Min valgguide til alle borgerlige

Når man stemmer til et folketingsvalg, er det som udgangspunkt mærkværdigt med en stemme på et parti. De ændrer holdning som vinden blæser, så nærmest uanset hvilken holdning man har, vil der i løbet af en (deprimerende) kort periode være et andet parti, der repræsenterer lige præcis denne holdning væsentligt bedre. Alene af den grund bør man stemme personligt. Og da man kun kan stemme på lokale kandidater, må partiet derfor afhænge af, hvor man bor.

Efter utallige opfordringer (altså to) følger hermed min stemmeguide til folketingsvalget. Det er faktisk tredje gang, jeg skriver en sådan valgguide, og det er jo den slags, man i politik kalder for en lang tradition. Ligesom at valget (som altid) er historisk. Som I nok kan fornemme, hænger valget mig allerede langt ud af halsen. Det er, som det plejer.

Københavns Storkreds:

Man skal altid holde godt øje med Venstre i København. Partiet har det stadig svært med sin bondeidentitet og vil så gerne have fat i de unge københavnerinder. Denne gang er det Linea Søgaard-Lidell der skal løfte byrden. Hun er ganske vist fra Esbjerg, men går vistnok op i det med klimaet. Ellers stiller partiet med lolliken Martin Geertsen, der virkelig er ked af alle de venstreorienterede uddannelser, der rykker ud af byen. Jan E. Jørgensen er til gengæld noget så sjældent som medlem af Venstre og opvokset i hovedstadsområdet. Han tager fejl i omtrent alt, men jeg har et ømt punkt for ham.

Liberal Alliance stiller Ole Birk Olesen op her. Den engang så liberale og stadigvæk ret så liberale ideolog. Ham har jeg kendt i snart 20 år, men lige siden han råbte ad mig i en debat på Københavns Rådhus har vi ikke rigtigt kunnet lide hinanden. Og jeg har gjort det til en slags livsmål at vise ham vejen ud af den liberale dogmatik. Vil dog sige, at han faktisk er en ret kapabel teknokrat, der kan greje systemet (det er det ellers næsten ingen, der kan).

Kenneth Kristensen Berth var én af de skarpeste medlemmer af det gamle DF, og det siger noget om Danmarksdemokraterne, at lige netop han ikke valgte at gå med over. Kenneth er en dygtig politiker og en klog intellektuel - og få som ham kan bære kombinationen af grøn skjorte og lilla slips. Han kan gøre en faktisk forskel for Danmark og er oplagt at give en stemme.

De konservative har et rædsomt kandidatfelt af hattedamer, hvis destruktive interne virkninger man slet ikke skal undervurdere. Heldigvis stiller Nikolaj Bøgh også op her, som jeg sidste gang ikke spåede mange chancer. Antifolkelighed eller ej lykkedes det ham ikke desto mindre at få en andenplads ved sidste valg i et væsentligt stærkere kandidatfelt. Én af de få konservative i partiet, der ikke bare er liberalist med tweed, og Bøgh har helt sikkert fortjent den borgerlige stemme.

Jeg elsker, at Moderaterne har opstillet Jon Stephensen. Han er vældig sød, men også håbløst inkonsistent og mener både alt og ingenting. Ifølge ham selv har hans stemme tidligere vaklet mellem Enhedslisten og Liberal Alliance. Det siger ikke så lidt om, hvad Moderaterne er for en størrelse.

Danmarksdemokraterne har opstillet én der hedder Skaarup til efternavn. Hun er helt sikkert kusine til en fætter eller noget i den retning. Rørende, at de holder fast i nepotismen fra DF.

Nye borgerlige stiller med én jeg aldrig har hørt om. Han går vist mest op i det lokale.

Vinderen med et mulehår er Kenneth Kristensen skarpt efterfulgt af Nikolaj Bøgh. Tredjevalg er Lars Aslan!

Københavns Omegns Storkreds:

Rasmus Jarlov gik i mange år forrest i den konservative bevægelse. Det er som om, at jo mere magt, han får, desto mere stille bliver han. Tror vi skal stole på, at han gør større forskel, dér hvor han er, end hvad der er synligt for os andre. Også selvom De Konservatives liberalismekurs måske er ikke er den mest sindsoprivende. Jeg overvejede her at skrive noget om Kierkegaard og troens spring, men det bliver nok for langhåret. Den borgerlige stemme bør gå til Jarlov.

