Pyrus-censur afslører et fordrejet menneskesyn

En glad lille dansende dreng, udklædt som flødebolle og malet chokoladebrun i ansigtet (altså blackfacet) er blevet fanget i cancel culture-bevægelsens uhyre finmaskede net.

Og ligeledes er den gamle børnefortælling om ”Den Store Bastian”, der dypper nogle børn i blækhuset, fordi de har drillet en dreng med mørk hud. Så de uvorne børn på egen krop kan erfare, hvordan det er at have en anden hudfarve. Moralen er ikke til at tage fejl af, og selv om man spidser ører, tror jeg helt ærligt, at de fleste har svært ved at høre de racistiske undertoner – for de er der ganske enkelt ikke.

Men ikke desto mindre er også ”Den Store Bastian” faldet for censuren. Derfor er den folkekære TV 2-julekalender ”Alletiders Julemand” med den uregerlige nisse Pyrus i hovedrollen og Rigsarkivet i København som den historiske ramme taget af skærmen. Og det var netop historiske julekalendere. Udover at karaktererne var hyggelige og søde på den rigtig rare julesøde måde – ja, så viste julekalenderen os hver dag et lille stykke af historien.

Det var det, der i særlig grad udmærkede Pyrusjulekalenderen, men som bekendt sætter cancel culture-bevægelsen altid et rengøringshold ind over for historiens snavs og menneskets uhumskheder, der nu engang hører den faldne verden til.

Og for at vi ikke bare skal tro, at TV 2 er blevet fuldkommen plimmelim – og nøjes med at trække på skuldrene – ja, så er vi simpelthen nødt til at forstå, hvor stor fare der er på færde. For fænomenet cancel culture/wokebølgen og hele den identitetspolitiske tænkning er en ideologisk bevægelse med totalitære træk, der indfører meningscensur, renskurer historien og opfostrer idéen om det renfærdige og moralske, det pletfrie og det syndfrie menneske – og er således et angreb på det menneske- og verdenssyn, der har grundfæstet hele den vestlige kristne kultur.

For på et dybere plan at kunne begribe alvoren af den ekstremistiske ideologi, der hærger den åbne, frie, demokratiske verden og lægger sig ind i alle sprækkerne af vores samfund, selv i børnenes julekalender – ja, så skal vi se os tilbage til nogle af de mørkeste kapitler i verdenshistorien, hvor censuren blev brugt til at påvirke og ændre folkets tankegang.

I kommunisttiden i de sovjetbesatte lande blev H.C. Andersen betragtet som en farlig mand af systemet, fordi han var en kristen forfatter, og myndighederne krævede kristne passager af H.C. Andersens eventyr bortcensureret. Ikke fordi han talte ondt om det politiske system i landet, men fordi det, der bærer H.C. Andersens historier og eventyr, aldrig er troen på, at et lille mennesker kan skabe et Paradis på jord med politiske magtregimer.

Nej, det, der bærer eventyrene, er troen på, at Gud er kommet til os den nat på Betlehems mark – som et menneske, der vil være menneske med os. Som en lille kærlighedsgud på Marias arm, der bringer Guds frelse til sin genstridige, fejlbarlige, syndige skabning og dog elskede menneske.

Men det kunne de russiske børn ikke tåle at høre, mente myndighederne, så Himlen og englene – Gud, Kristus og Fadervor – blev strøget af censuren. For de små russiske børn måtte ikke lære, at frelsen er Guds – og at mennesker ikke kan blive rene som guder.

Nej, de skulle lære, at frelsen kommer fra myndighederne, og sådan blev det russiske folk opdraget til, at mennesket var ufejlbarligt. De hørte ikke om den ære, vi tabte, hjertets fejlslag og om spejlsplinterne i vores øjne, der gør, at livet mellem mennesker altid har barmhjertighedens og tilgivelsens, forsoningens og nådens behov. Den gamle, den evige sandhed om mennesket vil vore dages ideologiske bevægelser heller ikke vide af – her er medmennesket blot en potentiel krænker.