Dansk politik har et ligestillingsproblem
Ligestilling er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, vi hele tiden skal arbejde med. Så lad os gøre det – og lad os gøre det bedre i morgen, end vi gjorde det i går eller i dag.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tidligere i dag var jeg i P1 for at debattere den nye regerings kønssammensætning, hvor 35 pct. er kvinder.
Det er en stigning fra den afgående regering, hvor 30 pct. var kvinder. Men stigningen skyldes ikke, at Mette Frederiksen er blevet bedre til at udpege kvinder. Tværtimod.
Af de socialdemokratiske ministre er kun 27 pct. kvinder, hvilket altså er et fald i forhold til den afgående regering, mens andelen er knap 43 pct. for Venstres vedkommende og 40 pct. for Moderaterne.
Jeg er fuldstændig med på, at det er kvalifikationer og ikke køn, der skal afgøre, om man bliver udnævnt til minister. Men der er altså masser af kvalificerede kvinder, som desværre bare igen og igen bliver valgt fra i stedet for at blive valgt til. Sådan har det været i generationer. Men man skulle da om nogen tro, at en kvindelig statsminister ville have øje for det.
I 2010 var næsten 50 pct. af ministrene i Lars Løkkes regering kvinder, og da Thorning satte sit ministerhold i 2011, var det knap 40 pct. kvinder. Her havde vi til gengæld en periode, hvor alle tre partiledere i regeringen var kvinder: Thorning, Vestager og Vilhelmsen. Så selv om kvinder var underrepræsenterede, havde de, der var der, noget at skulle have sagt.
Også her kunne det være bedre i den nye regering. For selv om statsministeren er kvinde, er kvinderne endnu mere underrepræsenterede i regeringens vigtige udvalg end i regeringen generelt. Kun 25 pct. er kvinder i både koordinationsudvalget og økonomiudvalget. De øvrige kvindelige ministre befinder sig i den nedre halvdel af statsrådsrækkefølgen.
Det handler faktisk om langt mere end ligestilling, repræsentation og gode forbilleder for alle dele af befolkningen.
Det tæller selvfølgelig op, at statsministeren er en kvinde, men er det for meget at forlange, at kvinder bare for en gangs skyld ikke er underrepræsenterede? Det synes jeg ikke.
I vores nabolande kan de bedre finde ud af det. I Finland er 58 pct. af regeringens ministre kvinder, i Norge er det 47 pct., og i Sverige er det 46 pct.
Herhjemme er 44 pct. af det nyvalgte Folketing kvinder. Det er rekord. Så man kan håbe, at kommende regeringer afspejler befolkningens præferencer. Eller ligefrem viser befolkningen, at reel ligestilling faktisk er en mulighed.
Statsministeren har selv været ud at sige, at det ikke er godt nok, og tak for det, men det er jo hende selv, der kan ændre det. Første skridt er at erkende, at der er et problem. Der er vi nået til. Nu er opgaven at gøre noget ved det. En opgave, som Socialdemokratiets folketingsgruppe kunne have løftet, da den konstituerede sig. Men også her blev de vigtige poster som gruppeformand og politisk ordfører genbesat af mænd.
Så der er plads til forbedring.
For det handler faktisk om langt mere end ligestilling, repræsentation og gode forbilleder for alle dele af befolkningen. Forskning viser også, at man tager bedre beslutninger, når diversiteten er højere. Og dermed bliver den manglende ligestilling også et potentielt problem for kvaliteten af de beslutninger, der træffes.
Jeg ved godt, det er svært. Jeg har selv været kvindelig leder i meget af mit liv. I de ledergrupper, jeg har ledet, har kønsfordelingen ikke altid været lige. Det har den heller ikke altid været i de bestyrelser, jeg har siddet i eller refereret til. Men jeg har altid været opmærksom på balancerne og italesat det, hvor jeg kunne. Ikke bare på mit køns vegne, men fordi jeg simpelthen tror på, at forskellige perspektiver er godt for de beslutninger, vi skal træffe.
Ligestilling er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, vi hele tiden skal arbejde med. Så lad os gøre det – og lad os gøre det bedre i morgen, end vi gjorde det i går eller i dag.