Spidskandidaten for Nye borgerlige er Ulla Kokfelt, der har en PhD i geologi og stiller op for at bekæmpe islam. Det lyder fornuftigt, men jeg kender hende ikke. Til gengæld går jeg til crossfit med Claus Bøgh Svenningsen.

Karen Ellemann stiller op igen, fordi de stadigvæk ikke har ringet fra Red Pandaen med et job. Man skal vist have været valgt for Enhedslisten for at få den slags gyldne håndtryk. Venstre skal man holde sig langt væk fra i hovedstadsområdet.

Morten Messerschmidt begyndte sit formandskab stærkt med et opgør med konventionerne. Siden har fætter-kusine-nepotisme-festen forladt hans parti til fordel for Danmarksdemokraterne, og han har virket vingeskudt. Det er ikke desto mindre sigende, at de få begavede politikere i partiet har valgt at blive. Hans kamp for inflationshjælp virker som noget fokusgruppesnask. Hvor blev Danmark af?

Liberal Alliance har Steffen Larsen i spidsen, og han hjalp mig fornylig på facebook med noget vejledning om en elinstallation (og huset står endnu). Det er borgerlige stemmer, der arbejder. Derudover har partiet opstillet noget så usædvanligt som en tidligere departementschef, Peter Loft.

Vinderen er Rasmus Jarlov. Man kan også overveje Mathias Tesfaye!

Nordsjællands Storkreds:

Konservative har kun opstillet dårlige kandidater, og Mette Abildgaard er på mange måder personificeringen af, hvad der er galt med det parti.

Venstre har Sophie Løhde som det prominente navn, og hun er leveringsdygtig i en ambitiøs strategi, der går på to ben, gør sig gældende og rummer en fokuseret indsats. Det bliver rigtig godt.

Mette Thiesen er spidskandidat for Nye Borgerlige og én eller anden grund har hun fået sig et følge af utroskabselskende mediemænd, der hader hende. Mere behøver man egentlig ikke vide.

Liberale Alliance stiller med en fyr, der hedder Steffen, som jeg aldrig har hørt om. Han reklamerer med, at han har boet i Kuwait, og det er i hvert fald et dejligt sted.

Moderaterne har blandt andre den spirituelle Erick Thürmer på listen. Han var ellers opstillet for De Konservative, men har nu skiftet til moderaterne. Når sådan en kapacitet stiller sig til rådighed, er der selvfølgelig rift om ham.

Danmarksdemokraterne stiller med Pia Adelsteen, som jeg ikke rigtigt ved, hvem er, bortset fra at jeg vist nok svagt husker hendes navn fra listen over bagsædevarmere i DF.

Den borgerlige stemme bør helt entydigt gå til Mette Thiesen. Det kan godt være, at hun ikke altid rammer helt rent, men hun har gode intuitioner og vil rent faktisk gøre noget godt for Danmark. På andenpladsen finder vi Rasmus Stoklund!

Sjællands Storkreds:

Birgitte Jerkel fra de konservative er kendt som Orla Østerbys nemesis foruden selvfølgelig de utallige vigtige politiske sager. Hendes første store mediegennembrud var dog på første dag som valgt politiker, hvor hun skiftede fra Venstre til De Konservative. Det endte i fakkeloptog ude foran hendes hjem. Det er politikere af hendes støbning, som udgør stammen på Christiansborg.

Peter Seier fra Nye Borgerlige bliver aldrig nogen folkeforfører, men mon ikke, han yder et solidt bidrag alligevel.

Jeg kender ikke en eneste fra Liberal Alliances kandidatliste og ved ikke engang, hvem der er spidskandidat. Pinligt for mig.

Lars Løkke stiller op her. Hvis man virkelig vil stemme på ham, kan man i det mindste være en guttermand og springe melleregningerne over og sende en MobilePay-overførsel i stedet.

