Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når skolen invaderer familierne

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden. Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden. 

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet ”eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra. Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne. Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent.

En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll. Hun beskriver i bogen ”Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der simpelthen protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage. Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem. Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets ”sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen ”Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig. Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal. Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets ”sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre. Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang. Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik. Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution. Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds)disciplin. Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner. Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.