Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi må ikke tillade, at krigstrætheden indfinder sig

I takt med at den direkte russiske trussel mod Danmark er blevet mindre, fylder Putins invasion af Ukraine også mindre herhjemme. Det er både fejt og farligt.

Da Putin først invaderede Ukraine tilbage i februar, var det vantro og foragt, der fyldte mig, ligesom det var tilfældet for de fleste andre. Det var, som om tidligere tiders barbarisme igen var blev vakt til live midt i Europa. Det, vi troede var et afsluttet kapitel, var lige pludselig blodig virkelighed.

Et land og et folk var under kynisk og magtgalt angreb.

For mig personligt har krigen virkelig sat sig i mig. Jeg tænker på det hele tiden. Der er, som om der er noget, der er ændret i mig.

Men det var også meget mere end det. Det var et angreb på os i Vesten, på vores måde at organisere os på og vores måde at leve på. Og det er det faktisk stadig, hvis nogen skulle have glemt det.

Selv om invasionen stadig fylder meget i medierne og i offentligheden generelt, er det, som om opmærksomheden er fjernet lidt. Nogen er endda begyndt at tale om krigstræthed og et ønske om at komme tilbage til business as usual. Kunne man forestille sig, at vi diskuterede Pyrus op og ned ad stolpe, to uger efter at invasionen fandt sted? Nej, vel? Men krigen er altså stadig i gang. Og der skal ikke bare skabes fred, der skal sejres noget så eftertrykkeligt.

Hvis først Putin ser, at Vesten står svagere i koderne og ikke længere handler samlet og resolut, så har vi tabt.

Så vi må gøre det til en fælles opgave at minde os selv om, at Ukraine skal og bør være det allerøverste på dagsordenen. Ikke bare for ukrainerne, naturligvis, men for os alle.

Ukrainerne kæmper så bravt og har gjort så stor modstand og påført den med tiden vakkelvorne russiske krigsmaskine så store tab, at al snak om yderligere invasioner fra Rusland for nu er forstummet. Sabotagen af Nord Stream 2-rørledningerne ændrede for en stund på det, ligesom atombombespørgsmålet spøger, men den meget direkte trussel mod Danmark synes at være trådt i baggrunden. I stedet føres der en økonomisk krig, som selvfølgelig også gør ondt på begge sider, men som trods alt er langt mere håndterbar. Og det tror jeg har fået optagetheden af krigen til at dale. Naturligt, måske – men ikke desto mindre også farligt.

Vi må ikke tillade, at krig i Europa bliver en blivende ny virkelighed. I stedet skal vi skrue op. Vi skal slå endnu hårdere tilbage. Vi skal ikke bare bringe Putin i knæ, men tvinge ham langt ud af Kreml.

For mig personligt har krigen virkelig sat sig i mig. Jeg tænker på det hele tiden. Der er, som om der er noget, der er ændret i mig.

Nu hvor vinteren har gjort sit indtog, er det endnu mere ubærligt at tænke på, hvad ukrainerne bliver udsat for. Og tilsvarende frustrerende at følge mediebilledet herhjemme. I går var det eksempelvis breaking news det meste af dagen, at sneen visse steder stod ned, og i nat ramte frosten så med glatte veje og is på ruden. Vores problemer føles så uendeligt små, når man tænker på livet – og døden – i Ukraine. Det er nemmest og rarest at glemme, hvad der foregår, og bedøve os i snaps og klejner, men det går bare ikke.

Jeg savner derfor også, at vores politikere spiller langt mere offensivt ud. At de sætter krigen på dagsordenen. At de agerer. Selv om krigen rasede, fyldte udenrigspolitikken forbavsende lidt i den forgangne valgkamp. Men for mig at se er det også en del af det politiske ansvar at sikre, at befolkningen og erhvervslivet og civilsamfundet ikke glemmer krigen, men tvinges til at forholde sig til den. Til at leve i den virkelighed, som ikke bare er ukrainernes, men vores alles virkelighed. Nemlig at der er krig i Europa. Krig her hos os. Det håber jeg også er et afgørende tema i de forhandlinger, der lige nu pågår bag lukkede døre på Marienborg. For Forsvaret skal hurtigst muligt tilføres endnu flere penge.

Ukraine har vundet de første slag i krigen, men jo længere den trækker ud, og jo større ligegyldigheden og apatien i Europa og Vesten bliver, jo større bliver Putins chancer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.