Bliver folkeskolen den næste ideologiske kampplads?

Det er godt, at elever lærer om deres lands mindre pæne sider af historien. Det er godt, at der er fokus på undertrykte grupper, minoriteter og udsatte befolkningsgrupper. Det er en del af et skoleforløb at lære, at livet og historien er nuanceret og ikke altid lige køn – for at kunne se fremad, ikke gentage fortidens synder og måske endda bidrage til at gøre kloden til et bedre sted.

Men det er problematisk, når vægtskålene gøres så ulige, at der kun fokuseres på den hvide mands synder og et lands overtrædelse af fundamental menneskelighed. Det ene behøver ikke udelukke det andet – det burde være muligt både at undervise i undertrykkelse af indianere og afroamerikaneres forfædre og de utrolige fremskridt, den amerikanske historie byder på.

Sådan er det ikke mange steder i USA. Her, hvor jeg bor, kender skolebørnene til utallige indianerstammer, men ved knapt nok, hvorfor vi fejrer thanksgiving. Og det er problematisk, for hvis vi ikke kender vores egen historie, hvordan skal vi så kunne forholde os til den? Hvordan skal vi få en generation af nye borgere uden skyld og skam, men med en nuanceret bevidsthed om fortiden til at få mod på at gå ud i livet side om side med unge mennesker fra andre nationaliteter, kulturer og socioøkonomiske baggrunde i en samlet front for at gøre livet og samfundet til et bedre sted?

Det er godt at forholde sig til statuer, der symboliserer undertrykkelse, til bøger på skolebibliotekerne, der prædiker, at en familie består af en far og en mor og et par lyshårede unger – kort sagt til en verden, der hele tiden ændrer sig, og til en historie, der ikke er enøjet.

Men når holdningen til, hvordan en familie ser ud, har rod i antikverede forestillinger med rod i religiøst-ideologiske stenaldersynspunkter, så kan den iver, mange forældre har, når det drejer sig om deres børns skolegang, være farlig.

Her i USA ser vi det især i ultra-højredrejede kristne kredse, der forsøger at få bandlyst visse bøger på skolebibliotekerne. Det drejer sig især om bøger, der har seksuelle scener, eller bøger med temaer om homoseksualitet eller andre LGBTQIA+-prægede temaer. Bibliotekarer og lærere lever livet farligt, når medlemmer af skolebestyrelser vurderer, at de har introduceret poderne for et indhold, der strider imod deres kristne overbevisning.

Skolebestyrelserne har stor magt her og vælges til et helt skoledistrikt, ikke til den enkelte skole som i Danmark. Her skal du desuden også være amerikansk statsborger for at stille op til skolebestyrelsen, det skal du ikke i Danmark. Situationen i Danmark er helt anderledes, heldigvis, for ellers stod det skidt til for udbredelsen af danske værdier.

De danske folkeskoler har et enormt ansvar for at sende demokratisk sindede borgere ud, der kan tage del i det danske samfund – i et land, der netop hænger så godt sammen på grund af sin ensartethed. Det danske demokrati er smukt og godt, og det bærer skolebestyrelsesmodellen heldigvis også præg af.

Det betyder ikke, at de enkelte skoler ikke vil blive udfordret og forsøgt præget i en retning med fokus på religiøstprægede grundværdier – men forhåbentlig vil en implementering eller prægning af diverse rabiate læresætninger ikke kunne overtage eller infiltrere den enkelte folkeskole. Det danske demokrati er stærkt, og i modsætning til USA er fokus på fællesskabet og fælles grundværdier, heldigvis for Danmark.