Genopret tilliden til dansk humaniora og samfundsvidenskab

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ingeniørforeningen i Danmark er ifølge netmediet Science Report skuffet over, at forskning tilsyneladende fylder så lidt i den kommende valgkamp.

Det vil jeg gerne rette op på.

På Twitter har Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes lagt et klip op fra DR’s ”Deadline” den 27. februar i år med den internationalt anerkendte danske freds- og konfliktforsker Ole Wæver.

Her fastslår Wæver uden spor af tøven eller forbehold, at Ukraine ikke kan vinde krigen mod Rusland, og at våbenhjælp fra Vesten ikke vil gøre nogen positiv forskel.

Nogle kalder dette for videnskabsbashing, og Wæver forsvarer sig selv med, at han er blevet citeret uden for kontekst.

Jeg synes faktisk, at lidt ydmyghed fra Ole Wævers side ville være på sin plads. Det, han siger i ”Deadline”, har vist sig ikke at være i nærheden af at være rigtigt. Så medmindre konteksten er, at Wæver netop har sagt til studieværten: ”Nu siger jeg det modsatte af, hvad jeg tror, der kommer til at ske”, er der ikke på nogen måde tale om, at Villemoes har skamredigeret udtalelserne.

Ole Wæver er bestemt ikke den eneste ekspert, der har taget fuldkommen fejl i spørgsmålet om krigen mellem Rusland og Ukraine. Som Anna Libak har påpeget, har lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen heller ikke haft særlig meget held med sine forudsigelser.

Og går vi væk fra krigen og ser bredere på, hvor gode forskere er til at forudsige begivenheder, bliver det ikke meget bedre.

Samme Søren K. Villemoes, der kritiserer Ole Wæver, har for eksempel påvist, at islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen tog fuldkommen fejl af, hvad der ville ske i Egypten efter Det Arabiske Forår. Han var nemlig overbevist om, at Det Muslimske Broderskab – der som bekendt vandt det første valg efter Hosni Mubaraks fald – ikke ville komme til at spille nogen særlig rolle.

Disse fejl lægger sig i forlængelse af hele områder af forskningen, der ikke er til at stole på.

Men ville for eksempel være helt ekstremt naiv, hvis man troede på kønsforskningens påstande om, at Danmark er et grumt patriarkat, hvor kvinder strukturelt undertrykkes, eller på migrationsforskernes påstande om, at danskerne, som de er flest, er racister, eller på påstande om, at indvandrerbander ikke er anderledes end gammeldags, etnisk danske bøller, eller på påstande om, at negativ social kontrol ikke er et særligt problem blandt muslimske indvandrere.

Intet af dette kan tages for gode varer. Men hører man noget, der bare ligner kritik fra universiteterne? Nej – det gør man aldrig.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle, der forsker i militære konflikter eller i islam eller i køn eller i migration og indvandring eller i etniske minoriteter, tager fejl. Men der er så mange forskere, som siger ting, der åbenlyst ikke passer, at man kommer i tvivl om alt, hvad der kommer fra disse felter.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at tage dette spørgsmål op ved det kommende valg:

Hvad vil universiteternes ledelser gøre for at genoprette den almene tillid til dansk samfundsforskning og dansk humanistisk forskning? For vi kan lige så godt være ærlige og sige: Det er her, skoen trykker.

Jeg tror selv, at det ville være gavnligt, hvis universiteterne fik ryddet op i, hvad der gælder for at være acceptable, videnskabelige metoder, og hvad der ikke duer. Ligesom jeg tror, det ville være gavnligt, hvis man vendte tilbage til mere klassiske idealer for, hvad der tæller som god videnskab.

Men jeg er politiker, så jeg skal ikke blande mig mere, end godt er. Det må og skal være universiteterne selv, der tager initiativ til at genoprette tilliden til humaniora og samfundsvidenskab. For sådan som forholdene er lige nu, kan ingen være tjent med.