Vi er alle fascister

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Rom er propfuld af turister ligesom os, og vi går gennem de smalle gader for at nå frem til fordums storhed og et ishus. Det lykkes igen og igen. Ved Colosseum hersker et sandt menneskemylder, som var vi alle på vej til gladiatorkamp med løver, tigre og elefanter, mens indiske mellemhandlere lokker med specielle billetter og rundvisninger, og afrikanske trævarer falbydes på fortovet. Amerikanerne er nemme at kende, iført fornuftige sneakers og alt for korte jeans. Tyskerne er høje og ranglede, kvinderne tudegrimme. Italienerne snakker højt og gestikulerer. Alle går rundt med deres mobiltelefoner i hånden som medlemmer af en global sekt.

Trods corona og krise lever masseturismen i bedste velgående og får os til at søge tilflugt i de nærliggende grønne områder, som metropolen er rig på. Her er der til gengæld mennesketomt. Den store, skrånende Pamphili-park har vi nærmest for os selv, og kun et par hundeluftere ser til, mens vi laver bold- og løbeøvelser på de grønne skrænter i 27 graders varme – midt i oktober. Bagefter hen i skyggen, pizza, frappé og kaffe i verdensklasse til lyden af ambulancesirener og trafikale sammenstød.

Rom har det hele (bortset fra cykelstier og en ordentlig metro), mest af alt kontraster: imperial fortid og kaotisk nutid. Ruiner og nye rædsler, mænd og kvinder, nonner og ludere, paver og proletarer, mad i Trastevere og tiggerens sultne blik uden for Conard for slet ikke at glemme mørket og visheden i Vatikanets kældre, lyset og tvivlen udenfor. Dertil kommer en økonomisk krise, så langt øjet rækker, og som involverer alt lige fra gas og forsyningskæder til inflation, sikkerhed og dystre demografiske fremtidsudsigter, men også en momentan optimisme ved udsigten til, at der for første gang i lange tider faktisk kan dannes en folkevalgt regering.

I skyggen af det hele lurer et jubilæum, der ikke fejres. Det er i disse dage præcis 100 år siden, fascisterne med den 39-årige tidligere socialist Benito Mussolini i spidsen marcherede fra Milano til Rom, tog magten og indledte et eventyr, der endte galt, ikke alene for dem selv, men også for tyskerne og spanierne, der efterlignede dem. På de gulnede billeder, der sælges fra aviskiosker, ligner de en tarvelig flok af bøller, bønder, fagforeningsfolk, krigsveteraner og studenter. Men snart fik sortskjorterne følge af industrifyrster, futurister og bureaukrater. Først var fascismen vild og kreativ, senere blev den mere præsentabel og kalkulerende. Først var den et oprør, siden blev den et regime. Først ville man forhindre, at Italien blev et nyt Rusland. Derpå forsøgte man skabe et nyt Italien.

Nu er fascismen så vendt tilbage i skikkelse af Giorgia Meloni fra partiet Italiens Brødre (FdI), hvis man skal tro de venstreliberale medier rundtomkring i Europa og USA. Det er endnu en løgn, men går den, så går den i Vesten.

Idet Meloni ligger til højre, må hun jo være »yderligtgående«, »ekstrem« eller »ultra«, hvis ikke Fanden selv. Arsenalet for overdrivelser er tømt og affyret fra krigeriske mediehuse styret af aktivistiske redaktører og journalister, der har gjort vores forståelse af demokratiet venstreliberal, hvorfor vi nægter at forstå den ikkeliberale anden som mere og andet end demokratiets fjende. Vinder en kandidat eller en partialliance til højre, må noget være helt galt – og gå tilbage til 1922.

I ”Genstart”, en rost programrække på DR P1, fremturer en pseudoforsker fra Roskilde med påstande, der hviler på samme venstreliberale antagelse. Baseret på, at Melonis parti har en flamme i sit logo, den evige ild. Ergo må Meloni være fascist. Desuden nægter en af partiets kandidater, som er i familie med Mussolini, at tage navneforandring. Se, hvilken fascist!

I virkeligheden ligger Meloni blot uden for den venstreliberale konsensus og udtrykker en forståelig reaktion på den destruktive arv fra ’68, multikulturalisme og underkastelsen under transnationale eliter i EU, Davos og FN. Modsat de europæiske eliter vil Meloni standse den ikkeeuropæiske migration til Italien, om nødvendigt med militær blokade af menneskesmugling på Middelhavet. Men samtidig er hun tilhænger af den amerikanske udenrigspolitik og harsk kritiker af Putins Rusland. Hendes fejl: Hun passer ikke ind i standardformatet for de rigtige holdninger. Igen: Hun er sikkert fascist.

Mussolini og hans følge må være stolte. Sikke et storslået eftermæle, fascismen har fået; de er her, der og allevegne. I sin tid var der tale om en flok fantaster, der tilranede sig magten ved hjælp af simpel vold og talte et sprog, som ingen rigtig forstod. I dag er alle blevet fascister fra Kiruna i nord til Cagliari i syd. Første gang var historien en tragedie, anden gang er den en komedie.