Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vogt Dem for falske profeter

Grove misforståelser af den internationale situation har været dagens orden siden 1991. Det må høre op nu.

Hvad forstår man egentlig ved en epoke?

Hvis man spørger en ekspert i udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan svaret lyde, at det er en længere periode, hvor stormagterne har en sikkerhedspolitik, der er nogenlunde stabil.

Jeg synes, det er en god og nyttig definition på, hvad en politisk epoke er.

Fra Napoleonskrigene sluttede i 1815, til Første verdenskrig brød ud i 1914, var den sikkerhedspolitiske verden ikke hundrede procent stabil. Men den var stabil nok til, at det giver mening at forstå perioden som en epoke. Og samtidig giver det en god forklaring på, at epoken til sidst sluttede: At samlingen af Tyskland i 1871 endte med at forskubbe den sikkerhedspolitiske balance afgørende.

Fra Sovjetunionen opstår i 1917, til den forsvinder igen i 1991, kan man også tale om en sammenhængende epoke. Det, den dominerende stormagt efter Første verdenskrig indretter sin sikkerhedspolitik efter, bliver i stigende grad USSR. Ikke mindst under Den kolde krig fra 1945 til 1991.

Fra 1991 til i dag har det imidlertid været svært at sige, hvordan det egentlig ligger med de sikkerhedspolitiske epoker. Men her skal jeg give et bud.

Tiden fra 1991 til 2001 vil jeg vælge at ”de store illusioners epoke”.

Det var en besynderlig tid, der hverken var en del af det 20. eller det 21. århundrede. Men i sin egen ret stod som inkarnationen af Francis Fukuyamas både farlige og fejlagtige påstand om, at nu var historien slut i den forstand, at det liberale demokrati ikke længere havde nogen alvorlige modstandere.

I de store illusioners epoke talte eliterne i vesten om den enorme fredsdividende, der ville komme. Og man forestillede sig, at alle vigtige lande i verden om kort tid ville melde sig ind i den vestligt konstruerede, regelbaserede verdensorden.

De store illusioners epoke sluttede 11. september 2001. Den begivenhed gav så anledning til ”de tabte kriges epoke”.

I de tabte kriges epoke troede eliterne i vesten – eller rettere: En kritisk del af dem – på, at demokratiet nu skulle eksporteres med vold og magt til Mellemøsten.

I august 2021, efter tilbagetoget fra Afghanistan, stod det endelig klart for selv den mest stædige, at de tabte kriges epoke var forbi.

Den eneste varige vinder af de tabte kriges epoke har været Iran. En stormagt, der urolighederne de seneste måneder ufortalt,ikke har stået stærkere i regionen, siden Persien led sit forsmædelige nederlag til Alexander den Store i 300-tallet før vor tidsalder.

En anden vinder af det kaos, de vestlige interventioner udløste i hele den islamiske verden, er naturligvis Rusland. Trods de mange nederlag i Ukraine, sidder Rusland solidt på Syrien og har efterhånden også bidt sig godt fast i Vest- og Centralafrika.

Her underminerer man med en blanding af hybrid krig, informationskrig og gammeldags varm krig støt og rolig den vestlige indflydelse på kontinentet.

Så resultatet af de tabte kriges tidsalder er altså, at de vestlige lande ikke har været mere upopulære i Mellemøsten, end de var under korstogene, og at Vest- og Centralafrika i stigende grad forsvinder ud af den vestlige indflydelsessfære.

Siden den russiske invasion af Ukraine i februar i år, har det været klart, at vi lever i den tidsalder, man kan kalde ”Vesten mod resten”.

Rusland vil blive ved med at føre hybrid krig mod Vesten og varm krig imod Ukraine, til landet fysisk bliver tvunget til at holde op. Kina har definitivt taget stilling imod den vestlige, regelbaserede verdensorden. Landet kører efter sine egne regler. Hvad der blandt andet er til utrolig gene for den internationale skibsfart, der har brug for at kunne sejle frit og uhindret gennem Det sydkinesiske hav, som forbinder Stillehavet og Det indiske ocean.

Det burde også bekymre os i Danmark. Vi har som bekendt verdens femtestørste handelsflåde – men ikke noget, der bare minder om verdens femtestørste søværn.

Hvad angår nye og nyere stormagter som Indien, Indonesien og Brasilien, skal man ikke regne med, at de på nogen måde er provestlige. Det ser man tydeligt, når de tager stilling for og imod Rusland i FN. At invasionen af Ukraine er en skandale, er først og fremmest noget, man mener i Europa og Nordamerika.

Når man ser tilbage, er det ganske klart, at den vestlige verden er gået gennem illusionernes tidsalder og de tabte kriges tidsalder, for nu at befinde sig i en vesten-mod-resten konfliktsituation med de fleste stormagter uden for Europa og Nordamerika (Japan og Sydkorea, samt de vestlige diasporaer Asien og New Zealand er behagelige undtagelser).

Så hvorfor var der ikke flere, der gjorde anskrig på vejen hen imod vesten-mod-resten-scenariet?

Jeg tror, det skyldes, hvad man i mangel af bedres havelse kan kalde falske profeter.

Selvom Francis Fukuyama på det personlige plan uden tvivl er en dygtig, flittig og hæderlig mand, var det en katastrofe, at så store dele af de vestlige eliter lyttede til ham de første ti år efter Den kolde krig.

Det var jo ikke ham, der havde ret, men Samuel Huntington. Som blandt andet slog fast i 1996, at Kina aldrig nogensinde ville komme til at købe ind på menneskerettigheder eller andet vestligt.

Men det var også falske profeter, der forledte så mange i vesten i de tabte kriges tidsalder. Hvor man troede på ”soft power” og at landene i for eksempel Mellemøsten over tid ville ønske at være som os. Med demokratiske institutioner; lige rettigheder for mænd og kvinder og hvad man ellers kan komme i tanke om.

Det arabiske forår – ikke mindst som det udspillede sig i Egypten – viste, at det var en illusion og intet andet. Og skulle der stadig sidde enkelte tvivlere rundt omkring, kan de nærstudere afviklingen af fodbold-VM i Qatar netop nu.

Nu sidder vi i suppedasen med Rusland. Som rent faktisk fører krig mod Vesten på adskillige kontinenter, og som vi derfor skal bruge megen energi på i de kommende år.

Her blev vi også advaret. For eksempel under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2012, hvor Mitt Romney blev affejet som fortidens mand af Barack Obama, da han pegede på Ruslands voksende farlighed.

Romney var faktisk fremtidens mand ved den lejlighed. Og Obama et skikkelse, der viste sig at leve i fortiden.

Det værste i forhold til Rusland har selvfølgelig været det totale svigt fra den politiske elite i Tyskland. At der ikke allerede er rejst skamstøtter af Gerhard Schröder rundt omkring, må bero på en fejl. Men kursen på Angela Merkel-aktier står også til at falde dramatisk i årene, der kommer. Det eneste, der er at håbe på, er, at kansler Scholz faktisk gør at levere på sin glimrende tale fra 27. februar i år.

Ellers vil det gøre den amerikanske Ukraine-ekspert Timothy Snyders ord ildevarslende sande: Tyskland er faktisk med i Rusland-Ukraine krigen. Fortrinsvis på den gale side.

Der er al mulig grund til at være skeptisk over for falske profeter. De har kostet os dyrt i den vestlige verden de seneste 30 år.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.