Pia Kjærsgaard lykkes egenhændigt at ødelægge sit gamle parti. Til gengæld fik hun sin søn ansat. Hun hører klart mere hjemme hos Danmarksdemokraterne, der er førende i familieansættelser nu.

Venstres Morten Dahlin er et stort talent og tilhører en generation af Venstrefolk, der ikke har låst sit verdensbillede fast omkring Checkpoint Charlie. Han er blevet en del glattere af at sidde inde på borgen, hvilket jo desværre sker for de fleste. Jeg har kendt ham siden, han var 15, så jeg tillader mig et faderligt råd. Læs nogle romaner! Ikke bras fra boghandlen, men rigtig litteratur som Dostojevskij, Tolstoj, Jünger, Pontopiddan, Knudsen eller Knausgaard, hvis det skal være moderne. Stor litteratur modvirker glathed.

Danmarksdemokraterne stiller også med en Skaarup her. Og hvis man ikke få nok af indspisthed kan man altid vælge Susie Jessen, der er datter af den ikke spor forkalkede Søren Espersen.

Stemmen må gå til Kaare Dybvad! Morten Dahlin og Peter Seier må kæmpe om andenpladsen.

Ps. Danmarksdemokraterne har også opstillet en hund i Hundested, og hvor er det altså abemorsomt. Lige noget for lattermusklerne. En hund i hundested. Det er god værkstedshumor.

Fyns Storkreds:

Mai Mercado mødte jeg for omkring 20 år siden på en bar, hvor hun bedyrede mig, at hun havde læst Robert Nozick. Virker som om, hun er blevet mere konservativ med alderen, men vist ikke så konservativ at det gør noget.

Venstre stiller som sædvanlig med Erling Bonnesen og Lars Christian Lilleholt. De er sådan nogen, der er gode til at spise wienerbrød med de rigtige mennesker, og dermed har jeg opregnet totaliteten af deres evner.

Danmarksdemokraterne har opstillet en Thulesen Dahl her. Det er virkelig bevægende med al den familieomsorg.

Liberal Alliance stiller med en tidligere melodi-grand-prix-sanger Katrine Daugaard. Hun slår mig som en liberal oprører, og hun er godt fundet af partiet. Jeg kan dog ikke forestille mig andet end at hun, som de fleste andre politikere fra den virkelige verden, bliver spist af bureaukratiet.

Alex Ahrendtsen havde faktisk besluttet at forlade folketinget, men har ændret holdning efter, at Morten Messerschmidt blev formand. Ahrendtsen har gjort det uhørt godt som kulturordfører, og selv de venstreorienterede anerkender hans engagement. Hvor de andre partier har kulturinstitutionsordfører har vi i Alex Ahrendtsen en politiker, der forholder sig til den faktiske kunst. Nogen burde give ham en pris.

Mikkel Bjørn Sørensen fra Nye Borgerlige kan beskrives som en yngre udgave af Alex Ahrendtsen. En selvstændigt tænkende, modig, ung reaktionær. Ham kommer vi til at høre mere til.

Alex Ahrendtsen går med sejren med Mikkel Bjørn som værdig toer.

Sydjyllands Storkreds:

Venstres stærkt decimerede mandater går her til de overmodne Eva Kjer Hansen og Hans Christian Schmidt. Jeg mindes engang på kulturnatten, hvor jeg stod i stand med en ansat fra Venstre, og vi delte medlemsblade ud. Her var en gyseligt bovlam artikel med en æblespisende Hans Christian Schmidt, der havde fået overskriften ’Minister for den gode samvittighed’. Jeg viste artiklen til hende, jeg stod i stand med, og sagde noget lakonisk om kvaliteten, og fik vist nok også sammenlignet det med Vagttårnet. Det viste sig, at hun var redaktøren. Vi talte ikke mere sammen den aften. Jeg ved ikke hvorfor, jeg fortæller den anekdote.

Steen Holm Iversen var ved sidste valg opstillet for Liberal Alliance, hvor han på skandaløs vis vandt den lokale opstilling over Henrik Dahl. På trods af undermålersejren blev han heldigvis fejet af banen af vælgerne. Derfor stiller han denne gang op for De Konservative. Patetisk. Mange års erfaring med landspolitik fortæller mig, at langt de fleste politikere er motiverede af egeninteresse mere end noget som helst andet.

