Nykredits skønmaleri af sin ageren på realkreditmarkedet

Formanden for Nykredit, Michael Demsitz, har kommenteret den analyse af realkredittens deroute, som jeg har redegjort for i relation til tidligere indlæg, idet han mener, at jeg tegner et alt for mørkt billede af udviklingen, især i relation til Nykredit.

Nykredits formand finder det således forståeligt, at erfaringerne med Finanskrisen gjorde en ende på et helt væsentligt kendetegn ved det danske realkreditsystem: nemlig at låneadgangen kun var betinget af pantsikkerhed inden for visse grænser af boligens værdi (det såkaldte murstensprincip). Efter finanskrisen kræver realkreditlån også personlig kreditværdighed, selv om der er rigelig friværdi i boligen, som jeg har redegjorde for.

Som jeg anførte, har jeg personlig kendskab til tilfælde, der vil have ført til tvangsauktion og personlige tragedier, hvis der ikke havde været nærtstående personer, der overtog realkredittens historiske funktion. Jeg finder det overhovedet ikke forståeligt, at der gås fra den ene yderlighed – nemlig fra at vende det blinde øje til låneexcesser til en række ejendomsspekulanter op til Finanskrisen – og over til den anden yderlighed – nemlig til efter Finanskrisen med Erhvervsministeriets bekendtgørelse om såkaldt God skik for boligkredit – at gøre personlig kreditværdighed til den afgørende betingelse for realkreditlån. Det var ikke alene udtryk for panik og dumhed. Det indførte også et bureaukratisk monstervælde i tilknytning til vurdering af personlig kreditværdighed.

Formandens forståelse herfor hænger måske sammen med, at realkreditinstitutterne jo deltog aktivt i låneexcesserne op til Finanskrisen – og det gjaldt også Nykredit. Det fremgår bl.a. af Niels Sandøe og Thomas G. Svaneborgs fremragende bog om finanskrisen ”Andre Folks Penge. Historien om den danske finanskrise”, som formanden burde studere. Nykredit var ikke den værste synder, det var formentlig BRF som det udtrykkes i ”Andre Folks Penge” med udtrykket: »Det var klart lillebror blandt de store fire (BRF, tilføjelse), der havde alle de forkerte navne som store kunder i deres kreditbøger.« BRF blev i 2014, som tidligere anført, erhvervet af Jyske Bank og fik navneændring til Jyske Realkridt A/S.

Formandens hyldest af medlemsdemokratiet i Nykredit, baserer sig også på et forskønnet billede af virkeligheden. Det er nemlig ikke første gang, at Nykredit har begivet sig ud i excessiv og uansvarlig långivning, som det skete op til Finanskrisen. Det skete også omkring 1990. Det bevirkede, at en række medlemmer via foreningen Demokratisk Realkredit forsøgte at ansvarliggøre den daværende ledelse af Nykredit. De fik så stor tilslutning, at ledelsen i Nykredit valgte at beskære medlemsdemokratiet ved at ændre vedtægterne, så stemmeafgivning til valg af medlemmer til det afgørende repræsentantskab krævede personligt fremmøde.

Dette blokerede effektivt for, at kritiske medlemmer kunne få afgørende indflydelse i repræsentantskabet. Dette og en række andre bestemmelser samt grov magtudøvelse – nogle vil sige beskidte tricks, standsede dengang medlemmernes kritik af ledelsen i Nykredit, som jeg har omfattende dokumenteret i artiklen ”Demokrati i medlemsbaserede organisationer – med Nykredit som eksempel”, der blev publiceret i årsskrift 1994 af Foreningen for Andelsstudier.

Så det er selvfølgelig formelt set rigtigt, at medlemmerne kan vælte formanden for Nykredit, som Michael Demsitz har anført. Men det er kun en teoretisk mulighed. Det er givetvis i praksis umuligt, som Nykredit demonstrerede, da de stak i kæp i hjulet på medlemsdemokratiet, da dette truede den siddende ledelses magtudøvelse.

Nykredits formand burde forholde sig til, at Nykredit i mindst to tilfælde har bidraget til excessive låneorgier, ligesom Nykredit ikke har holdt sig tilbage for at begrænse medlemsdemokratiet, når ledelsen blev udfordret af utilfredse medlemmer. Hvis der skal være tiltro til, at Nykredit – som (formelt) medlemsstyret – adskiller sig afgørende for den øvrige især bankdominerede realkredit, bør der tages et opgør med de tricks, der blev anvendt omkring 1990, ligesom der også bør udvises låneansvarligheden. Den manglende overholdelse heraf var årsagen til, at Demokratisk Realkredit blev en trussel for ledelsen af Nykredit efter 1990. Men det forhindrede dog ikke, at Nykredit op til Finanskisen igen tilsidesatte låneansvarligheden herunder også med brug af meget risikable swap-lån, som blev en katastrofe for mange låntagere i Nykredit.