Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Også Qatar bliver ramt af "vindernes forbandelse"

Enhver snak om økonomisk eller miljømæssig bæredygtighed af en VM-slutrunde i Qatar er absurd.

Artiklens øverste billede
Der var ilddans om guldpokalen inden åbningskampen mellem Qatar og Ecuador, men allerede efter 45 minutter af den første VM-kamp havde tusinder af lokale tilskuere forladt deres sæder og det store Al Bayt Stadium. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters

Al Bayt Stadiums luftige stadionkonstruktion er inspireret af den oprindelige nomadekultur i Qatar. Nomadekulturen kom til udtryk efter pausen af søndagens VM-åbningskamp, da tusindvis af lokale tilskuere forlod deres sæder før tid og vandrede videre mod mere interessante opholdssteder. De sidste illusioner om en dybereliggende fodboldkultur i VM-værtslandet sivede ud af stadion sammen med de skuffede fans.

Al Bayt Stadium kan lige så godt vænne sig til den fremtidige normaltilstand efter VM-slutrunden: Det eneste tegn på liv bliver tomme plastkrus, der skramler rundt i krogene i ørkenvinden.

Man kalder fænomenet for ”hvide elefanter”. VM-værterne i Qatar vil nedskalere kapaciteten på flere arenaer efter VM, og teknisk set lever de milliarddyre stadions i Qatar op til alle miljøstandarder. Men vi ved det jo godt: Enhver snak om økonomisk eller miljømæssig bæredygtighed af en VM-slutrunde i Qatar er absurd, om så alle arenaerne var bygget af økologisk grøn salat.

Da den kritiske danske sportsvagthund Play the Game i 2010 efter Fifa’s valg af Rusland og Qatar som fremtidige VM-værter konstruerede et såkaldt World Stadium Index, fik man et billede af omfanget af ”hvide elefanter” efter OL, kontinentale lege eller internationale fodboldslutrunder. Blandt samtlige overvågede stadioner havde Qatars Khalifa Stadium den mest beskedne anvendelse i hele rædselskataloget over hvide elefanter. Siden har Qatar investeret absurde milliardbeløb i flere gigantiske stadionanlæg frem mod VM.

Store sportsbegivenheder er veldokumenteret de infrastrukturprojekter, der oplever de allerstørste budgetoverskridelser fra budfasen til den endelige realisering. Nu taler ingen jo om prisen i Qatar. Qatars satsning på store sportsbegivenheder handler om såkaldt ”soft power”. En bestræbelse på at skabe sikkerhed og økonomisk omstilling ved at købe sig en central plads i verdens opmærksomhed.

Qatars uendelige rigdom ændrer dog ikke på, at VM-slutrunden giver international idræts prestigemæssige udfordringer et lammende slag: Sportens store events glider mod nye verdensdele og andre politiske styreformer end de vestlige demokratiers. Indblandingen af andre logikker end ”idrætskulturel” interesse og økonomisk bæredygtighed skruer regningerne op til fantasibeløb, hvor kun totalitære stater kan være med. Når mere demokratiske lande forsøger at slå kontra, mødes de i stigende grad af en enorm modvilje i de lokale befolkninger.

OL-bud på stribe falder på modstand i lokalbefolkningen: Hvorfor bruge skattekroner på at puste liv i et korrupt cirkus drevet af skruppelløse pampere?

Blandt sportsøkonomer kaldes det hyppige fænomen med løbske bud på store idrætsbegivenheder for ”vindernes forbandelse”: Monopoler – i dette tilfælde de internationale idrætsorganisationer – ”lokker” en gruppe af potentielle købere ud i en budkrig, hvor køberne ikke rigtigt kender den sande værdi af det, de køber. Samtidig vil køberne have en tendens til at underdrive de forventede omkostninger og overdrive de forventede indtægter.

Derfor havner man ofte i det fænomen, at vinderne af de inflaterede budkrige om store sportsbegivenheder kommer til at stå ringere tilbage end de tabende konkurrenter. Vindernes forbandelse …

Nu er der sikkert stadig præsidenter og diktatorer, som gerne køber sig en plads i solen gennem international idræt. Økonomi spiller ingen rolle. Spørgsmålet er bare, hvor mange Qatar-slutrunder international idræt kan tåle, før de store sportsbegivenheder også mister værdi som soft power?

Hvis atleter, forbund og forbrugere i den vestlige del af verden i stigende grad vender ryggen til det korrupte kapløb om store sportsbegivenheder, vil begivenhederne på længere sigt også blive uinteressante som redskaber i værktøjskassen med politisk prestige for totalitære regimer.

Da de lokale tilskuere i tusindvis forlod Al Bayt Stadion længe før åbningskampens afslutning, var det måske en antydning af, at heller ikke Qatar og Fifa i det lange løb er immune over for vindernes forbandelse?

Henrik Brandt - journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.