Der er få undtagelser og Henrik Dahl er én af dem. Et sjældent eksempel på en politiker, der har kunnet bruge sin viden og erfaringer til at gøre en reel forskel. En fri intellektuel, der både er politiker i egen ret, men samtidig er loyal over for sit parti. Jeg vil gå så langt som at sige, at han er en gave til folkestyret. Lad mig nævne et enkelt eksempel. Med sølle tre mandater i ryggen lykkes det ham (sammen med Morten Messerschmidt) at skabe flertal på Christiansborg for en udtalelse om overdreven aktivisme på universiteterne. Pseudoforskningen og identitetspolitikken er farlig, og alle danskere bør være taknemmelige for, at Henrik Dahl er gået forrest i kampen mod dem.

Peter Kofod fra Dansk Folkeparti fortalte mig engang i en P1-debat om bander, at han ikke gik så meget op i indvandring og islam, og at det tog Martin Henriksen sig af. Ham skal man heller ikke stemme på.

Pernille Vermund forklarede i en partilederdebat, at det vigtigste ved valget er at komme af med Mette Frederiksen som statsminister. Virkelig, Pernille? Nye Borgerlige satser åbenbart hele butikken på at få fat i ’SletteMellemrumMette’-segmentet. Hvad blev der af det med at redde Danmark? I ’mød partierne’ på DR1 blev de ufravigelige krav reduceret til et ønske om Rwanda-modellen for asylansøgere. Men altså, hvis nogen har en chance for at få den model gennemført, må være det være vores kompetente og viljestærke statsminister, Mette Frederiksen. Bløddyrene i spidsen for VK ville slet ikke have formatet til at gennemføre så markant en aftale.

Søren Espersen stiller op for Danmarksdemokraterne, og han har jo ellers udmærket sig ved at få opstillet sin knalddygtige niece Rikke Karlsson, der er kendt både for at fuske med EU-midler og beskylde andre for at gøre det samme. Ligesom at hustruen har set en UFO

Vinderen er Henrik Dahl med Pernille Vermund som toer. Tredjepladsen går til sofaen.

Østjyllands Storkreds:

Venstre stiller med Trolex, der på forunderlig vis overlevede sin indblanding i Thornings skattesag, mens Støjberg blev smidt ud for en bagatel. Sådan er Christiansborg så hyklerisk. Heldigvis har vi også statsmanden og ex-borgmesteren Michael Aastrup, der (vist nok!) går til valg på, at vi skal vælte Syriens præsident Assad. I Venstre har de nemlig internationalt udsyn. Og minsandten om ikke mr. udsyn, Ellemann-Jensen himself, stiller op her. Hans barndomshjem i Hellerup er lige blevet solgt for små 70 millioner, så det satser han vel på, at ingen i Østjylland har hørt om.

Der er heldigvis mange habile kandidater fra de andre partier. Anders Vistisen stiller op for Dansk Folkeparti og endnu et eksempel på, at det er de begavede politikere, der er blevet. Modsat stiller Danmarksdemokraterne med navnkundige Hans Kristian Skibby. Ham kan jeg huske, hvordan ser ud, men mindes ikke, at han nogensinde har haft en interessant holdning. Retfærdigvis kan jeg heller ikke huske noget som Kim Christiansen (der holder fast i DF) har sagt, men er til gengæld Christiansborgs dygtigste udøvende kunster.

Marcus Knuth er åbenbart også flyttet til Århus. Hvorfor!? Han er en lokalinstitution på Lolland, så det med den østjyske er lidt underligt. Måske fordi de ikke går så meget op i geografi her. Han er stadigvæk den politiker på borgen med den mest imponerende baggrund. I Det Konservative Folkeparti er han tydeligvis blevet tæmmet eller udsat for sovestøv, eller hvad det er, de propper i maden.

