vi fik Venstres skattestop, billigere arbejdskraft og flere penge til Forsvaret. Socialdemokraternes CO₂-afgift til landbruget, lønstigninger til offentligt ansatte og valgløftet om 4 mia. kr. i beskæftigelsesfradrag. Ligesom vi fik Moderaternes forhøjede udgifter til hospitalerne og Lars Løkkes tip-topskat.

Er der opstået nogen særlig syntese? En rød tråd eller noget andet distinkt flertalsregeringsagtigt? Det er ikke til at få øje på. Og hvor skulle det egentlig også være kommet fra?

Tværtimod er det tydeligt, at regeringsgrundlaget hverken er et resultat af ideologisk ild eller stor statsmandskunst. Det er et par konkrete menneskers ikke særligt store tanker. Tag nu skattestoppet, som er Troels Lund Poulsens genopfindelse. Det var noget, Anders Fogh fandt på for mere end 20 år siden og var en fusion af 70’ernes og 80’ernes nyliberale tænkning og professionaliseringen (fordummelsen) af den politiske kommunikation.

Det var, hvad Venstre kunne komme op med. En 20 år gammel kommunikationsgimmick. Realistisk set kunne man ikke forvente andet. Chefstrategen, Troels Lund Poulsen, har hverken praktisk erfaring fra erhvervslivet eller nogen uddannelse. Han er utvivlsomt en dygtig forhandler og taktiker. Men så åbenlyst ikke én, der udvikler politik eller har nogen synderlig indsigt i vores samfund.

Lars Løkke har i mange år gjort det til en særlig dyd ikke at være én af de boglæsende typer med store tanker. Han står for små tanker og små handlinger. Administration renset for politik. Det er først og fremmest hans regering. Både at den overhovedet findes og det teknokratiske indhold. Det må man give ham. Ligesom Mario Draghi overtog regeringsmagten i Italien, da de rigtige politikere kørte sur i det, er det Lars Løkkes vision, at Danmark skal styres af de klogeste embedsfolk.

Hvad Mette Frederiksen får ud af den nye regering, står ikke klart for mig. Hun havde et flertal, der kunne gennemføre socialdemokratisk politik, hvis det var det, hun ønskede. Måske skal hun bruge de borgerlige for at redde Danmark fra den Anker Jørgensenske finanspolitiske afgrund? Problemet med den begrundelse er, at der ikke er et strukturelt problem med de offentlige finanser (ifølge seneste rapport fra vismændene). Der er ingen nødvendighed, der tvinger hende til at skære i det offentlige.

Jeg tror, hun er løbet tør for idéer. Hun ved faktisk ikke længere, hvad hun skal bruge magten til. Så hvorfor ikke prøve noget nyt og sjovt med Lars Løkke. Hun har sikkert bildt sig selv ind, at det er visionært. Om ikke andet kan det sælges som sådan.

Virkeligheden er, at den nye regering først og fremmest er idétomhed. Den viser, hvad de førende magtpolitikere er i stand til på egen hånd: ikke meget.