Danskerne ville have noget nyt – og fik noget gammelt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De gamle partier – med undtagelse af Socialdemokratiet – fik en ordentlig valglussing ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld strøg to partier – Danmarksdemokraterne og Moderaterne – ind på Tinge som rumraketter i indbyrdes konkurrence om, hvem der har mest maskinkraft.

Hvordan kan vi forstå tirsdagens valg? Jeg ser det som et klart tegn på, at danskerne er trætte af de gamle partier, trætte af klassisk politisk retorik, trætte af blokpolitik og fløjkampe. I stedet efterlyser helt almindelige borgere mere jordnære politikere, der taler et sprog, man forstår, og har større fokus på pragmatiske løsninger frem for vidtløftige ideologier og større vilje og evne til at lytte til hinanden og samarbejde indbyrdes.

Det forstår man godt. Jeg tror, vi alle kan nikke genkendende til en længsel efter en ny måde at bedrive politik på i Danmark.

Det paradoksale bliver så bare, at det nye, som danskerne har valgt ind, er gammelt, støvet, bedaget og fyldt til randen med alle de forkerte måder at være politiker på. Det er dels Inger Støjberg – en tidligere minister, som er dømt ved Rigsretten, og som så sent som i dagene op til valget på Facebook kundgjorde, at hun var stolt af sin handling. Og så er det Lars Løkke, som holdt hånden under Støjberg, alt imens hun fortsatte sin ulovlige forvaltning af loven, uagtet at hun var advaret derom, og indførte tørklædeforbud, smykkelov, håndtrykslov, paradigmeskifte og andre antiliberale tiltag i sin tid som statsminister.

Det er nedslående, synes jeg, at fornyelsen i dansk politik kommer fra tidligere politikere, som har vist sig alt andet end ydmyge over for magten og for retsstaten i det hele taget. Det eneste positive ved tirsdagens valg var den fremgang, Alternativet havde, og som også, tror jeg, skal ses som et ønske om en ny måde at være politiker på.

Valgets udfald bør give de tre ”gamle” partier, der gik så meget tilbage (Venstre, De Konservative og Radikale Venstre) anledning til at se på, hvad det er for et udtryk, man giver udadtil. Hvilken form for politisk sprog der bliver talt. Om man er i øjenhøjde med folket, og om der nogle gange er brug for at skifte ud på pladserne alene for fornyelsens skyld. Det bør også give de samme partier anledning til at overveje deres politiske projekter og forvaltningen af dem.

I Venstres tilfælde skulle man måske tage en intern snak om, hvor liberalismen blev af i det, der mest af alt ligner en konkurrence med højrefløjspartierne om den strammeste indvandrerpolitik. Hos De Konservative skal man måske drøfte, om Søren Pape stadig er den rette frontfigur – og om det var et rigtigt sats at tale så meget skat i stedet for at fokusere på den grønne profil, partiet traditionelt har brystet sig af. Og i Radikale Venstre var det måske på tide med en intern snak om, hvordan man træffer politiske beslutninger, som hænger sammen hele vejen rundt – både i sin essens og i kommunikationen af dem.

Det her valg har været det mærkeligste i mands minde, synes jeg. Og det har været mismodigt at se på, dels hvor lidt den grønne dagsorden har fyldt i valgkampen, dels hvor lidt kritikken af Mette Frederiksens regeringsforvaltning har betydet for valgets udfald. Det er i min optik stadig de to vigtigste arenaer, politik bør spilles på – en stærk retsstat og en grøn fremtid. Partierne bør bruge den kommende regeringsperiode til at tune sig ind på, hvordan de markerer sig på de to områder – folkeligt, inddragende og innovativt.