Man må give Alex Vanopslagh, at han gør det godt. Som jeg tidligere har skrevet, har han fundet en klog tilgang til sin liberale ideologi og har i realiteten lagt sit parti dér, hvor Venstre burde være. Så længe partiet hedder noget med liberal, er der grænser for, hvor fornuftigt det kan blive, men Vanopslagh har eksempelvis vist, at man kan tage en eksistentialistisk debat fra Folketingets talerstol. Det tager jeg hatten af for.

Lars Boje Mathiesen er måske ikke kandidaten for et akademisk æggehoved som mig selv. Men han er selvstændigt og praktisk tænkende og med sin egne ord formulerer han, hvad mange mennesker tænker. Han er god til at støje og er ikke helt ueffen til at påpege hykleri.

Stemmen bør gå til greve-militær-diplomat-bankmanden Marcus Knuth. Lars Boje og Anders Vistisen kæmper om andenpladsen.

Vestjyllands Storkreds:

Danmarks svar på Liz Truss aka Søren Pape er opstillet i det vestjyske. Han kom så langt med at være den lune type, der griner af pruttevittigheder, men nu ramler det hele for ham. I en konservativ tid kan man undre sig over liberalistforslaget med underfinansierede topskattelettelser, men det er også stendødt nu. Heldigt for både Pape og Danmark, at Storbritannien netop har eksperimenteret med det samme, så vi ikke behøver at gøre det.

Thomas Danielsen fra Venstre husker jeg kun for et frustreret udbrud over danskernes manglende viden om EU. Der er noget charmerende over politikere med Dunning-Kruger-syndrom. Søren Gade er vel egentlig fornuftig nok, men har gang i sådan en hvem-har-mest jord-i-hovedet-konkurrence med Inger Støjberg.

Og netop Inger Støjberg stiller også op her med sit parti for lykkeriddere og levebrødspolitikere. Hendes udlændingepolitik ligger cirka det samme sted som SF, hvis man trækker hendes heroiske kamp mod popcornkastere fra. Mere end nogen anden har hun reduceret udlændingedebatten til et symbolpolitisk cirkus. Jovist var hun udsat for en dyb uretfærdighed, da hun blev dømt i rigsretten, men det var også hendes egen skyld. Det handlede aldrig om barnebrude, men om at få hende selv til at se handlekraftig ud. Og ja, det var faktisk hendes forsvar. At hun sagde ét til offentligheden og gjorde noget andet indadtil i ministeriet. Hun legede politik i stedet for at tage sig af Danmark.

Jeg kender ikke en eneste af kandidaterne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Nye Borgerlige. Til gengæld talte jeg engang med Mads Fuglede på diskotek Zen i København. Det må vel være en slags københavnsk salon. Han har ikke sagt noget fornuftigt siden borgerkrigen i Venstre brød ud, men han er højt begavet og nogenlunde fri for dogmer.

Stakkels vestjyder. Mads Fuglede vinder knebent over sofaen.

Nordjyllands Storkreds:

Jakob Axel Nielsen var engang en intern liberal oprører hos de konservative. Det var sådan noget med, at der var brug for reformer og lavere skat. Retrospektivt en pinligt overfladisk debat, men den skaffede Axel Nielsen en sundhedsministerpost, der blev et springbræt til en karriere som direktør for privathospitaler. Nu vil han i folketinget igen. Hvor spændende.

Venstre opstiller Torsten Schack Pedersen, der kompenserer for manglende lokal forankring ved at bruge størstedelen af sin arbejdstid på fiskefabrikker. For selvom han er født i Nordjylland, bor han i Sorø, og den slags er suspekt på de kanter.

Jeg kender hverken Liberal Alliances eller Nye Borgerliges kandidater, men Kim Edberg fra Nye Borgerlige virker fornuftig. Danmarksdemokraterne har naturligvis opstillet en Kristian Bøgsted, hvis store kvalifikation er, at han er søn af Bent Bøgsted.

Så afgjort det svageste kandidatfelt, men heldigvis kan man stemme på Mette Frederiksen! For den lange forklaring læs med her.

Hov, vent lige. Christian Langballe stiller også op, og da han er højt begavet og samvittighedsfuld, er han én af de politikere, der er blevet i Dansk Folkeparti.

Så i Nordjylland er Christian Langballe det sikre valg. Mette Frederiksen på en klar andenplads.