Måske burde Mohammed have noget at skulle have sagt, når Danmark og Europa diskuterer asylpolitik?
Europa oplever en tilstrømning af migranter og flygtninge, der er på niveau med 2015 og 2016.
EU’s politikere er kaldt til hastemøde i Bruxelles. Har EU styr på sine grænser? Kan EU løse flygtningestrømmene? Skal det enkelte land selv løse sin flygtninge- og migrantpolitik?
»Vil du ikke godt fortælle din avis’ læsere, hvad jeg mener om asyllejre?« spurgte Mohammed, da min køretur med ham var ved at være slut.
Jeg sad i en Uber på vej til lufthavnen, og som altid, når jeg er i nærheden af fremmede mennesker, faldt jeg i snak. Mohammed var oprindeligt fra Sudan. I Afrika havde han opholdt sig i fire forskellige lejre, blandt andet én i Burkina Faso, inden han fik tilkendt asyl i USA.
»Jeg har familie og venner i Europa. Jeg har været i Holland, jeg har været i Norge, og jeg har også været i Danmark,« fortalte han. »Hvordan oplevede du situationen mellem befolkningen og immigranter og flygtninge i de lande, du besøgte?« spurgte jeg.
»Europa har været naivt og taget de forkerte mennesker ind i deres lande.« Det er ikke første gang, jeg hører immigranter, flygtninge og folk på jagt efter et bedre liv i et nyt land udtale sig på den måde.
»Europæerne er ikke længere så glade for folk, der kommer til deres lande, især ikke velfærdsstaterne nordpå.«
»Hvorfor tror du, det er sådan?« spurgte jeg.
»Dit land skulle lave lejre i Mellemøsten og Afrika og udvælge dem, de gerne vil have, i stedet for det kaos, der foregår nu, hvor unge mænd og ekstreme islamister har fuld adgang.« Ordene kom, som om det var den største selvfølge.
»Når jeg siger sådan noget i Danmark, Mohammed, så bliver jeg kaldt racist og inhuman.« Mohammed så forvirret på mig og brast i latter.
»You are not a racist,« grinede han, mens han rystede på hovedet.
Den europæiske asylpolitik fungerer ikke nu, og det kommer den heller ikke til at gøre i fremtiden, hvis modellen ikke ændres.
»Det handler om at se mennesket som ligeværdig. Selvfølgelig skal du have hjælp, hvis du har brug for det. Men systemet skal være retfærdigt.« Det føltes befriende at kunne tale frit, ikke mindst fordi Mohammed rent faktisk havde oplevet et asylprogram, mange danskere ryster på hovedet ad.
»Ellers ender det i racisme! For når de forkerte kommer til og ødelægger det for resten, når de lever af danskernes skattekroner, så bliver befolkningen til sidst trætte af os.« Mohammeds dybe stemme steg, til trods for at jeg sad få centimeter fra ham. »Selvfølgelig skal man undersøges på kryds og tværs, inden man enten får afslag eller bliver sendt til et land, der er udpeget for en. Dels sikre det, at dem, der har brug for asyl, får det, og så er det også de rigtige, man lukker ind.«
Den europæiske asylpolitik fungerer ikke nu, og det kommer den heller ikke til at gøre i fremtiden, hvis modellen ikke ændres. Cirka 70 pct. af migranter i Europa, der søger asyl og får afslag, rejser ikke ud af Europa. Danmark tager flere asylansøgere og flygtninge end gennemsnittet i de europæiske lande.
I fremtiden kommer der flere klimaflygtninge oven i krigsflygtninge og mennesker på jagt efter bedre økonomiske forhold. Desuden er befolkningstilvæksten i Afrika af en sådan eksplosiv karakter, at hver tredje af verdens befolkning om få år er afrikaner. Det giver fuldt ud mening, at Danmark overvejer at sende mennesker, der kommer ulovligt til landet, til et sikkert tredjeland, mens deres sag behandles.
Tonen var let, vi havde opnået fortrolighed på den tid, det tog at køre fra mit hjem til lufthavnen. Da vi skiltes, spurgte Mohammed, om han måtte give mig et kram.
»Jeg troede ikke, at du måtte se mig i øjnene, give hånd og da slet ikke give kram som muslim,« dristede jeg mig til at sige. »Det er en anden ting, mange muslimer i Danmark insisterer på, skal respekteres.«
Mohammed bredte armene ud: »Dem, der er sådan, har fuldstændigt misforstået islam,« konstaterede han.
Vi krammede, og jeg takkede for samtalen og køreturen, alt imens jeg tænkte, at nogen burde lytte til Mohammed og andre fornuftige sjæle, så Europa kan trives med sine nye indbyggere nu og i fremtiden.