USA har ændret mine værdier: Skyderierne har gjort, at jeg går ind for dødsstraf

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan beskriver man den dybeste sorg hos forældre, der har mistet et barn i et skoleskyderi og nu sidder i et retslokale og får deres barns navn og dødsårsag læst op, mens den 22-årige drabsmand og resten af verden ser på? CNN sendte forleden live fra et retslokale i Florida, hvor gerningsmanden fra Parklandskyderiet skulle modtage sin domsafsigelse. Som 19-årig dræbte han 17 mennesker på et gymnasium med et automatvåben.

Jeg har i flere dage tænkt på, hvordan jeg skulle beskrive følelsen af sorg. Ingen sætning kan yde de efterladte retfærdighed. Sorgen er hård som flint og blød som et hjerte. Den kommer til udtryk i den kæde, der bærer sønnens navn i sirligt svungne bogstaver over sølvhjertet om en mors hals, den ses i de opadvendte øjne med de røde rande, der fæstner sig i retslokalets loft, den er tydelig i en tappende manicureret pegefingernegl på en mors overarm, den er til stede i blikket, der er indstillet på uendeligt, når kameraet zoomer ind, idet navnet på en søn eller datter læses op. Man ser den, sorgen, i de ufrivillige muskelbevægelser omkring munden i forsøget på at kontrollere følelser i et offentligt rum, hvor verden ser med.

I retslokalet sad forældre, søskende og bedsteforældre over for den tiltalte, der ventede på sin domsafsigelse. Selv sad jeg dybt berørt og måtte se væk. På mig virkede panoreringen for invaderende.

Men jeg var også påvirket, fordi disse forældre gennemlever mit værste mareridt.

Det begyndte med masseskyderiet på en skole for 0.-5. klasseselever, Sandy Hook i 2012, hvor en 20-årig mand skød 20 børn i alderen seks til syv år og seks voksne. Vi havde boet i USA i to år og var stadig i den fase, hvor det meste var nyt og spændende.

Mine børn var to og fem år, samme alder som mange børn på skolen. Den dag faldt der skæl fra mine øjne, og jeg vågnede brat op til den virkelighed, der siden har præget hver dag her i USA. Jeg begyndte at fortælle mine børn, hvad de skulle gøre, hvis de var i teatret med skolen, og noget slemt skete; talte med dem om, hvad de skulle gøre i biografen, i skolen – hvor end de befandt sig, hvis der skete noget.

Alle børn her har øvelser hver måned, der skal forberede dem på eventuelle katastrofer som ”active shooter drills”, bjørne, jordskælv, lockdown, lockout etc., det er en del af hverdagen. Mine børn lærer, hvilke vinkler det giver mening at gemme sig i, så de ikke er synlige fra gangen, hvis der er en gerningsmand på skolen; de lærer, at de skal løbe fra skolen og til nærmeste nabo, hvis de kan; de lærer at gemme sig i klasserne, hvis der er en lockout.

Siden den dag, hvor små børn blev myrdet på Sandy Hook, har der ifølge Time fundet næsten 1.000 skyderier sted på skoler og universiteter i USA, mere end 300.000 børn og unge har oplevet våbenvold på amerikanske skoler. Det er en virkelighed, vi som forældre lever med.

Jeg forholder mig ikke til gerningsmændene. Det må andre gøre. Der er ikke plads i mit hjerte til at forklare og forstå, hvorfor de også er ofre.

Der er sket en forskydning i mine værdier, siden jeg boede i Danmark. Jeg gik naturligvis ikke ind for dødsstraf, hvilken barbarisk tanke, hvilken opgivende indstilling til medmenneskets mulighed for rehabilitering! Men USA er ikke Danmark. Her kan et ungt menneske valse ind i den nærmeste våben- eller sportsforretning og tilegne sig et automatvåben udviklet til brug i krigszoner og køre direkte til den nærmeste skole, hvor seks- og syvårige elever sidder og tegner, og meje dem ned.

Så USA har ændret mine værdier. Jeg ved godt, forskning viser, at lange fængselsstraffe ikke virker rehabiliterende. Men for min tro på systemet ønsker jeg dødsstraf.

Manden, der koldblodigt myrdede 17 mennesker på et gymnasium, inklusive de tre voksne, der heltemodigt løb mod gerningsmanden og forsøgte at hjælpe gymnasieeleverne med at flygte, kommer aldrig ud af fængslet. Jeg så ham hellere få elektrisk stød end et liv med flere voldsstraffe fra fængslet imod betjente, kærestebreve fra alverdens kvinder og bøger og film skrevet om hans liv og levned.

Min datter er lige begyndt på gymnasiet, og forleden viste hun mig rundt i sine klasselokaler. »Her har jeg band, her har vi kemi, herovre algebra.« Hun er en glad teenager, fuld af liv og lyst til at lære. Jeg halsede efter fra lokale til lokale, mens øjnene fløj rundt i hovedet på mig. »Hvor er det spændende, skat!« nåede jeg heldigvis at sige, inden næste sætning fløj ud ad munden på mig: »Ved du, hvor udgangene er? Ved du, hvordan du kommer ud så hurtigt som muligt?«

Uden at blinke svarede hun bekræftende. For vi er alle ofre i det her land, og det lever vi med, så godt vi kan.