Fordelingen af gymnasieeleverne er et fejlskud
Der er absolut ingen fornuft i, at blot fordi ens forældre tjener, hvad de nu engang gør, så skal unge mennesker fordeles rundt på gymnasierne. Det ene har intet med det andet at gøre.
Lad mig gøre det helt klart: Dansk Folkepartis holdning er ikke, at gymnasieeleverne skal fordeles på baggrund af forældrenes indkomst. Og derfor stemte vi ikke for den politiske aftale, der er vedtaget i Folketinget om fordeling af gymnasieeleverne efter forældrenes indkomst.
Ønsker man ikke at dele kulturfællesskab med dem, man bliver tvunget sammen med, så ændrer det sig ikke bare, fordi man gennem sin gymnasietid bliver tvunget sammen med dem, man dybest set ikke ønsker at være sammen med.
For selvfølgelig løser vi ikke visse gymnasiers udfordringer med en overrepræsentation af udlændinge ved at genere de elever, hvis forældre tjener for meget til, at de kan gå på det lokale gymnasium. At indvandrerne udgør et problem, er ikke grundet deres etniske baggrund, men derimod at de ved at klumpe sig sammen på de forskellige gymnasier fastholder sig selv i en parallelkultur. Og det skaber selvfølgelig integrationsproblemer.
For gruppen af unge, der skal fordeles, vil med aftalen risikere at have helt op til 45 minutter med offentlig transport for at komme i gymnasiet. Udgangspunktet i en oprindelige aftale var hele 60 minutter.
Så bor man f.eks. på Vesterbro i København, så kan man risikere at ende på Solrød Gymnasium. Ikke fordi der ikke er plads på det lokale Rysensteen Gymnasium, men ganske simpelt, fordi ens forældre tjener for meget. Og så skal prisen åbenbart være, at man hver dag dels skal tage den lange vej med offentlig transport, og dels at man selvfølgelig vil have sværere ved at opretholde et kammeratskab med dem, man nu engang går i gymnasiet med grundet den store geografiske afstand. Der er over 30 km.
Det er ganske simpelt ikke en rimelig måde at behandle de unge mennesker på, som ikke har aktie i integrationsproblemerne med visse indvandrere. Og det løser ikke de klare udfordringer, der tydeligvis er, hvor visse gymnasier har en klar overrepræsentation af indvandrere, som klumper sig sammen på samme vis, som de gør i ghettoerne. I kulturhusene. På vandpibecaféerne. Hos frisørerne. I sportsklubberne. I moskéerne.
Havde indvandrerne fra starten gjort deres for at lade sig integrere, så står vi ikke i dag med endnu en indvandrerudfordring, og hvor ideologien bag det politiske flertal er at smøre problemerne ud i et tyndt lag over flere steder fremfor at løse problemerne der, hvor de er, men derimod ødelægge andre velfungerende områder. For helt grundlæggende tror man, at ved at omfordele gymnasieproblemerne løser problemerne sig af sig selv.
Men sådan tilpasser det menneskelige sind sig ikke bare. For ønsker man ikke at dele kulturfællesskab med dem, man bliver tvunget sammen med, så ændrer det sig ikke bare, fordi man gennem sin gymnasietid bliver tvunget sammen med dem, man dybest set ikke ønsker at være sammen med.
Så har man udfordringer med, at indvandrere tilvælger særlige gymnasier, så løses det ikke ved, at man ødelægger gymnasietiden for andre unge, hvis forældre tjener for meget. For selvfølgelig fastholder uintegrerbare udlændinge sig i parallelsamfund – hvis det er det, de ønsker.