Danmark har fået en ægte konservativ regering
Definitionen på begavet konservatisme er, at man skal forandre for at bevare. Det motto vil SVM leve efter.
Prøv lige at høre her: Danmark fortjener nogle bedre politiske kommentatorer, end landet for tiden er forsynet med.
Med nogle få, hæderlige undtagelser er der ikke nogen, der i forløbet op til valget eller under valgkampen forklarede vælgerne, hvad de fleste politikere på Christiansborg udmærket ved (og hvad jeg i al beskedenhed har udgivet en hel bog om).
For det første er ”en regering hen over midten” ikke på nogen måde en garanti for store reformer.
Hvorfor er den ikke det? Af den hamrende banale årsag, at partierne ikke ved det trylleslag bliver enige eller annullerer deres programmer, fordi de indgår i en koalitionsregering.
Desværre er der hen over de seneste år indgået bredere og bredere forlig. Det betyder for eksempel, at man ikke kan rokke ved den hovedaftale, der regulerer politiet, uden at spørge Enhedslisten. Og at man – med folkeskolen som en bemærkelsesværdig undtagelse – ikke kan rokke ved særlig meget uden at have tilladelse fra SF.
Den nye SVM-regering kan ikke i nogen rimelig betydning af udtrykket kaldes en ”reformregering”. Den kommer til at føre en ægte konservativ politik i den forstand, at den vil arbejde på at forandre for at bevare.
Det vil sige: forandre beskæftigelsessystemet, skattesystemet, SU-systemet og andre velfærdssystemer for – helt overordnet set – at bevare velfærdsstaten sådan, som vi kender den.
De såkaldte reformer er altså, hvad man kunne kalde konserverende politik på en oplyst måde.
Men frem for alt: Reformerne er ikke større, end at et samarbejdende Folketing med en regering, der havde rødder i en af blokkene, også kunne gennemføre dem.
For det andet: Statsministeren har eksplicit præciseret, at der ikke bliver rokket ved det eksisterende system af forlig og aftaler. Eller ved de regler, der styrer systemet.
Det betyder, at alle forligsdeltagere har vetoret over for alle forslag til ændringer af de eksisterende aftaler.
Desværre er der hen over de seneste år indgået bredere og bredere forlig. Det betyder for eksempel, at man ikke kan rokke ved den hovedaftale, der regulerer politiet, uden at spørge Enhedslisten. Og at man – med folkeskolen som en bemærkelsesværdig undtagelse – ikke kan rokke ved særlig meget uden at have tilladelse fra SF.
En anden ting, man skal holde øje med, er beskæftigelsesområdet. Her har DF vetoret over det meste. Og bemærk: Langt de fleste aftaler på beskæftigelsesområdet er forhandlet på plads af Bent Bøgsted. Som alle på Slotsholmen i sin tid vidste var talerør for 3F i Nordjylland.
Partier med begrænset eller ingen vetoret er alene Alternativet, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og – ironien er tommetyk – Moderaterne. Alle andre kan, hvis de skulle have lyst til det, sidde med korslagte arme og lade SVM visne.
Det samme betyder, set fra SVM’s side: Medmindre man opfører sig ordentligt og imødekommende, er der en lille sandsynlighed for, at regeringen vil gå ned i historien som en, der ikke forandrede noget som helst.
Fordi så har man trådt forligspartierne så meget over tæerne, at de som straf lige så godt kan lade regeringen visne i nogle år. Og til sidst stå med det bøvl, det bliver at forklare sine manglende resultater for den skeptiske offentlighed ved næste valg.
I det hele taget er forligssystemet en undervurderet og underbelyst del af Christiansborg. For eksempel bidrog det til at fastholde LA som et relevant parti i de hårde år, hvor man kun var repræsenteret af tre mandater. Fordi LA var med i rigtig mange forlig, og derfor havde rigtig meget vetoret.
Noget, der bliver interessant at følge i de kommende år, er, hvordan SF har brændt fingrene på forligssystemet.
I SF var man så sikker på, at den næste regering ville blive rød, at man gamblede og forlod folkeskoleforligskredsen. Tanken var, at efter et valg ville en rød regering blive nødt til at komme til SF med hatten i hånden for at gennemføre ændringer af folkeskolen.
Nu er regeringen rød-blå og har ikke brug for SF, når det gælder folkeskolen. Til gengæld skal den spørge gud og hvermand til højre i salen, om den må ændre noget. Selv LA, der som deltager i justeringen af folkeskolen i 2019 tæller som forligsparti.
Sådan kan man spekulere i udfaldet af næste valg – og tabe det hele på gulvet, fordi man har forregnet sig.
For at være ganske ærlig, så finder jeg det irriterende, at så få medlemmer af kommentariatet op til valget og under valgkampen satte deres indflydelse og prestige ind på at oplyse befolkningen om, at al midtersnakken var bluff og bullshit.
Det vidste alle nogenlunde erfarne politikere (der ikke havde satset butikken på at føre vælgerne bag lyset i forhold til netop dette emne) udmærket godt.
Nu sidder vi med en genvalgt socialdemokratisk regering, der vil prøve at lave nogle manøvrer, der giver god mening, hvis man vil forandre for at bevare – og som for en beskeden pris har fået annulleret et par virkelig trælse møgsager.
Den støttes af det engang ledende oppositionsparti. Som nu er kastreret og formentlig skal bruge mange år på at udvikle en erstatning for de afskårne organer. Plus af en forvirret flok, hvis – i hovedparten af året – landflygtige leder havde så lidt fidus til sin folketingsgruppe, at to personer måtte hentes udefra for at udfylde ministerlisten.
At det ville gå sådan, kunne alle oplyste borgere udmærket have vidst inden valget og under valgkampen. Hvis ikke det kæmpestore flertal i kommentariatet havde haft så travlt med at udstille sin trods alt begrænsede viden om politik, at de korrekte vurderinger druknede i sludder og vrøvl.