Skandale: Elon Musk afslører Twitters censursystem
Man skal aldrig undervurdere en multimilliardær med næse for bullshit.
Du havde det nok på fornemmelsen. De sociale medier er alt andet end frie, lige og pluralistiske. De er koreograferede og styrede af politisk bestemte algoritmer, og det er multitalentet Elon Musks fortjeneste, at det nu bliver afsløret med hensyn til Twitter.
Efter at mangemilliardæren købte det progressive sladdermedie har han tilsyneladende sat gang i en større hovedrengøring. Nu lækkes de liberale hemmeligheder, og pludselig er der udsigt til, at de woke censorer bliver smidt på porten.
Det er Bari Weiss, der reporterer. Hende har vi haft fat i før, fordi hun tog sit gode redaktørtøj og gik fra New York Times, som vores medier elsker så højt her i Europa, idet de tror, det er en pålidelig kilde. Afskeden indikerede nogenlunde det modsatte.
På avisen raser en kulturkrig mellem den gamle garde og den nye garde, skrev Weiss. Den gamle garde er liberal og venstreorienteret; den nye er langt værre. Den er woke, og det er naturligvis de vakte, der skal bestemme, hvem der er woke, og hvem der skal væk. Pluralisme har aldrig været det vaktes særkende.
Woke-logikken lyder som så: Det hvide flertal – ca. 60 pct. og på vej til at blive en minoritet – er racistisk. De ikkehvide minoriteter, hvoraf den største er latinos (ca. 20 pct.), fulgt af de sorte (ca. 12 pct.) og asiater (ca. 6 pct.), ja, de skal beskyttes – fra sandheden, om nødvendigt.
Nå, men det er Weiss igen. Denne gang med en lang række af konkrete eksempler på, hvordan politiske korrekte Twitter-teams har sortlistet forkert-tænkende personer på Twitter og forhindret deres tweets i at blive læst af de mange. ”Visibility Filtering” kalder de det selv.
Det vil sige, det var, før Musk købte foretagendet. Nu kommer der øjensynlig andre boller på suppen. Måske mener Musk det ligefrem, når han siger, han vil redde ytringsfriheden på Twitter. Så forstår man bedre, hvorfor de progressive og woke er rasende.
Man skal aldrig undervurdere en multimilliardær med næse for bullshit.