Det er vores pligt at være imod aktiv dødshjælp

»Vi er herre i eget hus det meste af vores liv, men hvorfor er den sidste beslutning ikke vores egen?«

Sådan lød journalistens indledende retoriske spørgsmål i P1 Debat forleden, der behandlede emnet aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i kølvandet af den omdiskuterede og kritiserede dokumentar om Preben, der fik aktiv dødshjælp i Belgien.

Der er ingen tvivl om, at DR-dokumentaren er et partsindlæg i bedste sendetid til fordel for aktiv dødshjælp, og behændigt mangler dokumentaren en etisk refleksion over, hvilke konsekvenser det vil have, hvis Danmark legaliserer dødshjælp.

Retten til aktiv dødshjælp kan ikke laves for nogle få – den må gælde for alle – og bliver en glidebane, som det allerede er i Belgien og Holland. Med den følelsespornografiske vinkel har programmet nemlig potentiale til at flytte folks holdning positivt for aktiv dødshjælp – men har også skabt et momentum for, at vi med vægtige argumenter kan tale imod det uhyggelige fænomen, som aktiv dødshjælp er.

Og det er i 12. time, at vi gør det – for følelsesargumenterne og tidens løsen om rettighed, frihed og selvbestemmelse har gjort fælles front i kampen for at legalisere aktiv dødshjælp. Debatten er nemlig strandet der, hvor man næsten kun kan stille sig på barmhjertighedens og medmenneskelighedens side, hvor man går ind for aktiv dødshjælp – og det vidner om et alvorligt etisk værdiskifte i vores syn på livet og døden – et, er jeg bange for, uigenkaldeligt skred i vores kultur – der er grund til at være bange for.

Ligesom med abort bliver spørgsmålet om aktiv dødshjælp reduceret til at handle om rettigheden til selvbestemmelse over egen krop – den ultimative frihed forklædt som humanisme og barmhjertighed. Dertil kommer tidsåndens besættelse af uafhængighed som det eneste saliggørende for et godt menneskeliv – at livets værdighed er bestemt af, om man er i stand til at klare sig selv. Livets værdighed bestemmes altså af kroppens funktionsevne, kroppens duelighed – et argument, der kun har hån tilovers for hele den kristne kulturs tradition om kærlig omsorg og pleje for vores syge, handikappede, gamle og svage og sårbare – der netop ikke er i stand til at klare sig uden medmenneskets kærlige hjælp.

At legalisere aktiv dødshjælp er at kaste vrag på den kristne grundforståelse af menneskelivet – det, vi har bygget hele den vestlige kultur op om. Jeg er helt med på, at det kan virke hjerteløst at sige til et lidende menneske, at lidelse er en del af menneskelivets grundvilkår – men uanset hvor plagsomt livet kan være, må vi aldrig alliere os med døden – døden har istaphænder. Vi må ikke gøre døden til vores ven og blive vores frelsende udvej fra livet. Vi er netop ikke herre i eget hus, og tiden er ikke vores egen, men Guds – og længden af den tid, vi får, kender vi ikke. En gave og en opgave, hvor lidelse er den del af det kors, ethvert menneske må bære – men mere end nogensinde har vi svært ved at håndtere lidelsen – for vi lever i en verden, hvor vi hovmodige tror, vi kan afskaffe den.

I stedet skal vi, som teolog og medlem af Etisk Råd Morten Bangsgaard sagde, turde »træde ind i afmagtens rum« – det sted, der er allersværest at være for det moderne menneske. Og særlig svært, hvis kulturen og mennesket har tabt troen på, at vi sover ind i Guds frelsende favntag.